Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Man kan ikke foretage sig noget, uden at det går ud over nogen. Selv hvis man gør ingenting, vil den formodede ikke-handling have en indvirkning på nogen. Den nye SVM-regerings handlekraftige neutralisering af store bededags status som helligdag går i første omgang ud over folk, der plejede at se frem til at holde fri på denne fjerde fredag efter påske.
Nu melder Præsteforeningen sig så på banen og siger, at beslutningen også vil ramme nogle uskyldige. “Det er en stor konfirmationsdag – også i 2024 og 2025, fordi man planlægger et år i forvejen. Der er en masse præster, som skal omstrukturere deres planer,“ udtaler sognepræst Pernille Vigsø Bagge, som er forperson for foreningen, til Ritzau. Men ikke nok med det. Konfirmanderne og deres familier er også collateral damage. “Folk booker restaurationer, cateringfirmaer, telte og udstyr op til fem år ude i fremtiden,“ fortsætter Vigsø Bagge.
Fem år!? Ja, det gør folk vel. Når det kommer til planlægning, er danskerne nok i verdensklasse. Men planlægning har et indbygget paradoks: Jo mere detaljeret man planlægger, og jo længere frem i tiden man gør det, desto større er sandsynligheden for, at der vil opstå uforudsete problemer, som kan vælte korthuset. Så rådet herfra er: Lad være med at booke restaurationer, cateringfirmaer, telte og udstyr til konfirmationer fem år ude i fremtiden.
For at sætte tidsperspektivet i øh perspektiv så prøv at tænke på nogle af den nye regerings hovedaktører, som virkelig må have en oplevelse af tidens gang som en nærmest Star Treksk warp speed. Vi har Moderaternes formand Lars Løkke, som forleden forsvarede sit partis kovending i minksagen med, at et klokkeklart løfte, han tidligere havde givet sine vælgere, var “mere end to måneder gammelt“, og at “tiden er gået“. Eller Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, der i forbindelse med Folketingets åbning i oktober sagde til pressen, at “jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister“.
I dag, torsdag, har de to gutter så overtaget hvert sit tunge ministerium i en Mette Frederiksen-ledet regering. Så var det derfor, Lars Løkke så så glad ud på pressemødet med statsministeren onsdag. Han har fået Udenrigsministeriet – han skal ud og flyve. Og det betyder, at han har en god undskyldning for ikke at deltage i sit partis ugentlige folketingsgruppemøder, hvor det ene medlem er mere grønt og uerfarent end det andet.
Det er godt for Løkke, men løber man ned igennem listen over, hvordan ministerposterne ellers er blevet fordelt mellem de tre regeringspartier, er det ærligt talt lidt trist for Danmark. For det første er kun otte ud af 23 ministre kvinder. Det er bare for slapt i 2022.
Så har vi Jakob Ellemann-Jensen som forsvarsminister, hvilket ligesom udenrigsministerposten smager lidt af vigtig-Per. Ellemann har gennem årene talt utrolig meget om sin fortid som soldat (kaptajn og premierløjtnant), nu kan han prøve at bestemme over militæret.
Her på Føljeton har Kulturministeriet en høj status, men det har det ikke på Christiansborg. Den nye kulturminister er Moderaternes Jakob Engel-Schmidt, der tidligere var folketingsmedlem for Venstre, men rendte af pinden i utide i efteråret 2017. Nogle måneder senere kom det frem, at Engel-Schmidt inden sin udtrædelse var blevet arresteret for at køre bil med kokain i blodet. En joke, der allerede er i omløb, er, at “nu er der kokain til kulturlivet“.
De fleste ministre er gamle kendinge på nye poster. Men der er også nye ansigter imellem. Dan Jørgensen er ikke længere decideret klimaminister, men ‘minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik’. Den nye klimaminister er den udefrakommende lobbyist Lars Aagaard, der fra 2009 til tidligere i år var formand for det, der hed Dansk Energi. Som Altinget bemærker, blev Aagaard engang kaldt ‘Kul-Lars’, fordi han kæmpede for de danske kulkraftværkers interesser. Lige indtil han begyndte at tale varmt om grøn energi og fik øgenavnet ‘Panda-Lars’. Det bliver spændende at se, hvad han kommer til at hedde som minister i SVM-regeringen.
Hvad der måske er mindre lovende for den nødvendige grønne omstilling er, at den nye landbrugsminister hedder Jacob Jensen. Ja, hvem? Jacob Jensen er Venstremand – og landmand. I september sagde han i et interview i bladet Effektivt Landbrug, at han virkelig håbede, at Mette Frederiksen ikke blev genvalgt som statsminister efter folketingsvalget. “På landbrugserhvervets vegne vil jeg være stærkt bekymret, hvis den nuværende konstellation skal fortsætte i yderligere fire år. Jeg synes, der er så meget at kæmpe for, som man ikke bare smider ud med badevandet.“ Suk. Og Mette Frederiksen var jo ikke ligefrem grøn. /Oliver Stilling