Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Fortvivlelse er ifølge Søren Kierkegaard ikke bare den “største Ulykke og Elendighed“ eller noget så voldsomt som “Fortabelse“, nej, denne såkaldte sygdom til døden er også nært knyttet til selvforståelsen. Mennesket er en sammensmeltning – en syntese – af det evige og det timelige, af forholdet mellem krop og sjæl. Og det er, når vi forholder os til dette forhold, at selvet opstår, og muligheden for fortvivlelse samtidig kommer på banen.
Normalt ville vi måske sige, at vi er fortvivlede over noget. Over at Netto af uransagelige årsager ikke har mere gær, når man handler, over at MitID ikke virker, eller over at klimakrisen har sendt os alle mod en uoverskuelig dødsspiral, hvor nye feedbackloops kun vil forværre situationen med smeltende gletsjere og tundraer, stigende vandstandsniveauer, tørke, hedebølger, skovbrande, fødevarekriser og aaarghh… Men nej, sådan ser fortvivlelse kun ud på overfladen, siger Kierkegaard. For idet man fortvivler over noget, fortvivler man rent faktisk over sig selv:
“Naar saaledes den Herskesyge, hvis Løsen er “enten Cæsar eller slet Intet“, ikke bliver Cæsar, saa fortvivler han derover. Men dette betyder noget Andet: at han, just fordi han ikke blev Cæsar, nu ikke kan udholde at være sig selv. […] Det er i dybere Forstand ikke det, der er ham det Utaalelige, at han ikke blev Cæsar, men dette Selv, som ikke blev Cæsar, er ham det Utaalelige, eller endnu rigtigere, det der er ham det Utaalelige, er, at han ikke kan blive af med sig selv. Naar han var blevet Cæsar, saa var han fortvivlet blevet af med sig selv; men nu blev han ikke Cæsar, og kan fortvivlet ikke blive af med sig selv. Væsentligen er han lige fortvivlet, thi han har ikke sit Selv, han er ikke sig selv.“
Nu skal vi selvfølgelig ikke kunne udelukke, at vi læser alt for meget ind i situationen. Men det er, som om Socialdemokratiets forsøg på at oprette en regering henover midten faktisk giver meget bedre mening med Søren Kierkegaard under armen. Når Mette Frederiksen så radikalt forsøger at lave om på sit eget ophav og politiske projekt ved at gå i alliance med de blå, fortvivler hun måske bare over, at sosserne slet ikke er så rød-grønne, som man ellers har bildt både sig selv og vælgerne ind? Én ting er i hvert fald sikker: Hvis Socialdemokratiet vitterligt mener, at Danmark skal være et grønt foregangsland, kan partiet på ingen måde være tilfreds med egne gerninger.
I en ny, opsigtsvækkende vismandsrapport har Det Miljøøkonomiske Råd således regnet sig frem til, at S-regeringen ikke er nær så tæt på at indfri klimamålene for 2030, som man ellers har påstået. Ser man på sommerens grønne skatteaftale, som havde til formål reducere danske CO2-udledninger med 4,3 mio. ton i 2030, så fremgår det nu af rådets uafhængige beregninger, at det reelle tal er godt tre mio. ton. Dermed mangler politikerne ikke blot at finde yderligere fem mio. ton CO2-reduktioner for at nå klimamålene, men snarere hele 6,3 mio. ton. I samme forbindelse peger (betalingsmur) Det Miljøøkonomiske Råd derfor på, at man med fordel kan hæve CO2-afgiften for industrien yderligere – og at den også bør omfatte landbruget. Glædelig jul, Dan Jørgensen!
Hvordan man lige får vinklet en sådan afgift i en mulig regering med Venstre – som historisk har stillet sig helt og aldeles på landmændenes side – må kommende forståelsespapirer vise. Men man har vel lov at håbe, at heller ikke Jakob Ellemann-Jensen (V) er helt tilfreds med det, Venstre hidtil har været, hvor rasende det så ellers gør baglandet. For så længe der er – og har været – mulighed for at gøre noget andet, har vi balladen. Eller som Kierkegaard også siger:
“[I] ethvert Fortvivlelsens virkelige Øieblik bærer den Fortvivlede alt det Foregaaende i Muligheden som et Nærværende.“
Hov, der har vi da også en oplagt titel, skulle enten Jakob-Ellemann Jensen eller Mette Frederiksen vælge at gå fuld Lars Løkke Rasmussen og udgive en samtalebog om deres fælles midterdrømme: Fortvivlelsens øjeblik. Om ikke andet vil vi da gerne læse en bedre begrundelse for Venstres og Socialdemokratiets kinddans, end at det er et pragmatisk spørgsmål om kriser og reformer. For som tingene står lige nu, lader ingen af partierne til at være sig selv. Søren Kierkegaard vil sige, at løsningen er at finde Gud. Spørger du os, virker det dog noget mere oplagt, at man først får indfriet de klimamål, man allerede er blevet enige om. /David Dragsted