Julian Haber/Reuters/Ritzau Scanpix
“Jeg ser ingen protester. Aftalen er vedtaget.“
Sådan lød det natten til mandag i Palais des Congres i Montreal fra Kinas miljøminister og forperson for FN’s naturtopmøde, Huang Runqiu, hvorefter han bankede en lille hammer i bordet foran sig. Med de ord fik verden, efter flere års arbejde og to ugers forhandlinger, en dugfrisk aftale om beskyttelse af jordens biodiversitet.
Lige inden nåede den Demokratiske Republik Congo, der lægger land til verdens næststørste regnskov, at få ordet og indvende, at landet ikke kunne skrive under på den del i den foreliggende aftaletekst, der handlede om de rige landes økonomiske bidrag til fattigere landes biodiversitetsindsats. En indvending, som den kinesiske minister valgte at overse til stor jubel fra resten af salens udmattede forhandlere.
Halvvejs igennem topmødet var forhandlerne nemlig begyndt at varsle om en voksende risiko for en foruroligende gentagelse af det såkaldte Copenhagen moment med henvisning til klimaets COP15, der blev afholdt på vores hjemmebane i 2009, og resulterede i en langt fra forpligtende klimaaftale. Fortidens spøgelser udeblev, og med den kinesiske kortslutning af processen endte topmødet med en aftale, der denne gang kan skrive positiv historie.
En historisk aftale
Alle fra de canadiske værter til EU-Kommissionens forperson Ursula von der Leyen og adskillige miljøorganisationer er enige om, at den vedtagne aftale, kaldet Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework, er et historisk dokument, der markerer et historisk vendepunkt.
Heldigvis. For aftalen er vores primære værn mod den historiske krise, hvor dyr, planter og andre levende organismer dør i så højt et tempo, at forskere kalder det for en sjette masseuddøen. En masseuddøen, der ifølge et nyt studies fremskrivninger vil omfatte seks pct. af planter og dyr inden 2050 og 13 pct. i slutningen af dette århundrede.
“Det historiske er, at man er nået til et punkt, hvor der er bred enighed blandt regeringer om, at tabet af biodiversitet skal vendes til fremgang. Og at løsningen kræver en omstilling af samfundet,“ siger Signe Normand, der er professor i biodiversitet og forperson for Biodiversitetsrådet, da Føljeton fanger hende på en telefonforbindelse til Canada. Hun sov gennem det historiske øjeblik, men har siden læst de endelige formuleringer igennem.
Forhandlerne har også lært fra fortidens fejl. I 2010 satte verden 20 mål for biodiversitet. Da fristen for dem udløb i 2020, var ingen af dem opfyldte. “Vi er kommet et skridt videre fra Aichi-målene. Målene er langt mere ambitiøse, og finansieringen af dem er mere konkret,“ vurderer Normand.
Ifølge Normand er “30 i 30“-målet en af de mest centrale dele af aftalen. Målet siger, at 30 pct. af verdens land-, kyst- og havområder beskyttes inden udgangen af 2030. I dag er det kun omkring 17 pct. af verdens landareal og otte procent af havarealet, der er beskyttet.
“Jeg var lidt bekymret for, om det ville komme med,“ fortæller Normand. “Det er også meget positivt, at der er fokus på, at områderne skal være repræsentative for biodiversiteten, og at de skal være sammenhængende. Det er også fremhævet, at de skal være effektivt beskyttet og forvaltet. Der har jo været rigtig meget snak om det her med, at vi skal på den ene side sikre plads, men også sikre kvaliteten af den plads. Så på den måde synes jeg, at man har lyttet til de videnskabelige anbefalinger og har gjort sit bedste for at få det ind i aftalen.“
Udover at lytte til forskerne, har forhandlerne tilsyneladende også spidset ører, når verdens oprindelige befolkninger, der samlet set varetager omkring 80 pct. af jordens biodiversitet, har haft ordet. For i den endelige aftale, står der, at “intet i denne rammeaftale må udlægges på en måde, der indskrænker eller fjerner de rettigheder, som oprindelige folk har i dag eller måtte erhverve i fremtiden.“
Nationalt ansvar
Selvom aftalen allerede har gået sin sejrsgang verden over, er der langt til vores kollektive målstreg. Rammeaftalen skal nu implementeres på nationalt og internationalt niveau af de 196 lande, der har underskrevet den.
Aftalen er både inden og efter vedtagelsen på COP15 blevet sammenlignet med Parisaftalen, der var den første juridisk bindende og globale klimaaftale. Det siges, at efterligning er det største kompliment, men så sent som mandag udtalte FN’s generalsekretær, António Guterres, at 1,5-gradersmålet fra Parisaftalen gisper efter vejret, fordi de nationale klimaplaner er utilstrækkelige.
Der er også lige dét, at naturens udgave af Parisaftalen ikke er juridisk bindende. “Det er jo alles bekymring. Også min. Om de her mål rent faktisk bliver implementeret og fulgt op på nationalt. Det er vagt formuleret, at landene skal rapportere og evaluere frem mod 2030. Så det er mit håb, at størstedelen af landene virkelig tager det her alvorligt og begynder de nationale konkrete indsatser,“ siger Normand.
I Danmark må vi kigge langt hen over vores europæiske naboers hoveder for at se målstregen. Ifølge en rapport udarbejdet af Biodiversitetsrådet, kan kun 2,3 pct. af det danske landareal med sikkerhed karakteriseres som beskyttet, mens det samme gælder for højst 12 pct. af vores havareal. “Jeg håber, at aftalen kommer til at betyde, at vi i Danmark får kigget virkelig alvorligt på at reservere mere plads til naturen,“ siger Normand. “Det er jo noget, vi allerede er forpligtet til i EU-regi, men den her aftale understreger igen, at vi ikke længere kan komme udenom.“ /Emilie Ewald