En vaskebjørn, der har generet folk i Hedehusene gik i dag i beboernes fælde og blev overbragt til politiet i Glostrup, som anbragte den i dyredetentionen.
Dødslisten er trådt i kraft. Nu skal der renses ud i racerne. Siden tidligt i morges er den frie jagt gået ind på fremmede invasive arter i Europa. I alt 37 forskellige planter og dyr, der menes at true den oprindelige europæiske natur, er blevet identificeret, og hertillands har Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning udpeget 12 typer af den ene eller den anden slags, som skal dræbes – og det skal være hurtigst muligt.
Her på Føljeton accepterer vi nødtvungent, at der kan være nogle ganske få eksotiske levende organismer, som gør mere skade end gavn – f.eks. signalkrebsen, der kryber zombieagtigt rundt på havbunden fuld af svampe-pesten Aphanomyces astaci. Men racehygiejnen er gået for vidt! Derfor vil vi her på kanten af blodbadet foreslå, at vi slår halv skade og giver amnesti til seks af de 12 ubudne gæster mod til gengæld at gøre kort proces med de seks andre.
Det er dem her, vi gerne vil give en livline, og vi forklarer også hvorfor (i prioriteret rækkefølge):
1. Vaskebjørnen. Hold nu op. Vaskebjørnen er det tætteste, Danmark har på en pandabjørn. Vi hverken kan, vil eller må slå den ihjel. Den er en del af os selv.
2. Muntjak. Den lille hjort med den nøddebrune pels, som kun måler op til 45 centimeter, gør da ikke rigtig nogen fortræd, gør den? At den angiveligt formerer sig ”eksplosivt” og qua sin klejne størrelse er god til at gemme sig i skovene, er ikke et seriøst argument for en systematisk likvidering af vores lille ven fra det sydøstlige Kina. Frihed til Muntjakken!
3. Sumpbæveren. I et samfund, hvor fødevareproduktionen efterhånden sker på kliniske, forseglede fabrikker, og hvor hele landskabet er kloakeret, har vi muligvis vænnet os til, at dræningssystemerne – dem skal ingen komme og pille ved. Det er ellers netop sumpbæverens yndlingsbeskæftigelse. Men bæverne, herunder sumpbæverne, og deres vidunderlige, legende klask med halen er med til at skabe liv om natten, hvor de er aktive. Lad os få mere natur uden for kontortiden.
4. Sumpskildpadden terrapin. Som udgangspunkt er det dybt tarveligt først at købe en lille skildpadde på størrelse med en 5-krone i en neonbelyst dyrehandel og så senere slippe kræet ud i naturen, når det er udvokset til 30 centimeter, og børnene er blevet trætte af stanken på børneværelset. Men her er problemet jo kæledyrsfamilien og ikke terrapinen, som i øvrigt slet ikke ved, hvordan den skal formere sig i den danske natur.
5. Hellig ibis. Dræbe en hellig fugl? Det er helt diabolsk. Og tilmed en smuk fugl, der er beslægtet med fiskehejren og storken. H.C. Andersen forudså allerede massakren i sine eventyr: ”’Hør dog hvad drengene synger,’ sagde de små storkeunger: ‘De siger vi skal hænges og brændes!’. ‘Det skal I ikke bryde jer om!’ sagde storkemoderen.”
6. Skarveand. Den officielle begrundelse vækker uhyggelige minder. Når man vil afskaffe den sorthovede skarveand, skyldes det, at den truer den sjældne hvidhovede and. Den invasive sorte skal altså lade livet for at sikre den hvides overlevelse. Sagen er, at den sorthovede parrer sig med den hvidhovede og dermed udvander hvidheden. Det er altså ikke noget problem anno 2016. Til lykke til den sorthovede skarveand.
Og så forsætter vi med dødslisten. Her er de seks dyr og planter, som vi er enige i skal dø:
7. Gul kæmpekalla. Her har vi at gøre med en af naturens brutale voksenmobbere. Planten, der også kaldes Kærmysse, udskygger andre gevækster, og da den tilmed vokser i særligt skrøbelige biologiske områder, er der en overhængende risiko for, at Gul kæmpekalla kommer til at udrydde mere sjældne naturtyper. Derfor: Væk!
8. Cabomba caroliniana. Umiddelbart lyder planten som et euforiserende stof, der sælges i gram af pushere fra pressede plader på Christiania og rundt om i landets skolegårde. Men Cabomba Caroliniana er limegrønne, flagrende, kløvede blade, der normalt vokser i akvarier. Men de er tilsyneladende i stand til at sprede sig i vandløb og til sidste dække overfladen. Ud med det lort, hvis det ikke kan spises eller ryges.
9. Signalkrebs. ”Efter Nazismens Sejr har det nordiske Folkestyre faaet at føle, hvad Naboskabet til et Diktatur betyder.” Sådan indledte socialdemokraten Hartvig Frisch sin bog ‘Pest over Europa’. Og vi tror stadig på denne vilje til at yde enhver ondskab et kontant modsvar. Derfor har den lille pestbefængte krebs ingen plads i vores ellers åbne samfund.
10. Bånd-grundling. Levende smådyr, der bærer rundt på destruktion og sygdom, er på alle måder skræmmende. Creepy! Den lille bånd-grundling, der stammer fra Asien og første gang blev opdaget her i Europa et sted i Albanien, har i de senere år vundet indpas i jyske vandløb. Og nu er det nok: Gå hjem med jeres dødelige sygdomme.
11. Kinesisk uldhånds-krabbe. Igen er det tyskerne, som er blevet bange. Krabben, der er med på listen over verdens 100 værste invasive arter, har ynglet i ekstrem grad enkelte steder i Tyskland og undergravet digerne mod Nordsøen. Det er uholdbart, når havene stiger som følge af klodens ophedning. Så hellere færre uldhånds-krabber.
12. Hårfrugtet bjørneklo. Enhver, der har prøvet at falde ned i en bjørneklo, uanset art, har kun haft én tanke bagefter: Hævn. I andre europæiske lande er kampen gået ind mod Sosnowskis bjørneklo, og ingen vil savne Hårfrugtet bjørneklo. Absolut ingen.