Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
Onsdag den 7. december – altså i morgen – begynder COP15 i Montreal, som slet og ret skal forsøge at redde hele verdens natur. Mens klimatopmødet COP27 i Sharm El Sheikh i sidste måned fik rigeligt med opmærksomhed fra diverse verdensledere og lovgivere (ikke at det hjalp det store på aftaletekstens ambitionsniveau), er FN-biodiversitetstopmødet dog på mange måder den lidt forsmåede lillebror, som de fleste har glemt under VM-infernoet og julehandlen.
Selvom der hverken skorter på delegerede eller deltagerlande i Montreal, har forbløffende få regeringsledere fundet det nødvendigt at troppe op. Ja, faktisk ser Canadas premierminister Justin Trudeau ud til at blive den eneste regeringsleder, der reelt deltager. Og selvom Kina officielt deler værtsskabet med Canada – det kommer vi tilbage til om lidt – vil heller ikke præsident Xi Jinping være at finde ved CO15. Af samme grund er det svært ikke at se topmødet som en ret underprioriteret begivenhed.
Det er ellers ikke, fordi dagsordenen ikke er vigtig – tværtimod. Bedst som verden står over for en mulig sjette masseuddøen, og biologer kan tale vidt og bredt om kritisk udrydningstruede arter, pressede mangroveskove, forsvindende koralrev og økosystemers generelle kollaps, skal COP15 optimalt set producere en Parisaftale for naturbeskyttelse. Hen over de næste to uger skal der kort og godt forhandles om, hvilke mål verdenssamfundet skal have for biodiversiteten for fremtiden.
Tricket bliver at holde et højt ambitionsniveau, på trods af, at man ikke som i klimaets tilfælde kan bruge en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader som generel ledetråd. I den forbindelse ventes det såkaldte “30 by 30“-mål at komme til at spille en nøglerolle, da lande gerne skal forpligte sig på at beskytte 30 pct. af Jordens land- og vand-arealer inden 2030. Tilsvarende vil diskussionsemner som begrænsningen af invasive arter og forurening fra gødning og pesticider blive vendt, ligesom man – som det også var tilfældet ved COP27 – skal finde ud af, hvordan fattigere lande eventuelt skal kompenseres, så naturbeskyttelsen kan accelereres.
I bedste fald kan COP15 blive et banebrud, der gør beskyttelsen af biodiversiteten til en politisk topprioritet på linje med bekæmpelsen af klimaforandringerne. I værste fald vil topmødet blive en ny fiasko, der vil vække mindelser til Aichi-forhandlingerne i 2010, som ganske vist kastede en række håndfaste mål for biodiversiteten af sig, men som omvendt ikke lykkedes med at sikre, at målene ville blive overholdt – hvilket de så heller ikke gjorde.
Desværre er der umiddelbart mest, der taler for sidstnævnte: Topmødet er allerede blevet udskudt af flere omgange som følge af coronapandemien og skulle oprindeligt være blevet afviklet i Kunming i Kina. Da det ikke var muligt, tilbød Canada at træde til og dele værtsskabet, hvorfor begivenheden altså nu løber af stablen i Montreal. Paradoksalt nok er det diplomatiske forhold mellem Kina og Canada imidlertid til den kølige side, hvilket senest kunne ses, da Xi Jinping skosede Justin Trudeau for rullende kameraer under G20-topmødet på Bali.
I grove træk beskylder Canada bl.a. Kina for at udøve industrispionage og for at have blandet sig i det canadiske valg, mens Kina kort og godt mener, at Canada skal blande sig udenom. Det er ikke ligefrem det bedste afsæt for i fællesskab at lede nogle så afgørende forhandlinger om miljøet – ligesom de mange forsinkelser heller ikke vidner om en udpræget ivrighed efter at skride til handling. Men hvem ved, måske en ny kinesisk-canadisk symbiose alligevel kan opstå undervejs. Om ikke andet, så for naturens skyld. /David Dragsted