Nyhedsanalysen
fw - tirsdag
Ja, og så var der altså Pyrus og Twitter, to emner, vi behandlede tirsdag. Først så Astrid Plum nærmere på det hysteri, som TV 2’s aflivning af Alletiders julemand har kastet af sig. Er det julen, der er blevet ødelagt, eller er det et udtryk for “hvid skrøbelighed“ og en generel misforståelse af, hvad der rent faktisk bekymrer børnene? Vi kender vist godt svaret: “Ungdommen er vred over at have været indespærret i deres mest formative år – ikke over tabet af en forældet julekalender som altså stadig kan ses på streaming.“
Skrøbelig er ikke nødvendigvis et ord, vi vil bruge om Elon Musk. Mest af alt fordi han er verdens rigeste mand, og derfor kan gøre mere eller mindre hvad der passer ham. Uheldigvis for internettet er det, der passer Elon Musk allerbedst lige nu, imidlertid at ødelægge Twitter i et hæsblæsende tempo. Jeg samlede op på den seneste tids virak vedrørende det sociale medie i en nyhedsanalyse.