Et pinligt optrin

Der er noget absurd ved at sidde og have en lille smule ondt af verdens rigeste mand. Eller måske er det mærkelige, at det er svært at finde ud af, om man reelt har ondt af ham, når man nu også fryder sig ved synet. Som den amerikanske digter Walt Whitman skrev: “I contain multitudes.“

Klippet af verdens (forhenværende!) rigeste mand Elon Musk, der bliver inviteret på scenen af komikeren Dave Chappelle i San Francisco for så at blive buhet af langt størstedelen af de 18.000 tilskuere, er så tåkrummende, at man får lyst til at sætte et afsnit Klovn på bare for at undgå pinligheden.

Det er svært at sætte fingeren på, hvad der er værst ved situationen. Om det er Elon Musks selvbedrag, der øjensynligt har fået ham til at traske op på scenen i den gode tro, at alle elsker ham, eller om det er den forfærdelige krisehåndtering, som Chappelle og Musk forsøger sig med.

En desperat Chappelle prøver at redde vennen fra den kontinuerlige udskamning ved at “fattig-shame“ sit eget publikum og sige, at buh-råbene kommer oppe fra de billige pladser. “I […] kan gøre, hvad I vil. Han gav mig en jetpack sidste jul,“ siger Chappelle. Imens står Elon ved siden af og får desperat ytret et lille: “Dave, hvad skal jeg sige?“

Endnu mere tåkrummende bliver det, da flere af Chappelles venner kommer på scenen for at “hjælpe“ Musk, hvor de i bedste Zappa-du-vil-jo-gerne-være-med-i-hulen-ik-Mulle-stil, får Musk til at råbe en af Chappelles gamle catchphrases: “I’m rich, bitch!“, hvortil en lydmand er hurtig på aftrækkeren og overdøver de massive buh-råb med et horn.

Hver gang Elon Musk forsigtigt tager mikrofonen op til munden, begynder det igen. Buuuuuuh. Buuuuh. I 10 meget lange, udpinte minutter. Der er noget, der tyder på, at folk er ved at være godt og grundigt trætte af samfundets rigeste.

Vi kigger på jer, rige mennesker

Selvom Elon Musk selv har forsøgt at styre narrativet om, hvad der rent faktisk skete, i et nu slettet tweet (“det var 90 pct. hujen og 10 pct. huhen), er skaden sket. Pludselig stod det klart, at når rige mennesker opfører sig som røvhuller ved fx at købe et socialt medie for så at fyre størstedelen af dets medarbejdere og køre det langsomt i graven, så kan folk ikke lide at se på én i virkeligheden.

Til gengæld synes folk stadig godt at gide se på the one percent i populærkulturen. Især hvis man kigger mod fjerneren. Som kulturskribent hos The New York Times Michelle Goldberg pointerer, så synes der i 2022 at have været lidt af en trend i at placere handlingen i overklassemiljøer. Som på Ruben Östlunds synkende luksusskude i Triangle of Sadness eller på en Michelinrestaurant på en øde ø i thrilleren The Menu. Ja, siden vi skrev om tendensen forrige sommer, er der endda kommet en sæson 2 af HBO-serien The White Lotus, der er mindst lige så populær som sin forgænger.

Som Golberg pointerer, elsker vi nemlig at hade de hyperrige karakterer. Især hvis vi selv er fra middelklassen: “Der er et element af ønsketænkning i [filmene]; de ser ud til at være beregnet til den øvre middelklasse, der både misunder og harmer sig over de rige. Vittighederne er rettet mod et meget online publikum, som er villige til at grine over sit eget privilegium, men som nok også ville ønske, at de havde mere af det.“

Som en ny undersøgelse i The Guardian samtidig pointerer, er der måske en god grund til, at de historier, vi får fortalt, handler om samfundets top. Siden 1970 er antallet af kunstnere, der kommer fra arbejdsklassen, nemlig blevet halveret og gået fra de i forvejen små 16,4 pct. til sølle 7,9 pct.

Hvem skriver egentlig danmarkshistorie?

Både i kunstens og i virkelighedens verden er det altså vigtigt, at vi hører historien fra flere sider – og fra diverse perspektiver. Fx fra de ”billlige pladser“, der fik filmet Musks ydmygelse. For som Gandhi og flere tidligere amerikanske præsidenter er citeret for, måler man et velfungerende samfund på, hvordan dets fattigste bliver behandlet. Det plejer da også at være dem, der er bedst til at fortælle deres egne historier.

Herhjemme har historieskrivningen ikke fået for lidt, siden nyheden om en ny regering landede tirsdag aften. Som Politikens Christian Jensen noget højspændt skrev i en leder, der er så smiskende, at man tror, det er ironisk: “Kort efter klokken 20 den 13. december 2022 begyndte en ny epoke i dansk politik.“ Med ét blev sendefladen fuld af politiske kommentatorer, der i flæng forsikrede danskerne om, hvor historisk det egentlig er, at Socialdemokratiet og Venstre (og Moderaterne) har sagt fanden i vold til deres ideologiske forskelle og nu har omfavnet hinanden. Danmarkshistorie!

Den lille danske medieboble boblede simpelt over med en mærkelig form for… trøst? … hån? til vælgerne. Ja, det kan godt være, at der var ingen, der rigtigt fik sin vilje, og at både klimapolitikken, den femårige uddannelse og SU’en formodentlig ryger, men er det ikke bare historisk?!

En, der ikke har ladet sig trøste eller distrahere af det historiske narrativ, er forfatteren Glenn Bech. Ved udsigten til at få en regering, der har lovet at skære på de offentlige ydelser til samfundets svageste til fordel for at kæmpe for topskattelettelser til de rigeste (og allerede har skåret Store Bededag væk, wtf?), opsummerer Bech skarpt den kommende regerings politik – og problemet ved at have en regering, hvis medlemmer på ingen måde er repræsentativ for samfundets svageste:

“Snarere end forkasteligt, vil jeg egentlig hellere sige, at her er tale om noget meget menneskeligt. At ville have og have. At sammenligne sig selv opad og ikke nedad. At horisonten hele tiden flytter sig, når først man har opnået sine mål. At man kan blive afhængig af tryghed og villig til at forsvare den. Og at man, i kraft af sine penge, bopæl og netværk kan udvikle et menneskesyn og selvretfærdighed, hvor dem, der har mindre, formentlig selv er ude om det. ‘De kunne bare have truffet nogle klogere beslutninger.’“

Når Socialdemokratiets og Venstres (og Moderaternes) politiske ledere i dag stiller sig frem og præsenterer deres nye, fælles politik, er det lige før, de laver en Musk. For hvis man går og tror, at det at skrive “danmarkshistorie“ er en god nok historie i sig selv til at få ens respektive baglande til at glemme de utallige løftebrud, sammenslutningen medfører, ja, så bliver optrinnet nok lidt pinagtigt. Men så er det jo godt, at det kommer til at vare fire år og ikke bare 10 minutter. Eller hvad? /Astrid Plum