Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Konkurrencestaten er tilbage. Efter et “rødt frikvarter“, som tidligere S-finansminister Bjarne Corydon hånligt har kaldt de senere års rød-grønne kurs, er statsminister Mette Frederiksen rykket tilbage til den blålige reformdagsorden, som har domineret dansk politik siden 1980’erne.
Men så alligevel ikke helt. For der én opsigtsvækkende og forunderlig undtagelse: uddannelsesområdet.
Kloden rundt findes der lande med et lavt uddannelsesniveau. Der findes lande, som ikke har råd til at løfte uddannelsesniveauet. Og der findes lande, hvor de bedst uddannede søger væk. Men forslaget fra den nye SVM-regering om ligefrem aktivt at ville sænke uddannelsesniveauet er helt ny: Danmark kan blive det første rige land, der har som politisk målsætning, at de unge skal lære mindre.
Selvom størstedelen af indholdet i det nye regeringsgrundlag, ‘Ansvar for Danmark’, kan karakteriseres som nødvendighedens politik – som teknokratiske Djøf-reformer, der primært er inspireret af den konkurrencestatstænkning, som også lå til grund for daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussens mislykkede reformkatalog ‘Helhedsplan for et stærkere Danmark’ tilbage fra 2016 – trækker planerne på uddannelsesområdet i en helt anden retning, en mere ideologisk og nyrindalistisk.
Hovedforslaget på uddannelsesområdet om at ville “at omlægge op imod halvdelen af kandidatuddannelserne til 1-årige kandidatuddannelser med et tydeligt arbejdsmarkedssigte“ skiller sig således markant ud. At sænke niveauet på universiteterne understøttes nemlig på ingen måde af hårde, økonomiske kalkuler. Tværtimod.
Det Økonomiske Råd, også kendt som vismændene, har tidligere beregnet, at netop den model, som SVM-regering nu har valgt at ville rulle ud, kan lede et tab i BNP på mellem syv og 14 mia. kr. om året. Ved at afkorte universitetsuddannelserne vil den danske samfundsøkonomi således skrumpe, ganske enkelt fordi arbejdsstyrken bliver mindre avanceret, og produktiviteten dermed samlet set falder.
Ganske vist vil der stadig være mulighed for, at udvalgte unge kan tage en længere uddannelse på niveau med i dag. Men godt halvdelen skal fremover tage til takke med en mere skrabet model, som de tilmed skal stresses hurtigere igennem, kombineret med, at SU’en også skæres til, så mange studerende vil ende med at få mærkbart mindre økonomisk uddannelsesstøtte.
Kombinationen af de tre elementer – kortere uddannelser, lavere SU og et mere erhvervsrettet pensum – kan ses som et symbolsk opgør med akademikere, eller som Venstres daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen bramfrit sagde i sin nytårstale 1. januar 2002, for snart 21 år siden: ”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vores vegne.“ Og videre:
“Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.“
For den nye, lilla trekantsdrama-regering, hvor Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen har puljet alle mulige og umulige reformplaner sammen til et fælles regeringsgrundlag, vil opgøret med de studerende meget vel kunne komme til at udgøre en slags folkelig drivkraft. For en regering, der først og fremmest ønsker at appellere til den midaldrende middelklasse uden for universitetsbyerne, kan det nemlig vise sig at være en fordel at have en konflikt kørende med de unge akademikere.
Alt kan jo ikke være teknokrati. SVM-regeringen ser ud til at have smedet en politisk platform, der i hovedsagen bygger på Lars Løkkes mislykkede konkurrencestatsreformer, men så lige krydret op med Anders Foghs kulturkamp med alle æggehovederne, klogeågerne og regnbuefolket. Den anti-intellektuelle profil er kort sagt fuldt bevidst – og formentlig politisk effektiv.
For hver studerende, der stiller sig frem og beklager, at Danmark nu skal gøres dummere, vil der være to ældre lavtlønnede, som vil svare tilbage, at de heller ikke fik noget forærende, dengang de var unge. I en tid, hvor udlændinge og muslimer ikke længere skaber så meget friktion i debatten, kan kritiske studerende blive det nye modstandspunkt, som vil få andre vælgergrupper til at acceptere den nøjsomme reformkurs.
Kortere universitetsuddannelser kan sagtens vise sig at sælge billetter for de tre regeringspartier. Og SVM-regeringen kan næsten ikke undgå at sætte en ny verdensrekord: Hvis man ikke kan vinde ved at overtrumfe de andre positivt, if you can’t beat them, så kan man jo bare sigte lavest.
Ambitionen om at ville sænke uddannelsesniveauet i Danmark er den vigtigste signatur for den nye midterregering. At det tilmed vil ende med at koste penge, gør kun manøvren endnu mere spektakulær: Det er en viljesakt. En provokation, der skal vise, at SVM-regeringen ikke sat i verden for de unge krøllehjerner. /Lars Trier Mogensen