Foto: Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix
Forestil dig, at du er på arbejde. Dit job er et virkelig lortejob. Lad os sige, at du arbejder på et kontor, og der er utrolige mængder papirarbejde. Du tilbringer meget tid med at gå fra afdeling til afdeling, op og ned ad trapper, med formularer, blanketter og skemaer, som dine foresatte har beordret dig til at udfylde. Arbejdet virker meningsløst. Du bruger en stor del af din tid ved kopimaskinen, for alt skal afleveres i syv eksemplarer. Din chef er et kæmpe røvhul, og hans chef er et endnu større røvhul, og sådan fortsætter det opad i systemet. Det er fortrinsvis en mandearbejdsplads, og jargonen er toksisk. Alle har sved på overlæben, og alle truer alle med tæsk. Det er ulideligt. Du føler, du står i lort til knæene. Dagene ligner hinanden. Arbejdspladsens computersystem virker ikke. Internettet er ofte nede. Da du startede i jobbet, fik du at vide, at der var faste pladser, men dit skrivebord er som regel optaget af folk, du aldrig har set før. Indeklimaet er elendigt, man kan ikke åbne vinduerne, og luften (hvis man kan kalde den det) er ladet med statisk elektricitet, så du får hele tiden stød. Kantinen er for det meste lukket. Nogle dage på grund af Roskildesyge, andre dage er det rotter. Din løn kommer ikke til tiden. Toiletterne bliver ikke rengjort. Toiletterne har ikke døre, og hvis de har, går dørene ofte i baglås. Du må ofte sove på arbejdspladsen for at nå det, du skal. Dit tøj lugter af cigaretrøg, når du vågner.
En dag vågner du til tonerne fra “O Sole Mio“, som må være en af de sange, du hader mest i hele verden. Da du åbner øjnene, sidder en fedladen mand på hug foran dig og synger dig lige ind i hovedet. Opera. Han følger efter, da du rejser dig og går, og bliver ved med at synge. Nu ser du memorandummet på en væg: Salgstallene er dårlige, står der, så din virksomhed vil forsøge at booste moralen blandt medarbejderne – med opera. I alle afdelinger er der nu operasangere, som synger nonstop. Nu kan du ikke engang høre dine egne tanker for operasang – ikke engang i kopirummet.
Horrible forhold
Det er jo en tænkt situation. Men i virkelighedens verden er det værre end det her. Forleden kom det frem, at Rusland sender operasangere til frontlinjen i Ukraine for at give de russiske soldater styrke og mod.
Måske har den russiske hærs øverstbefalende læst The New York Times’ store dybdeborende undersøgelse af, hvad pokker der gik galt, når nu der var en klar forventning om, at den ulovlige angrebskrig mod en suveræn nabostat ville være overstået i løbet af et par dage. Avisen har interviewet sårede russiske soldater, som beskriver horrible forhold. For lidt mad, for dårlig træning, dårligt udstyr og i det hele taget for få projektiler.
Læg dertil at de har set deres delinger blive sprængt i stumper og stykker. Som avisen formulerer det: “Materialer, som opsamlet på slagmarken peger på manglende forberedelse fra militærets side: et landkort fra 1960’erne, en udskrift fra Wikipedia om, hvordan man håndterer en snigskytteriffel, en overdrevent optimistisk tidsplan for Ruslands invasion. I et interview genkaldte en soldat sig, at han spurgte, hvordan man bruger et gevær, lige inden han skulle i kamp, i et andet interview beskrev en soldat, hvordan hans overordnede afslørede, at de skulle i krig: ‘I morgen skal I til Ukraine to fuck up some shit.‘“
Det lyder ikke som problemer, der kan fikses med opera. Men for dem, hvor det kan, er der godt nyt. Der er ikke kun tale om at sætte operasangere ind, men hele “kreative brigader“, som – af alle faggrupper i hele verden – også inkluderer cirkusartister. Er det mimere, klovner og jonglører? De fleste vil nok til enhver tid hellere møde ind på den skitserede kontorarbejdsplads.
Alive and kicking
Samtidig er Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij i Washington, D.C. for at sikre sig USA’s fortsatte militære støtte i forsvaret mod Rusland. USA har allerede givet for 22 mia. dollars, og onsdag forlød det fra Det Hvide Hus, at der er 1,8 mia. dollars mere på vej – herunder for første gang missilforsvarssystemet med det meget amerikanske navn Patriot.
Zelenskijs tale i Kongressen havde også sine meget amerikanske momenter – som for understrege, at Ukraine langt hen ad vejen er fuldstændig ligesom Amerika. “Imod alle odds og undergang og mørke er Ukraine ikke faldet. Ukraine is alive and kicking,“ sagde han og fik stående klapsalver. Zelenskij mente, at “næste år vil blive et vendepunkt. Jeg ved det.“ Han talte om, at “ukrainsk mod og amerikansk beslutsomhed“ vil sikre “fremtiden for vores fælles frihed“. Talen lod til at have den ønskede effekt. Hvis det var opera, han havde bedt om, havde han sikkert også fået det. /Oliver Stilling