Foto: Jewel Samad/AFP/Ritzau Scanpix
Den franske superstjerne Kylian Mbappé – som mange danske fodboldinteresserede mindreårige i øvrigt tror hedder Kylling til fornavn – sidder i græsset med albuerne hvilende på knæene. Han ser skuffet og gnaven ud. Dygtige pædagoger ved, at når børn sidder på den måde, så skal man lade dem være i fred. Lad dem bare få et øjebliks ro. De skal nok selv melde sig ind i legen igen, når skuffelsen, eller hvad det nu er for en følelse, der piner dem momentant, har lagt sig.
Åh nej, for helvede… der kommer Emmanuel Macron dappende nogle meter bag Mbappé. Eller skulle det være “åh ja…“? Tv-seeren har også følelser, men nu er følelserne pludselig modsatrettede. Forvirring. Er det godt eller dårligt, at Macron nærmer sig Mbappé? Ud fra det pædagogiske rationale, som vi lige har lagt frem, er den indskydelse, som Macron lader til at have fået, elendig. Lad nu Mbappé være, monsieur le Président; han har lige tabt finalen ved verdensmesterskabet i fodbold i Qatar, og han har tabt den med et mulehår, det er hans ret at hænge med hovedet.
Men tv-seeren forstår også, at der er en medievirkelighed, som skal fodres. Tv-seeren bliver hver dag bombarderet med billeder på tv, sociale medier og platforme. Det her er live tv. Det, tv-seeren ser, er virkeligheden, som den udspiller sig lige nu. Ligesom pædagogen skal lade barnet sidde og samle tankerne, og ligesom Macron burde give Mbappé lov til at surmule i fred, skal man lade virkeligheden være, overlade den til sig selv, man kan ikke andet. Og på den måde er det et stort øjeblik: Den franske præsident kommer spankulerende for at trøste den 23-årige superstjerne. Men er det for selvbevidst? Vil Macron virkelig trøste Mbappé, eller vil han skabe tv-billeder med sig selv i centrum? I kølvandet på virkeligheden kommer medievirkeligheden. Medievirkeligheden afviger fra den virkelige virkelighed ved at være en konstruktion af den. Mens virkeligheden på en måde dumper ned fra himlen, har medievirkeligheden mange afsendere og endnu flere modtager, som alle, herunder tv-seeren, læser alle mulige hensigter og teorier ind i.
Macron nærmer sig Mbappé. Det føles næsten som slowmotion. Selv om Mbappé har ryggen til præsidenten, er det, som om han kan mærke, at nogen nærmer sig, og at det ikke er et hvilket som helst slipseklædt skræddersyet jakkesæt. Har Mbappé en sjette sans? Er han synsk? Sådan kan han nogle gange virke på fodboldbanen. Han har lige scoret to mål i den ordinære kamp og et i overtiden og et mere i straffesparkskonkurrencen. Han ville have det VM-trofæ. Det ville Argentinas Lionel Messi også. De trak i virkeligheden fra hver sin ende – eller forsøgte i hvert fald at forme den til deres egen fordel – og til sidst trak Mbappé det korteste strå.
Men Mbappé er næppe synsk. En forklaring kan være, at der er en storskærm på stadion. Sidder Mbappé i græsset og ser på et billede af sig selv siddende i græsset? Det er næsten for meget. Nu er Macron henne ved ham. Mbappé vender sig halvt mod Macron, måske for at vise en lille smule respekt for præsidenten eller den franske republik, men han fortryder ligesom bevægelsen og forbliver i sin oprindelig positur, så Macron må sætte sig på hug for at nå ham med sine hænder og ord. Macrons herresko skinner i lyset fra projektørlyset. Hælene løfter sig fra græsset. Han bruger Mbappés ryg og arm til at holde balancen. Som skovskiderstilling ville denne position være ubrugelig. I skoven kan man ikke regne med at have nogen at holde i, mens man forretter sin nødtørft.
Macron siger noget til Mbappé, der bare kigger stift frem for sig. Om 20 minutter, ja, måske allerede om 10 minutter bliver den her lille seance beskrevet som “akavet“. Det er den også. Eller er den? Martinez, Argentinas målmand, kommer hen, siger noget trøstende til Mbappé og hiver ham op, Macron rejser sig. Hvis han havde forestillet sig det her som et perfekt tv moment, er det måske blevet spoleret. Han klapper Mbappé på hovedet. Er det faderligt? Er det her en far-søn-ting? Martinez forsvinder ud af billedet, og Macron benytter lejligheden til at tage et godt greb rundt om Mbappé, mens han snakker videre til ham. Er der andre undertoner end far-søn-relationen? Mbappé læner sig frem og placerer hænderne på sine knæ. Macron tager fat om hans hoved, og et øjeblik er det, som om Macron vil kysse Mbappés baghoved. Det ville på en måde være på sin plads, det har været ‘de store følelsers aften’, men Macron er ikke sydamerikaner eller italiener eller spanier, og måske ser han netop i det øjeblik for sig, hvordan billedet af dem vil se ud. Igen de undertoner. Afsenderen har ikke magt over modtagerens oplevelse.
Dagen efter kan man læse i avisen, hvad Macron sagde til Mbappé. “Jeg fortalte ham, at han kun er 23, at han var VM’s topscorer, og at han allerede har vundet VM, at han har været med i en finale,“ udtalte præsidenten.
Men alt det vidste Mbappé jo godt i forvejen. Kunne Macron ikke have sagt noget mere interessant eller citeret Kant? Eller løjet om, at det var det, han gjorde? Pludselig virker tv-billederne helt flade. Det er, som om han kun trøstede Mbappé for billedernes skyld. Akavet er nok det rette ord. Ærgerligt. /Oliver Stilling