Islamismen: Bolværk, bremse eller katalysator?

Marc Lynch: The New Arab Wars
PublicAffairs, 2016.

Shadi Hamid: Islamic Exceptionalism
St. Martin’s Press, 2016.

Det var ikke sådan, det så ud for fem år siden, hvor unge i milliontal gik i gaderne og krævede de autoritære styrers opløsning, nye forfatninger og en ny sundere politisk kultur. Alt er gået galt. Hvorfor? To yngre amerikanske Mellemøst-eksperter, begge med et stort følge på de sociale medier og faktisk politisk indflydelse, giver svar i et par velskrevne bøger, som lige nu diskuteres intenst. Anledningen er femåret for revolutionerne i foråret 2011, men også de store beslutninger, som USA nu står overfor. De er ikke blevet mindre af Obamas manglende handlekraft.

De to forfattere er enige et langt stykke ad vejen, men de angriber det ret forskelligt. Marc Lynch, professor ved George Washington University og redaktør på Washington Posts politiske blog Monkey Cage, er den klassiske politolog, der ser på stater som de væsentlige aktører og lokaliserer misèren i det regionale system (men ikke det internationale!). For Shadi Hamid, seniorforsker på tænketanken Brookings, er det derimod hver enkelt stat, der er problemet. Han ser ikke den egentlige konflikt mellem stater, men mellem eliter og kulturelle bevægelser – islamistiske og anti-islamistiske – inde i de enkelte arabiske stater. For Lynch er den arabiske verden et råt sted, som må forklares med de samme politologiske begreber og teorier som alle andre steder. For Hamid er islam exceptionel, og indser man ikke det, kommer man til kort i sine analyser.

Steen & Stoffer-bold

Marc Lynch lancerede tidligere den udlægning af Det Arabiske Forårs politik, som han kaldte ”Calvinball”, hentet fra tegneserien Steen & Stoffer (originaltitel: Calvin and Hobbes), hvor Steen til stadighed ændrer reglerne i sit favør. Fordi de arabiske styrer har kontrolleret lovgivningen, har de i praksis kunnet gøre det samme, og i de usikre tider efter revolutionerne spillede de spillet helt til kanten. Der var ingen spilleregler, for de forfatninger, der skulle give grundreglerne, var igennem årene selv blevet til ”Calvinball”, og de nye forfatninger var ikke på plads. Den manglende institutionalisering tjente til at give aktører med penge og magt ret frit spil. Det har åbnet de forskellige arabiske lande for en mere direkte intervention fra Golfstaterne, som traditionelt havde holdt sig i baggrunden, men som efter 2011 erkendte, at de måtte spille et mere offensivt spil, hvis de skulle vædre den orkan, som bragede imod dem fra demonstrationer ude og hjemme.

Lynch gennemgår revolutionerne i 2011 én for én, og hvad der siden skete, men ikke land for land. For det var én revolutionær bevægelse, hvor demonstranterne tog ved lære af hinanden og havde ret enslydende krav. Siden var det så magthaverne, der lærte af hinanden og satte hårdt mod hårdt. Forståeligt nok har Marc Lynch allermindst tilovers for de vestlige kommentatorer, der hele vejen igennem mente at vide, at en demokratisering på forhånd var dømt til at mislykkes af kulturelle grunde. Den holdning er ikke udtryk for indsigt, men chauvinisme. For det kunne være endt helt anderledes, og det er bestemt ikke slut endnu. Det var – og er – en magtkamp, som ingen har kunnet forudsige, og hvor ingen kan føle sig sikre. Det regionale niveau forklarer bedst, mener han, hvorfor det gik, som det gjorde. For det var Golfen, der sikrede regimernes overlevelse. Først og mest tydeligt på Bahrain. Sidst og mest eklatant med Abdul Fatah al-Sisis kup i Egypten i 2011. Det har en forhistorie.

Igennem 00’erne var der et nogenlunde stabilt arabisk regionalt system. På den ene side stod en række autoritære og konservative stater i alliance med verdens førende magt, USA. Foruden Israel var den vigtigste af USA’s partnere i regionen Saudi-Arabien (helt tilbage fra 1938), men de facto var alle kongedømmerne i Golfen, Jordan og Marokko USA’s allierede, samt enkelte republikker som Egypten, Tunesien og Yemen. Heroverfor stod en langt svagere alliance, som kaldte sig selv ‘Modstandsaksen’, primært bestående af Iran og Syrien allieret med anti-israelske militser som Hizbollah og Hamas, men til gengæld med stor støtte i befolkningerne i de pro-amerikanske stater (mindre derimod i Iran og Syrien selv). USA’s invasion i Irak fik mere sekteriske strømninger til at dukke frem, først og fremmest en rivalisering mellem sunni- og shia-muslimer, og de nye satellitkanaler satte politikerne i samtlige stater under et uhørt pres ved i et vist omfang at stille dem til regnskab for manglende udvikling, frihed, politivold osv.

Mellemøsten var ikke et fredeligt eller stabilt sted før 2011, hvis nogen i lyset af de seneste års begivenheder har glemt det. Men alliancerne var ret stabile, og derfor var det så chokerende for USA’s ‘gamle venner’, at stormagten efter nogen betænkningstid valgte side til fordel for demonstranterne og en demokratisk institutionel opbygning. Stormagtens klientstater måtte erkende, at deres protektor havde mistet interessen, netop som Iran opbyggede et atomarsenal, og folkelige opstande spredte sig fra land til land. Alt blev herefter sat ind på at overleve, og det kort, der kunne spilles mod både demonstranter (nogle steder) og mod Iran, var det identitetspolitiske: det var ikke diktatorer, men sunni-islam, som var under angreb.

Golfens reaktion var imidlertid ikke vel koordineret, men præget af rivalisering mellem tre offensive magter: På den ene side Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater (UAE), som forsøgte at kvæle den eller omdirigere den i sekterisk retning. På den anden side det langt mindre Qatar, der imidlertid gennem tv-kanalen Al-Jazeera og et tæt parløb med det Muslimske Broderskab søgte at ride på opstandenes bølge. Denne rivalisering var dét, der umuliggjorde en koordineret indsats i Libyen, efter at Gadaffi var bragt til fald. Og sådan læser Marc Lynch også Syrien.

Det er også ganske rigtigt, og ganske ensidigt.

Det forudsigelige Syrien

Store dele af Marc Lynchs bog virker som en fortale til kapitlerne om Syrien, som igen virker som et forsvar for Barack Obamas beslutning om ikke at involvere sig i den syriske konflikt lige meget hvad, og Lynch har selv rådgivet Det Hvide Hus. Lynch kan jo ikke i dag sige, at det er gået godt i Syrien, fordi Obama holdt sig ude, selv om det kostede på USA’s troværdighed, ødelagde FN’s ambitioner om humanitær intervention og lagde Syrien selv i ruiner. Han vil derfor sige, at det kunne være gået meget værre. Som her, f.eks.: ”Et af de oftest repeterede mantraer i Washington har været, at ‘alt det, som modstanderne af intervention i Syrien advarede om kunne ske, er sket alligevel.’ Disse pundits nægter at bemærke, at tusinder af amerikanske styrker ikke dør forgæves under patruljering i Damaskus’ gader.”

Udtryk som ‘pundits’ og ‘mantras in Washington’ lyder som Obamas nedsættende tale om ‘the Washington playbook’, når han beskriver den udenrigspolitiske ekspertise i den amerikanske hovedstad. Den er Obama på kant med, og han har gennem længere tid enten bagatelliseret problemerne i Syrien eller forklaret, hvorfor alle andre vil føre USA ind i et nyt Irak. Det er denne modvilje mod at tale om størrelsen af krisen og om USA’s medansvar, også for sine allierede, som i juni fik 51 anonyme diplomater (der alle på den ene eller den anden måde har været involveret i USA’s Syriens-politik de seneste fem år) til gennem en intern procedure i det amerikanske udenrigsministerium at protestere over regeringens passivitet – med fatale konsekvenser for Syrien, dets naboer og i stigende grad også Europa. For flygtningekrisen i Europa er en direkte konsekvens af, at Assads luftvåben med tøndebomber og andre ulovlige våben har drevet lidt over halvdelen af landets befolkning på flugt.

Lynch opstiller helt i Obamas ånd den falske præmis, at enten holder USA sig helt på afstand, eller også har man styrker på jorden i en futil genopførelse af politikken i Irak. Parallellerne til Irak har fyldt meget, men overset, at i Syrien var det en massiv folkelig opstand, som tryglede om beskyttelse, mens magtskiftet i Irak alene kom fra USA’s invasion.

Lynch rykker frem og tilbage i kronologien for at antyde, at det var syrerne i udlandet, der gik ind for væbnet opstand imod de lokales ønske. Det forholdt sig stort set omvendt: De politiske repræsentanter i udlandet kunne godt se det politisk kloge i at prædike ikke-voldelig modstand, men mistede naturligvis befolkningens respekt og støtte i takt med, at denne blev mejet ned.

Lynch affejer også hurtigt alle planer om sikre zoner og væbning af syriske oprørere med en påstået politologisk læresætning om, at udenlandske støtter altid vil redde deres klienter med flere våben, når de bliver presset, så det bare bliver en evighedsmaskine. Fortæl det til oprørerne i Aleppo i dag.

Når USA ikke har væbnet ret meget, skyldes det, skriver han på side 32, at baggrundstjek på krigerne viste, at for mange havde jihadistiske forbindelser. Dette modsiges af oprørernes forklaringer om, at USA ville have dem til at skrive under på, at de kun ville kæmpe imod ISIS og ikke imod Assads regime. Jihadisternes attraktion kom, fordi oprørerne ikke blev givet alternativer.

Marc Lynch skriver seriøst om Syrien og tager ikke tragedien let. Alligevel er der noget stødende ved hans statscentrerede funktionalistiske beskrivelse af et regionalt system på vej mod uundgåeligheden. For han ved jo godt, at USA er så uendeligt meget militært stærkere end de regionale magter, så det, hvis det havde udvist beslutsomhed allerede i en tidlig fase, i det mindste kunne have begrænset konflikten – f.eks. med et flyforbud – og dermed mindsket dens omkostninger markant.

I Lynchs beskrivelse er det syriske styre tilmed en rationel aktør, der var sig akut bevidst om sin svaghed og i begyndelsen kalibrerede sin voldsanvendelse, så den lå ‘rigtigt’ mellem Tunesiens tidligere præsident Ben Alis forsigtighed og Libyens afdøde diktator Gaddafis overkill. Det syriske regime har ligesom Rusland respekt for den vestlige magt, men foragt for svaghed, og når regimet fra vestligt hold kun så og hørte eftergivenhed, handlede det naturligvis derefter.

Vi vil sikkert se en skarp eskalering over de næste måneder, fordi de skal have nået en del drab, før Obama bliver erstattet. Diplomaterne i Washington kritiserer netop ikke Obama for at undlade at sætte amerikanske tropper ind, men for ikke at støtte de syriske oprørere og herved ændre magtbalancen. Og det gør de vel at mærke ikke af militære, men af diplomatiske grunde; det er det syriske regime, der ikke seriøst har villet forhandle en overgangsregering, og diplomaterne ved, at det kun vil gøre det, hvis det ikke længere ser nogen anden udvej.

De syriske oprørere og oppositionen vil ikke, som Lynch påstår, være imod ethvert kompromis, hvis de bliver styrket. Så det er muligt at finde en ‘mutually hurting stalemate’, hvor begge parter er villige til at indgå kompromis, fordi ingen af dem ser nogen muligheder for at vinde uden alt for store tab. Det er diplomaternes vurdering, mens Lynch siger noget i retning af, at det politologisk er modbevist.

Islamisk exceptionalisme

Marc Lynchs bog er klar og velskrevet og kan anbefales for sin systematiske gennemgang af det regionale spil. Men det er utvivlsomt den anden bog, Islamic Exceptionalism, som vil give flest dønninger og rummer mest nyt, i hvert fald for et dansk publikum, der ikke er forvænt med sagkundskab om islamisme.

Shadi Hamid anser det for noget sludder, at islam skulle mangle en reformation eller oplysningstid eller i det hele taget skal anses som værende flere stadier tilbage i en eller anden historisk evolution. Islamisme er for ham ikke en orientalsk totalitarisme, der har været under indflydelse af Nazityskland, Sovjetunionen eller andre. For Shadi Hamid er islam blevet moderniseret for mange årtier siden, og islamisterne har gennemgående optrådt demokratisk efter 2011. Men de er alligevel et stort problem. Og de har store problemer.

For islamismen er exceptionel, og det må verden indrette sig efter. Bogens titel provokerer, dels fordi den lyder som et orientalistisk credo, og dels fordi Hamid på den måde i en vis forstand går islamisternes ærinde. Det exceptionelle går dels på, at islam i højere grad end andre religioner har, hvad Hamid kalder politiske ressourcer (hvor forandret den ellers er blevet gennem historien), og dels at det lykkedes muslimske modernister i slutningen af 1800-tallet at modernisere disse politiske ressourcer. Hvor særligt den katolske kirke søgte at stå imod moderniseringen, havde de muslimske reformatorer held med at modernisere religionen: Koranens ord for rådslagning blev nu identificeret med parlamentarisk demokrati, og Muhammeds traktat med stammerne i Medina blev nu fortolket som en tidlig forfatning. Islamismens første manifestation, Det Muslimske Broderskab, som vokser frem i Egypten i 1930’erne og spreder sig til andre lande, er en fortsættelse af den islamiske modernisme, blot nu som hierarkisk massebevægelse og Männerbund – ’scouts on steroids’, som Hamid siger. Broderskabets slagord, ’Islam er religion og stat’, er fuldbyrdelsen af denne modernisering af religionen til en politisk ideologi om en stat og dens indretning.

Shadi Hamid ser derfor den islamiske exceptionalisme i, at islam er den mest moderne religion, den religion som har klaret transformationen ind i det moderne. Det er lidt hårdt sat op, og ikke just den tilgang vi har herhjemme, men i det store og hele i overensstemmelse med, hvad den akademiske islamforskning har sagt i mange år, f.eks. i min egen bog Moderne islam. Islamismen kunne fra begyndelsen trække på ældre islamiske begreber om social lighed og retfærdighed, men modsatte sig til gengæld længe lighed mellem kønnene og mellem borgerne uanset religion. Det har Broderskabet så gradvist skiftet holdning til for at gøre sig til en acceptabel politisk bevægelse, men der er store modsætninger blandt islamister på disse punkter. Dette fører frem til en anden central påstand hos Hamid: Islamisterne har ikke de store problemer med at være demokrater, men de har store problemer med at være liberale.

At der er forskel på at være liberal og demokrat, er nok ikke noget, de fleste danskere tænker på til dagligt; her hænger det uløseligt sammen. Men historisk set fik vi grundlovssikrede rettigheder, længe før demokrati blev udbredt til alle borgeres deltagelse i det politiske liv. Det gælder endnu mere et sted som USA, der i hundrede år havde frihedsrettigheder, men også slaveri.

Mellemøsten får også forfatninger, før de får demokrati, men autoritære regimer har igennem de seneste 40 år undermineret begge dele. Og det er, som Lynch også beskriver, svært at indføre rettigheder og demokrati på én gang, mens magthaverne spiller ”Calvinball”. Islamisterne har satset på demokratiet, men faren består i, at det bliver et illiberalt demokrati, hvor det er majoritetens kultur, der indføres. Deres kulturelt mere liberale modstandere har understøttet anti-demokratiske kup for at redde deres sociale friheder og privilegier.

Hele Hamids bog tager sit udgangspunkt i massakren på hen ved 1.000 islamister på Rabaa Square i Kairo i august 2013. Halvanden måned efter at hærlederen Sisi havde sat demokratiet ud af kraft med et kup, var det rystende at være vidne til, at egyptiske sekularister jublede over et massemord, fordi det var på deres politiske modstandere – og at Vesten i praksis bare så til.

Islamisk stat og islamisternes stat

Lynch er enig. USA gjorde i hans øjne ret i at acceptere revolutionerne og støtte opbygningen af demokrati, selv om det i første omgang ville føre islamisterne til magten. Nu hvor islamisterne har mistet magten udemokratisk, frygter Lynch, at de har tabt al troen på demokratiske spilleregler og tyer til voldelige løsninger. Dette er ikke sket endnu, men Islamisk Stats propaganda imod islamisterne og deres accept af vestligt demokrati er naturligvis godt hjulpet af, at de ikke fik noget ud af det. Lynch ser islamisterne som et bolværk imod jihadismen og mener, Vesten skal tilbage på et demokratifremmende spor.

Islamisk Stat er ikke det samme som islamisternes stat, fastslår Shadi Hamid. Islamisternes stat er den moderne territoriale stat med de institutioner, vi kender i forvejen.

Hverken Nahda i Tunesien eller Friheds- og Retfærdighedspartiet (FRP) i Egypten ville lave staten om, og de anerkendte andre partier som ligeværdige konkurrenter om regeringsmagten. Anderledes med Islamisk Stat. Det er en stat, der er bygget op fra grunden. Den har fundet en vis inspiration i de kalifatter, som udviklede sig efter profeten Muhammeds død i 600-tallet og i Bagdad i 800-tallet, og kombineret det med træk fra de moderne Baath-stater i Syrien og Irak, som leverede brød, hospitaler, skoler – og overvågning. Ligesom i dem er der intet civilsamfund i Islamisk Stat. Islamister er derimod store fortalere for et civilsamfund og har typisk været meget aktive i det; de ser i voksende grad islam som et samfund, snarere end en stat. Islamisk Stat kalder sin leder for kalif og fordrer, at man sværger ubetinget troskab; omvendt har islamisterne fastholdt en præsident, der skal sværge troskab til nationen. Det er med andre ord to vidt forskellige statsmodeller hos bevægelser, som i øvrigt fordømmer og bekæmper hinanden. For IS er alle, der ikke slutter sig til kalifatet, frafaldne fra troen. Den søger at tiltrække med heroisme og martyrdom, mens islamisterne efter 2011 søgte at lokke med bedre skoler, sygehuse og veje.

At Islamisk Stat er uacceptabel, kan vi alle se.  Men hvis Per Stig Møllers elskede udlægning af islamisternes demokrati som ”én mand, én stemme, én gang” efterhånden er blevet modbevist eftertrykkeligt (med mindre han mente, at de som i Egypten kun ville få lov til at stemme én gang), hvad er så problemet med islamisternes demokrati?

Her indfører Hamid ligesom Lynch en form for maskinel forklaring: Islamisterne er både en nødvendighed og en katalysator for et demokrati i en religiøst vakt arabisk befolkning. Men det bliver også demokratiets nemesis. For enten afskaffer de deres egen islamistiske ideologi, eller også fratager andre dem deres magt. For at få magten er islamisterne blevet tvunget til at ændre kraftigt på deres idealer.

Og ikke nok med det: Det fortsætter, efter at de har vundet magten. Mest oplagt i Tunesien, hvor islamisterne var i flertal, da en helt sekulær forfatning blev vedtaget, og hvor de bagefter ikke ville stille med en præsidentkandidat, selv om Nahda var det største parti. Som Lynch vil Hamid sige, at det skyldes det regionale niveau: Nahda havde set, hvor galt det gik for FRP i Egypten. Som en god illustration af Hamids pointe valgte Nahda i maj helt at bryde forbindelserne til den internationale islamisme.

Men her er så problemet: Nahda kan blive ved med at give koncessioner for at holde sammen på det tunesiske demokrati, men deres modstandere synes ikke at blive beroliget alligevel. Islamisternes problem er den frygt, de skaber – også som demokrater. I forhold til de autoritære regimer før 2011 er islamisterne oplagt mere demokratiske, men de har samtidig skabt en frygt hos alle andre, som nemt slår over i anti-demokratiske tiltag. Blandt andet fordi islamisterne ikke rigtig har fundet ud af, hvordan de vil regere, hvis de alligevel ikke skal islamisere. For hvad er pointen med at få magten, hvis den politik, man vil forfølge, ikke længere rummer noget af den klassiske islamisme?

Shadi Hamid ironiserer over USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissingers opfattelse af, at islamister ikke kan forlige sig med den moderne stat; i virkeligheden har de overgivet sig til den. Som Hamid ser det, kombinerer islamisternes model islamiske normer med den moderne stat – men det bliver staten, som trækker det længste strå. De bliver nødt til at levere, og derved underlægger de sig mange af de samme logikker som andre partier. Den moderne stat og islam er i virkeligheden inkompatible. Her trækker Hamid på Wael Hallaq, professor i islamisk ret, der i en række bøger har hævdet, at Sharia hørte op med at eksistere i 1800-tallet, da moderne statslov vandt frem, og at den vil være umulig at realisere i dag.

Det sære er, at dette tab er noget, Hallaq begræder – og han er tilmed kristen – fordi han i det præmoderne islamiske samfund ser en etik og fælles ånd, som går tabt i den bureaukratiske stat og det moderne massesamfund.

Hamid ser også med hobbesianske briller staten som et uhyre, ikke mindst i sin mellemøstlige manifestation. Hvis den skulle blive bedre, ville det kræve, at den og de arabiske samfund skulle blive ikke bare demokratiske, men også liberale. Islamisternes rolle som katalysator for både demokratisering og kup har skabt en mekanisme, som neutraliserer en sådan bevægelse. Heri ligger, finder han, den islamiske exceptionalisme.

Men ligesom Lynch er Hamids mekanisme ikke andet end en mulig cirkel. Og ligesom USA kan bryde de regionale staters onde oprustningscirkel i Syrien, hvis man vil, kan islamisterne og andre mellemøstlige aktører også bryde den påståede knude, Hamid tegner op for islamisterne og deres modstandere. Det er ikke mekanismer, men dilemmaer, som fordrer, at man træffer et valg. Nahda er gået én vej, Tyrkiets præsident Erdoğan (mere end hans parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) har tydeligvis valgt en anden. Og som nævnt er det i højere grad islamistiske tænkere, der med begrebet ‘civil stat’ søger at placere islam mere i samfundet og mindre i staten.

Det vil være i bedre overensstemmelse med den vestlige liberalistiske tradition og gøre op med den islamiske exceptionalisme, som Hamid på nogle punkter rigtigt identificerer, men som ikke behøver at vare for bestandigt.