Reportage
Hold vejret, Sofia
I 2050 skal Europa være verdens første klimaneutrale kontinent. Det lyder måske som varm luft, men siden EU’s nye klimalovgivning blev vedtaget sidste år, er ambitionen gået fra grønt håb til bindende forpligtelse.
Samtidig har krigen i Ukraine intensiveret jagten på at erstatte kul og gas med grønne løsninger. Men det tager tid at sadle om. Så hvad skal der til, for at vi når målet i tide? Hvilke problemer står medlemslandene hver især overfor? Og hvor findes de mest innovative ideer?
Føljeton rejser rundt i Europa for at møde kontinentets første klimaflygtninge, tage temperaturen på kernekraftværkerne og komme helt tæt på den smeltende indlandsis. Dette er sjette og sidste del af serien – vi har også været i Nederlandene, Tjekkiet, Grønland, Grækenland og Norge.
Om vinteren kan befolkningen i Sofia se luftforureningen. Det kan jeg også, da jeg ankommer til Bulgariens hovedstad i slutningen af november. Eller det vil sige, at man kan se tågen. Den lægger sig som en tung dyne over byen, hvor lavthængende sorte telefonlinjer skærer på kryds og tværs af den farveløse himmel. Fra centrum kan jeg se de mørke bjerge, der omkranser byen. De holder vinden ude og indespærrer den beskidte luft i bunden af dalen, hvor Sofia er placeret.
“De geografiske og meteorologiske forhold, der skaber tåge, er også de forhold, der medvirker til at gøre luften beskidt. Befolkningen associerer tågen med smog,“ fortalte Ivaylo Popov, der arbejder for renere luft i ngo’en Za Zemiata, da jeg talte med ham dagen forinden. “Det er ikke helt forkert, selvom det ikke er den mest videnskabelige måde at forstå partikelforurening.“
Ivaylo anbefalede en hjemmeside, der også fremmer en mere intuitiv forståelse for luftforurening. Det er et borgerdrevet initiativ, der måler og visualiserer luftforureningen fra de usynlige, men skadelige PM2,5 partikler, der bl.a. udledes, når man kører i bil og PM10 partikler fra fabrikkers røg og støv. Borgere verden over kan købe en færdiglavet målestation eller bygge den selv. Den kan derefter installeres, og data derfra bliver til farverige heksagoner på et simpelt og interaktivt kort, der ændrer sig i løbet af dagen og kan bruges til at styre udenom de mest forurenede steder.
Jeg går på gaden langs en af Sofias største skovparker, med træer på den ene side og en firsporet og trafikeret vej på den anden. Her tager jeg min telefon frem for at undersøge, hvordan luften egentlig ser ud. Jeg bliver belønnet med en grøn heksagon, men hvis jeg går lidt længere ned mod en rundkørsel, bliver det ildevarslende mørkerødt. Når jeg trækker vejret, ved jeg, at de usynlige partikler passerer lige gennem slimhinderne, ind i mine luftveje. Her spreder de armene og hægter sig fast omkring mine lunger.
Luftforureningen i Bulgarien medfører, ifølge tal fra 2019, at 195 ud af 100.000 mennesker i landets største by og hovedstad dør for tidligt. Men man behøver ikke at tage hertil for at WHO’s og EU’s grænseværdier for luftforurening overskrides. Det gør de nemlig også i andre europæiske storbyer som København, Kraków og Paris.
Verdenssundhedsorganisationen WHO sænkede i 2021 grænseværdierne for bestemte partikler og gasser i luften. Det er første gang i 16 år, at retningslinjerne er blevet opdateret, og det skete på baggrund af omfattende forskning, der siden har gjort sammenhængen mellem luftkvalitet og sundhed fuldstændig klar. Nu ligger grænseværdierne for de inhalerbare partikler PM2,5 på fem mikrogram pr. kubikmeter luft, mens de lidt større, men stadig usynlige partikler PM10 er på 15.
Ifølge WHO kan de nye anbefalinger redde millioner af liv, hvis de altså bliver overholdt. Det bliver de ikke ved denne højlydte rundkørsel i Sofia, hvor niveauet for PM2,5 i øjeblikket befinder sig på 82.
Ret til ren luft
De høje tal for luftforurening og for tidlige dødsfald var baggrunden for en retssag mod Sofia kommune, som Za Zemiata og en koalition af borgere og lokale ngo’er anlagde i 2017 og vandt sidste år, fortæller Ivaylo Popov dagen forinden.
“Vi kunne se, at kommunen fokuserede på PR-kampagner i stedet for at implementere rigtige løsninger. De fokuserede på, at det afhang af borgerne, de placerede skylden på Sofias geografiske beliggenhed og de sagde, at de gjorde alt, hvad de kunne. Men domstolens beslutning viser, at det gjorde de ikke,“ siger Popov. Retssagen handlede om kommunens kontrol af aktiviteter relateret til luftkvalitet. Domstolens afgørelse forpligtede kommunen til at lave lavemissionszoner og informere borgerne om konsekvenserne af luftforurening i højere grad.
Allerede inden dommeren slog hammeren i bordet, var Sofia kommune i gang med at løse problemet: “Kommunen ankede ikke sagen. Før de tabte den, begyndte de at forberede og stemme om en ny luftkvalitetsplan. Det er den fjerde plan, men den første, der rent faktisk kan ændre situationen. I de foregående indførte de altid foranstaltninger, som de alligevel ville gøre, såsom genopbygning af veje, og hævdede, at disse aktiviteter var luftkvalitetsforanstaltninger,“ fortæller Popov. Nu indeholder den mere specifikke tiltag såsom lavemissionszonerne, der er rettet mod kernen af problemet.
“Når det handler om det store billede og systemforandringer, kan retssager spille en vigtig rolle. Nogle gange er det ikke engang den endelige afgørelse, der er mest interessant, der kan også komme forandringer i lov- og policyprocessen som i Sofia Kommune, der er blevet mere åben over for borgerne,“ siger Popov.
Klima og miljø har efterhånden fået en stol i retssalene over hele verden. Senest har 600 svenske børn og unge sammen med en række ngo’er og advokater sagsøgt den svenske stat for manglende eller utilstrækkelig klimahandling. “Vores filosofi er, at strukturel forandring er meget mere effektiv. Hvis der ikke er systemforandring, vil der ikke være nogen forandring overhovedet. Hvis man kun siger, at det er skadeligt at opvarme jeres hjem ved at brænde træ, så peger man bare på et problem uden at foreslå en løsning. Det er anderledes, hvis man fortæller, at en handling forurener og har et program, som man kan blive en del af for at udskifte ens varmesystem og gøre luften renere,“ siger Popov.
De omtalte husholdningers mangel varmesystemer er bare en af de mange forurenende faktorer. Det betyder nemlig, at folk afbrænder træ eller plastik for at holde varmen om vinteren. Andre faktorer er den veludbyggede kulindustrien og den post-kommunistiske opfattelse af, at det er en menneskeret at eje en bil, som en af dem jeg taler med, formulerer det.
Det skal være “trendy“
Anderledes er tilgangen hos Sofia Development Association, der gerne vil involvere borgerne så meget som muligt for at ændre deres individuelle handlingsmønstre. Programdirektør Sevdalina Voynova møder mig i hoveddøren ved deres kontorbygning og fører mig ind i et storrumskontor, der ligner en parodi af et Silicon Valley-agtigt kontor, hvor hun og et team samarbejder med Sofias kommune for at gøre reduktioner i udledninger “trendy“ og “hype“ for både individer og investorer.
På væggene er der klistermærker med ordene work, play, innovate, learn og share omgivet af en masse pile, der fører i ingen og alle retninger. Voynova gestikulerer hen imod to lænestole i midten af rummet, hvor der virkelig ikke er mangel på siddepladser. Vi kunne også have taget plads ved høje barstole i køkkenet, bløde sækkestole foran en projektor, farverige kontorstole rundt om et langbord eller turkise klapstole, der er hengemt i det ene hjørne.
“Jeg er fra en generation, hvor vi tænkte på politisk ledelse – borgmestre og ministerier – når vi talte om ledelse. Men nu ser vi, at forandring kan komme fra mange steder. Hvormed jeg ikke mener at sige, at de valgte ledere ikke har et ansvar for fremtiden og borgernes behov. Men almindelige borgere har også et ansvar for deres by, deres børns liv, deres helbred og deres økonomiske velvære. Så det er i virkeligheden en fælles proces, og jeg er glad for, at magtbalancen og ideen om ledelse ændrer sig i disse år,“ siger Voynova, da jeg spørger ind til deres forståelse af det individuelle og strukturelle ansvar.
Et af de projekter, hvor borgernes ansvar er i centrum, er appen Sofia Coin, der skal gøre det mere attraktivt at gå og cykle. Jeg downloadede appen samme morgen og sparede 134,24 gram CO2 og 0,7047 gram PM2,5 og PM10 på min gåtur hen til dette kontor. Jeg fortæller Voynova om min oplevelse med appen, og hun nikker begejstret: “Det bedste af det hele er, at da vi udviklede appen, talte vi med potentielle brugere – dem der allerede cykler og går – om de belønninger, der skulle være, og de var meget klare omkring, at de ikke ville have belønninger, der ville stimulere forbrugerismen yderligere. I stedet fokuserer vi på at man kan vinde oplevelser – koncerter, teaterstykker og sådan – eller ting relateret til cykling såsom hjelme og lygter.“
Jeg bruger flittigt appen på resten af turen, men akkumulerer ikke nok af den virtuelle valuta, der skal til for at vinde en ny cykelhjelm.
Sofia Coin bruges dog også i større sammenhænge, insisterer Voynova. Sofia Development Association bruger nemlig appen til at generere befolkningens bevægelsesmønstre, hvilket kan bruges til kommunens by- og infrastrukturplanlægning. Det er imidlertid ikke alle, der er hoppet med på trenden. Appen har 550 brugere om dagen i gennemsnit. “Sofia er ikke en stor cykeldestination. Endnu,“ forklarer Voynova.
Tom transport
Sofia Coin er ikke den eneste app, der skal komme Sofias luftkvalitet til undsætning. Sofia Development Association sidder ligeledes bag rattet i et nyt projekt med on-demand grøn offentlig transport, hvor en app også spiller en vigtig rolle.
“Sofia har en stor befolkning, og det betyder, at der er en masse udkantsområder, der har brug for at blive knyttet bedre sammen med den del af byen, hvor der er arbejde og uddannelse. Lige nu har vi busser, men de er halvtomme og nogen gange helt tomme, og så bliver sporvognene og metroen i centrum også mindre brugbare.“
Jeg nikker genkendende. Jernskinnerne deler de fleste af vejsporene i centrum op, og de halvtomme sporvogne rasler forbi mig, når jeg bevæger mig rundt i byen. Det er de sporvogne, som Voynova håber vil have flere passagerer inden for det næste års tid, når de introducerer de elektriske minibusser, der ved hjælp af en app og kunstig intelligens vil lave de bedst mulige ruter for at samle så mange mennesker som muligt op i udkantsområderne, så de kan komme med offentlig transport helt ind til centrum.
Voynova estimerer, at de elektriske minibusser vil blive fyldt op af ca. 80.000 mennesker om året indenfor det næste år: “For hver person, der benytter dem, er der en bil mindre, det er indlysende. Men det reducerer også trafik og dermed den tid de resterende biler bruger på at vente i trafikken, hvilket også har en positiv effekt på luftkvaliteten. Og det vigtigste er nok, at det er med til at ændre opfattelsen af, vi bevæger os rundt i vores by.“
Med projektet er Sofia en af de fire finalister i konkurrencen om at blive Europa-Kommissionens European Green Capital i 2023. En konkurrence, der ligeledes handler om at ændre narrativet, som Voynovas kollega, Antonia Shalamanova påpeger: “Hovedmålet er at blive en mere bæredygtig by, men dette mærkat kan hjælpe forvaltningen med at implementere vigtige forandringer og øge borgernes tillid til, at vi prøver at opnå dette mål.“
Asfalten sveder
Alle, jeg taler med, nævner Sofias geografiske beliggenhed i sammenhæng med luftforureningen. Det er en forklaring, et træk på skuldrene, men det må ikke blive en undskyldning, skynder de sig at insistere. Mens Sofia Development Association indhenter fortidens problemer, har kommunaldirektøren for klima, energi og luft også fremtiden i sigte. Om få år kan den geografiske beliggenhed nemlig nå nye (rekord)højder. Inden 2100 kan gennemsnitstemperaturen i Bulgarien blive 4,4 grader varmere ifølge en rapport udgivet af den bulgarske afdeling af Verdensnaturfonden.
Derfor sidder jeg nu på et kontor foran en æske med håndlavede bulgarske chokolader for at tale med kommunaldirektør Teodora Polimerova om fremtidens urbane varmeøer i Sofia. Lyden fra printeren, der står på skrivebordet ved siden af mig, overdøver vores indledende small-talk på min optagelse. “Vil du række det til mig?“ spørger Polimerova, da printeren forstummer. Det gør jeg. Derefter holder hun de udprintede sider op og gennemgår dem én for én som en manuel powerpoint præsentation. På fem minutter runder vi udfordringer og løsninger – alt sammen bakket op af en helt masse tal. “Vi ved, hvad problemet er, og vi har også løsningerne,“ siger Polimerova. Og så kommer vi til sagen.
“Vi har allerede oplevet hedebølger i Sofia, og i vores klimahandlingsplan for 2030 er en af de primære risici også hedebølger. Vi forventer, at der vil være endnu højere energiforbrug om sommeren end om vinteren,“ fortæller Polimerova. “Vi ved, at Sofia ligger i den største dal i landet,“ fortsætter hun og udpeger de fremtidige varmeøer, som et studie fra Sofia Universitet identificerede i 2019. Her skal der indføres lavemissionszoner og plantes træer. I sommer installerede kommunen vandfontæner med drikkevand og vanddis inspireret af Wien. Kommunen er i samarbejde med frivillige også gået i gang med at plante et bælte af træer rundt om Sofia for at slå en grøn ring om Sofias befolkning og fungere som et filter fra forureningen udenfor byen.
Grøn redningskrans
Det bedste tidspunkt at plante et træ er for 10 år siden, det næstbedste er i dag. Sådan lyder et kinesisk ordsprog, der efterhånden er blevet et slags slogan for træernes værdi i vores hastigt forandrende klima. Efter en halv times tur i en tom bus ankommer jeg til det midlertidige busstop for Sofias Nye Skov, som det kommunale projekt hedder. Projektet blev sat igang i 2013, og de træerne fra det første spadestik er i dag på højde med et gennemsnitligt menneske.
Efter et virvar af misforståelser, håndfagter og uforstående blikke mellem mig og en mand i regntøj og med en fiskestang i den ene hånd, finder vi ud af, at han ikke taler engelsk, men til gengæld tysk. Vi har en form for dialog, der ender med, at han viser mig hen til gruppen af frivillige træplantere og agerer oversætter. På et eller andet tidspunkt har han lagt fiskestangen fra sig. De tilbageværende frivillige har deres regntætte hætter trukket op omkring ørene og skovlene ligger på ladet af deres bil.
Arbejdet med at plante 86.000 træer er stoppet for i dag på grund af regnen. Vi kigger ud over den mudrede mark. Den grønne redningskrans er – ligesom mange af Sofia Development Associations nytænkende løsninger og Sofia Kommunes fremtidsprojekter – endnu frø i jorden. Men i det mindste er de blevet sået på det næstbedste tidspunkt. /Emilie Ewald