Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Ikke siden Anders Fogh har Danmark stået til at få en så klart borgerlig regering, som det ærgerrige magtprojekt, som kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) efterhånden er ved at få skruet sammen i danmarkshistoriens længste forhandlinger.
For alle dem, der for fem uger siden troede, at de rød-grønne partier havde vundet valget, vil de sidste døgn have været en brat opvågnen. For Socialdemokratiets formand har for alvor bekendt kulør og er nu trukket så langt til højre, at selv de ellers bundloyale folkesocialister har forladt regeringsforhandlingerne.
Danmark er på vej mod en ny regering, som efter alt at dømme vil føre en politik, som må karakteriseres som at blive præget af en mere borgerlig kurs, end hvad de seneste statsministre har valgt eller formået at føre.
SF’s exit markerer en højredrejning, som hurtigt kan blive ganske markant: “Det var blevet for blåt,“ siger Pia Olsen Dyhr: “Venstre og SF er ikke enige på den økonomiske politik. Ellemann krævede mere blå politik i mandags, efter at de konservative var stået af, og der tænkte jeg: ’Nej, nej – der går grænsen. Det kommer jeg ikke til at acceptere’,“ siger SF’s formand til TV 2.
Udgangspunktet for den stadig mere sandsynlige SV-regering er således placeret i en oplagt mere blå position end under den seneste S-regering. Ved at udskifte de tre partier bag forståelsespapiret, De Radikale, Enhedslisten og SF, med Venstre, rykker Mette Frederiksen indlysende mod højre.
Men det trækker endnu længere i højrefløjens retning: Realpolitisk vil en SV-regering – hvor Socialdemokratiet og Venstre enes om en række reformer af både SU’en, kontanthjælpssystemet og topskatten – nemlig kunne vise sig i praksis at føre en mere borgerlig kurs, end selv daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen formåede i sin kaotiske regeringstid fra 2015 til 2019.
Dengang blokerede Dansk Folkeparti nemlig for ændringer i topskatten, og mange af Løkkes reformidéer blev aldrig ført ud i livet. Nu kan Mette Frederiksen blive kvinden, der gennemfører alt det, som Løkke ikke havde held til.
Hele den raison d’être, som lå bag først Lars Løkkes drøm om en midterregering, og som nu også er Mette Frederiksens udtalte ønske, handler om at kunne gennemtvinge økonomiske reformer, som yderfløjspartierne typisk blokerer for – og typisk fordi reformerne er upopulære blandt vælgerne.
Eksistensberettigelsen for en SV-regering er derfor, at den reelt kan, tør og vil gennemføre reformer, som er mere borgerlige, end hvad Lars Løkke formåede i perioden mellem Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen.
En kommende SV-regering tegner imidlertid også til at ville føre en mere blålig kurs, end den samspilsramte SRSF-regering evnede tilbage i begyndelsen af 2010’erne. Ganske vist blev det dengang skrevet ind i regeringsgrundlaget, at Helle Thorning-Schmidt og hendes ministre ville “videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand“ og ganske vist blev både top- og selskabsskatterne sænket. Men nu får den en nøk mere.
Efter forlydender fra forhandlingerne både på Marienborg og i Statsministeriet er Socialdemokratiet mere end klar til at hæve grænsen for topskat yderligere, sænke selskabsskatten, øge privatiseringen i den kommunale velfærd og fremrykke et kraftigt forøget forsvarsbudget. På papiret er det faktisk en mere blå politik, end Venstre gik til valg på.
Selvom de enkelte tiltag umiddelbart kan siges at ligge i direkte forlængelse af den politiske kurs, som i sin tid blev ført af De Radikales leder Margrethe Vestager og S-finansminister Bjarne Corydon, er kursen alligevel noget mere borgerligt-ideologisk denne gang. Simpelthen fordi forslagene jo dels kommer oveni de tidligere højreryk og dels fordi der ikke er nogen bydende nødvendighed for at gøre det i dag.
Tilbage i Det Sorte Tårn i 2011 var Helle Thorning-Schmidt tvunget til at efterkomme de økonomiske reformkrav fra De Radikale, for ellers kunne hun ikke blive statsminister. Og samtidig fik Socialdemokratiet dengang også gennemført mere socialt afbalancerede tiltag som f.eks. fjernelsen af fattigdomsydelserne. I dag kunne Mette Frederiksen have valgt en anden politisk kurs.
Parlamentarisk kan Socialdemokratiet stadig – teoretisk set – vælge at danne en regering, som baserer sig på partierne bag forståelsespapiret. Mette Frederiksen ville reelt godt kunne fortsætte som statsminister, hvis hun insisterede på at videreføre S-regeringens økonomiske politik i bredest mulige omfang. Men hun vælger det stik modsatte og rykker klart mod højre. /Lars Trier Mogensen