Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Hvem der bare havde en krympepistol og kunne smutte ind i hjernen på Venstres forperson Jakob Ellemann-Jensen. Det må være vilde ting, der foregår derinde i disse dage. Et rent festfyrværkeri af processer, der på den ene side virker helt vanvittige, men som på den anden side sikkert er fuldstændig forudsigelige. Sådan noget a la “når man har sagt a, må man også sige b“, og “når man har sagt a og b, må man også sige c, d, e og f“ og så videre. For at nå derfra, hvor Jakob Ellemann-Jensen stod før valget, og så til, hvor han efter alt at dømme befinder sig nu, må der være sprunget en sikring. Adfærdsforskere og folk, der er levende optaget af det limbiske system, vil formentlig kalde det naturligt.
Lige efter folketingsvalget stod Ellemann-Jensen i en situation, hvor hans eneste tilbageværende kapital var hans menneskelighed og troværdighed. Venstre havde et gedigent lortevalg og gik fra 43 til 23 mandater. Det kunne jo nemt udlægges som en katastrofe, men man kunne også vende den om og spørge sig selv, om ikke det gamle liberale parti simpelthen var sluppet af med de værste tosser? En analyse af vælgervandringerne, som Megafon lavede for TV 2 og Politiken, anslog, at 19 pct. af Venstres tidligere vælgere havde sat kryds ved partiet Løkke-ridderne (bedre kendt som Moderaterne). Samtidig satte henholdsvis 12 og 11 pct. af Venstres vælgere fra 2019 i 2022 deres kryds ved Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance. Farvel og tak og hurra for en ryddet spillebane!
Det var alle tiders mulighed for at starte på en frisk og rekonstruere partiet i en inkarnation, hvor medlemmerne stadig kunne bære glinsende jakkesæt og snakke om, at “enhver er sin egen lykkes smed“, samtidig med at de ikke var fuldstændig i lommen på landbruget.
Man kan komme langt i politik med troværdighed. Men man kan ikke nødvendigvis komme det hurtigt. Det kræver masser af tålmodighed. Til gengæld kan man sætte sin troværdighed over styr på et splitsekund, og den kommer ikke igen i en håndevending. Se på Mette Frederiksen. Det løb er kørt for hende. Engang sagde hun, at hun var rød, før hun var grøn. Da det var opportunt for hende, sagde hun, at nu var hun lige så grøn, som hun var rød. Og nu, hvor hun har forhandlet i ugevis for at lande en regering “hen over midten“ med Socialdemokratiet og Venstre og måske Moderaterne og Radikale, lader det til, at hun er blevet blå, før hun er rød. Mette Frederiksen er vel klar til at blive decideret mørkeblå og gå i blazer med guldknapper, hvis det kan betyde, at Jakob Ellemann-Jensen bider al skam i sig og giver afkald på sit partis krav om en advokatundersøgelse af minksagen og en undersøgelse af FE-sagen – mod at få ministerposter (og sikkerhed for, at partiets tidligere nestor Claus Hjort Frederiksen ikke bliver retsforfulgt for at have talt over sig i sagen).
Sindssygt
Men Venstre har noget, som Socialdemokratiet under Mette Frederiksens topstyring ikke har. Venstre har et bagland, som ikke bare kan tænke selvstændigt, men som også tør sige fra, når det, der kommer fra partitoppen, bliver for skørt, for kynisk eller for machiavellisk. For nogle uger siden bragte Altinget et debatindlæg af to yngre Venstre-medlemmer, Cille Egholm og Camilla Søe, hvor de lufter, at de har svært ved at forstå, hvordan det er muligt at “slå sig op på at være et borgerligt liberalt parti, der ikke stoler på Mette Frederiksen“, samtidig med at man “fra den absolutte top i Venstre alligevel sender lange blikke efter ministerbiler i en regering ledet af selv samme skikkelse“.
Og så enkelt er det faktisk. Cille Egholm, der sidder i Københavns Borgerrepræsentation og tillige er politisk medarbejder for folketingsmedlemmet Mads Fuglede, har siden foldet synspunktet ud rundt om i mediebilledet, bl.a i Kristeligt Dagblad, hvor hun fredag udtalte (kristen betalingsmur), at “det vil være vælgerbedrag af værste skuffe“. Og søndag skrev hun på Twitter: “Ét er at begå løftebrud ved at gå i regering, fordi man får markante indrømmelser. Men at opgive en advokatundersøgelse af et muligt grundlovsbrud i bytte for et par ministerposter, det er fandme sindssygt, og imod alt hvad vi står for i Venstre.“
Flere partimedlemmer rundt om i landet stemmer nu i. Til gengæld møder Jakob Ellemann-Jensen højst overraskende støtte fra dagbladet Politiken, der på lederplads erkender, at det ikke er kønt at se på, men at det er “klogt“, “pragmatisk“ og “modigt“ af ham at lave denne U-vending, fordi “politik er det muliges kunst“. Ellemann-Jensen vil sikkert gerne have noget opbakning, men nok helst ikke lige Politikens. /Oliver Stilling