Giulia Paravicini/Reuters
“Gud giver os regn. Gud svigter os ikke!“, beder småbønder i Etiopien, hvor hver fjerde landmand tyer til Gud, når klimakrisen rammer høsten. Størstedelen af landets befolkning identificerer sig selv som religiøse, mens småskalabønder udgør den største befolkningsgruppe.
Troen på Gud har to konsekvenser for bønderne: Enten at de ikke mener, at det spiller nogen rolle, hvad de selv gør, fordi Gud vil ordne det for dem, eller “at de tager en risiko ved at bevæge sig ud i nye teknologiske og innovative eventyr som klimateknologi og vandforvaltning“, som forsker ved Københavns Universitet Goytom Abraha Kahsay, der står bag studiet om etiopiske bønders risikovillighed, udtalte i september.
Gennem et lotterieksperiment har Kahsay undersøgt den udbredte antagelse i økonomisk forskning, at dårlig høst er forbundet med manglende vilje til at afprøve nye teknologier eller afgrøder i såkaldte udviklingslande: Ved at bede en række landmænd om at vælge mellem sikre og usikre satsninger og sammenholde det med, hvor troende de så sig selv, fandt han en stærk sammenhæng mellem risikovillighed og religiøsitet.
Kahsays konklusion er derfor – uanset om troen gør bønderne optimistiske eller pessimistiske – at det er “meget vigtigt, at regeringer arbejder med religiøse institutioner i Etiopien, da 93 pct. af befolkningen tror, at Gud er involveret i deres liv. Der skal skabes en forbindelse, så religion bliver en engageret del [af] klimakampen.“
For hvor Gud aldrig svigter, gør de rige lande det: Etiopien betaler en af de højeste priser for de halvfærdige løsninger fra COP27. Landet har som et af verdens fattigste i årevis kæmpet mod hungersnød og ved, hvad ord som klimafinansiering og -gæld betyder. Det er her, klimaforandringerne mærkes allermest tydeligt, ikke en eller anden dag i 2050, men lige nu:
“Jeg er næsten 50 år gammel, og jeg har aldrig set så stor sult i denne by,“ lyder det eksempelvis fra fra Duniya, der bor i byen Danan, i en artikel af Verdens Fødevareprogram (WFP). Duniya fortæller, at hun er hyrde og afhængig af husdyr, hvor 20 af hendes køer nu er hårdt ramt af tørken på Afrikas Horn, og hvor deres “kadavere“ ligger rundt omkring og flyder:
“Jeg har altid ønsket at sidde derhjemme, fordi jeg er gammel. Men nu har jeg dyrket min jord og indhegnet gården for at beskytte mine dyr […] Vi kan ikke vente. Hvis vi ikke får noget regn, vil mange mennesker dø af sult, da vi alle er afhængige af regnvejr.“
En plads ved bordet
Selvom man måske kan foranlediges til at tænke, at Gud ikke spiller nogen stor en rolle i klimaforandringerne herhjemme, er det alligevel værd at tage et ekstra kig på den danske folkekirke. Med sine 11.000 hektar er kirken landets tredjestørste jordejer, der i vid udstrækning har sluppet uden om at leve op til klimamålene og samtidig tjener over 30 mio. kr. på at forpagte jord ud til skov og landbrug – årligt.
På samme måde har Information afsløret, hvordan folkekirken mindst ti gange på fem år har brugt en forældet vetoret mod vindmøller, der forstyrrer udsigten til eller fra en kirke.
Den gode historie er, at det går den rigtige vej. Landets biskopper besluttede for to år siden, at folkekirken skulle bidrage til at reducere CO2-udledninger, man kan komme til klimasorggrupper, og som de eneste ud af 130 provstier har Bogense og Favrskov, der tilsammen råder over 30 kirker, netop fået kortlagt deres klimaudledning og derfor bl.a. installeret elektronisk varmestyring. Håbet er, at resten af landets kirker vil følge efter, hvor Viborgs provsti allerede har sat gang i processen.
Selvom det har været en teologisk tvist, hvad folkekirken har at tilbyde klimaet, sætter den altså et mærkbart aftryk på CO2-udledningen – ligesom andre større institutioner, der ellers har gjort hvad de kan for at skjule det (glem ikke, at det er oliefirmaet BP, der hyrede et pr-bureau til at opfinde begrebet carbon footprint, så klimaskammen flyttes fra de største udledere til vores egne flyrejser og taxature).
Tag denne uges historie om Lærernes Pension, som DanWatch kan fortælle investerer i udvinding og afbrænding af kul, hvor kilderne er blevet truet med retssager for at stå frem. Eller Danske Bank, der igen er blevet taget i at låne til og investere i virksomheder, der undersøger mulighederne for et nyt oliefelt i Arktis, selvom olie ellers er noget, banken officielt tager afstand fra.
“Med vores positionspapir [retningslinjer, red.] sender vi et signal til selskaberne om, at hvis de rent faktisk går i gang med en større produktion i området, så kan vi desværre ikke fortsætte med at finansiere dem. Hvis vi trækker os fra at finansiere selskaber med det samme, så vil vi miste vores stemme i virksomheden,“ sagde Samu Slotte, chef for bæredygtig finansiering i Danske Bank, tirsdag til Finans.
Argumentet om at sidde med ved bordet har tilsyneladende stået så stærkt, at man har kunnet fortsætte med at støtte den fossile industri trods de grønne intentioner. Men undersøgelser viser, at flere af samfundets største selskaber i praksis sjældent gør netop det: Deres stemme gældende. Man fristes helt til at ønske Gud ind i klimaindsatsen – eller som minimum til at håbe, at flere i de øverste luftlag tør løbe risikoen ved endegyldigt at sige farvel til olie og kul. /Emma Louise Stenholm