Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix
For nylig kom et medlem af Føljetons redaktion med et interessant spørgsmål: Hvem skal man lytte til, hvis man gerne vil høre noget god hiphop à la Kanye West, men ikke er meget for at dyrke mesteren himself, efter han er sprunget ud som nynazist? Udover hele diskussionen om, hvordan Ye overhovedet skal tackles – er det Hamsun og Heidegger om igen, eller kommer “Golddigger“ fremover til at fjerne al danseglæde på floor? – igangsatte spørgsmålet også en hel del overvejelser om hiphop-landskabet anno 2022.
Om man vil det eller ej, står de fleste store kanoner på skuldrene af Kanyes musikalske produktioner, hvadenten vi taler Drake, Tyler, The Creator eller Travis Scott. Omvendt er genresammenflydningerne i dag så allestedsnærværende – hør bare r’n’b-stjernen SZA’s nye plade SOS, der ekvilibristisk bevæger sig fra trap til country, poppunk og gospel – at det efterhånden ikke er til at sige, hvem der påvirker hvem. Af samme grund bør vi måske helt gentænke spørgsmålet: Hvilken rapper lader pt. til at hvile mest i sig selv? At dømme ud fra hendes nye album NO THANK YOU, der landede mandag, er britiske Little Simz et oplagt bud.
Blot et år efter udgivelsen af den hyldede Sometimes I Might Be Introvert, fortsætter Little Simz hvor hun slap. Med sit berusende gode flow leveres linjer om systemisk racisme, mentalt helbred og berømmelsens bagside, der både illustrerer, at Little Simz kan sit kram, og at hun ikke gider mere pis. Musikken må tale for sig selv:
“Don’t ask my opinion on shit ’cause to make you feel good about yourself is exhaustin,“ lyder det på “Gorilla“. “When the drums speak to me, I just breathe through it/ Cool with a little flare, how does she do it?/ I don’t try too hard, there’s an ease to it,“ messer hun på “Silhoutte“. Det er ikke blær, snarere en tør konstatering – krydret med en god portion overskud.
Trommerne – og resten af lydlandskabet – matcher da også Little Simz’ åndedræt til fulde. Som på Sometimes I Might Be Introvert og forgængeren GREY Area, er det produceren Inflo, der står bag, og resultatet er svært at stå for. Med sin karakteristiske blanding af bl.a. neosoul, funk og gospel, som Inflo også har dyrket i musikkollektivet Sault, får Little Simz de optimale forhold at spytte rim under. Ofte er det ganske underspillet, med blot nogle rå trommer og en insisterende bas til at drive værket, inden det hele eksploderer i nogle forrygende orkestrale arrangementer med både kor og strygere. Samtidig er det milevidt fra de generiske trap, drill og afrobeat-produktioner, der har det med at fylde på hitlisterne.
Kort fortalt er NO THANK YOU både et personligt og friskt bud på, hvordan hiphop-geden i dag skal barberes. Måske lige med undtagelse af de sidste par numre, der filtrer sig anonymt sammen og lader albummet smutte ud ad bagdøren uden de store fanfarer eller afsluttende bemærkninger. Ikke at det gør det store, for forinden har Little Simz allerede bevist, at hun kan betvinge mikrofonen som få. Man fristes til at drage paralleller til diverse koryfæer, men det ville også være at overse en vigtig pointe: Hiphoppen skal nok bevæge sig fremad, uanset hvad gamle stjerner så ellers gør og siger. /David Dragsted