Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Regeringsforhandlingerne er fortsat hermetisk lukkede, så hvad den kongelige undersøger Mette Frederiksen (S) har på programmet, er egentlig svært at gisne om. Lørdag ser der dog ny røg ud fra de hemmelighedsfulde lokaler; en røg, som måske hverken var hvid eller sort, men dog kan give et praj om Frederiksens kvaler. Eller skulle vi rettere sige blå bloks dæmoner?
En god måned efter folketingsvalget kunne Konservatives forperson Søren Pape Poulsen i hvert fald bekræfte på Facebook, at Konservative ikke kommer til at “gå i en socialdemokratisk ledet regering med Mette Frederiksen som landets statsminister“. Ikke just den mest banebrydende nyhed på bagkant af en valgkamp, hvor Pape både har plæderet for nye topskattelettelser og råbt høj om socialdemokratisk magtfuldkommenhed, mink og FE-skandaler. Alligevel vidner udmeldingen om en politisk anspændt situation, hvor midterregeringens tiltrækningskraft også kræver rettidig omhu – ikke mindst fra de partier, der risikerer at blive kvalt af den brede omfavnelse.
Som Søren Pape meget passende skriver på Facebook, handler politik “i høj grad også om troværdighed“. Så meget har Konservatives leder trods alt erfaret i en valgkamp, der har sået tvivl om Papes egen troværdig som politisk spydspids. Vejen til ministersæderne vil både være for lang og farefyldt til, at Konservative tør tage chancen. Efter et skuffende valgresultat er der simpelthen ikke plads til satsede løftebrud, som givetvis vil kunne skaffe magt, men også vil risikere at udstille Papes og Konservatives i forvejen flossede troværdighed som en sikker borgerlige stemme.
Med Konservative definitivt ude af forhandlingerne, peger pilen for alvor på en potentiel SV-regering. Samtidig er manøvren dog også blevet det mere udfordrende for både Mette Frederiksens og Venstres forperson Jakob Ellemann-Jensen. Helt banalt bliver det sværere for Frederiksen at indhente det bedste slagtilbud, efterhånden som der er færre partier med i forhandlingerne, som kan spilles ud mod hinanden. Set fra Ellemann-Jensen perspektiv bliver opgaven samtidig at forklare, hvordan Papes troværdigheds-argument ikke også kan bruges på Venstre.
“Det er heldigvis muligt at samarbejde, uden at man slår pjalterne sammen med Socialdemokratiet i en regering,“ skriver Søren Pape Poulsen i ovennævnte Facebook-opslag, og henviser til forsvarsforliget og andre tilsvarende brede aftaler, som Konservative har været med i. Ret beset er der ikke kun tale om damage control, men også om en snedig stikpille til Venstres fortsatte deltagen i regeringsforhandlingerne. For hvis et bredt flertal stadig kan findes til “nødvendige“ reformer, hvorfor vil Venstre så gerne have de ministertaburetter?
Nej, betalingen skal efterhånden være anseelig, hvis projektet skal give mening – hvilket Jakob Ellemann-Jensen da også italesatte søndag på bagkant af Konservatives forhandlingsexit: “Hvis Venstre skal lave et forpligtende samarbejde med Socialdemokratiet – uanset om det er i opposition eller i regering – så skal indholdet være ud over det normale politiske ambitionsniveau.“ Vil Mette Frederiksen fortsat have sin midterregering, virker en tilbagevenden til en borgerlig økonomisk politik i bredeste forstand stadig mere sandsynlig.
Spørger man Liberal Alliances forperson Alex Vanopslagh, er det svært at se, “hvorfor man som borgerligt parti skal gå med i en socialdemokratisk regering“, da man bl.a. må gøre sig “smerteligt bevidst, at hvis borgerlige partier går med i sådan en regering, så er man også med til at sikre, at Mette Frederiksen højst sandsynlig også vinder næste valg“. Meget ligesom Søren Pape påpeger Vanopslagh, at man sagtens kan lave brede aftaler uden at sidde i regering. Med andre ord er positioneringen som snusfornuftigt oppositionsparti allerede i fuld sving, selvom Liberal Alliance altså officielt stadig er med i regeringsforhandlingerne.
Der er dog tale om en særegen borgerlig linedans, hvor både Konservative og LA skal forsøge at optegne nogle blå demarkationslinjer, uden at man afskriver sig selv fra kommende politiske forhandlinger – og uden at Venstre udstilles for meget, skulle SV-drømmen alligevel bryde sammen og en ny fælles front blive nødvendig. Det er netop det, der gør den brede midterregering så besnærende: Reel modstand bliver svær at mønstre, når alle alligevel er enige om at enes, ministertaburetter eller ej. /David Dragsted