Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dansk Folkeparti står over for et på alle måder usandsynligt comeback: Efter partiformand Morten Messerschmidt onsdag blev frikendt for anklagerne om svindel og dokumentfalsk, har han fået en form for moralsk oprejsning, som han vil evne at udnytte til det yderste:
“Jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at Dansk Folkepartis storhedstid ligger foran os,“ sagde 42-årige Morten Messerschmidt, da han lettet forlod Retten på Frederiksberg.
Efter syv forbandende år, hvor Morten Messerschmidt er blevet portrætteret som en hykler, der på den ene side og udadtil tordnede mod pamperi i Bruxelles, men på den anden side og indadtil selv sørgede for at malke støtteordningerne, står han nu med en genvunden troværdighed.
Men Morten Messerschmidt står også helt nede på bunden. Gennem de seneste år, ja, faktisk præcis siden skandalesagen om Meld- og Feld brød ud i 2015, har Dansk Folkeparti været gennem en dramatisk rutsjetur og er gået fra et toppunkt på 37 mandater i Folketinget til nu blot fem. Og flere gange undervejs har Dansk Folkeparti været afskrevet som en politisk faktor.
Rygterne om DF’ernes død har imidlertid vist sig at være overdrevne, og med ét omvæltende slag kan borgerkrigen på højrefløjen meget vel ændre sig nu.
Udover at Morten Messerschmidt har en uforlignelig folkelig gennemslagskraft, når han er skarpest, og således slog danmarksrekord med 465.758 personlige stemmer ved Europaparlamentsvalget i 2014, kan han også udnytte to vigtige politiske dynamikker, som kan give Dansk Folkeparti en genkomst.
Den ene dynamik er parlamentarisk og vil kunne give en mere selvsikker Morten Messerschmidt en fordel i de interne opgør med Danmarksdemokraternes Inger Støjberg og Nye Borgerliges Pernille Vermund. Den anden dynamik er realpolitisk og vil kunne udnyttes til kapre vælgere tilbage fra Socialdemokratiet.
Grundlæggende er Dansk Folkeparti udfordret af, at de ikke længere har monopol på en stram udlændingepolitik, og derfor har Morten Messerschmidts parti ikke som sådan nogen naturlig eksistensberettigelse længere. Og dog. For det er her, at de to dynamikker kommer ind i billedet.
For det første har Dansk Folkeparti en parlamentarisk trumf i forhold til Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige ved allerede at være en del af utallige forlig på Christiansborg, og derfor vil Morten Messerschmidt automatisk skulle inviteres med til forhandlinger om næsten alle reformer, justeringer og nye tiltag.
Det danske folkestyre er bygget op omkring forlig, altså aftaler mellem mange partier, og som ikke umiddelbart kan ændres uden opbakning fra alle de partier, som oprindeligt var med i aftalen. Forligspartierne har så at sige vetoret, og det kan Morten Messerschmidt forsøge at udnytte nu, netop fordi Dansk Folkeparti er med i eksisterende aftaler på mange af de politikområder, som SVM-regeringen ønsker at ændre på.
Parlamentarisk fungerer Dansk Folkeparti ganske enkelt som et rigtigt parti, mens Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige stadig kun kan siges at have karakter af debatklubber, eller i hvert fald kun at være sammenslutninger af mandater, som kan bruge folketingets talerstol til at mene noget. I modsætning hertil har Dansk Folkeparti indflydelse på paragraffer og fordelingen af skattekroner.
For det andet og nok så afgørende har Dansk Folkeparti også fået foræret en skarp politisk platform som oppositionsparti, efter Socialdemokratiet så demonstrativt er rykket mod højre på social- og fordelingspolitikken. Ganske opsigtsvækkende har Mette Frederiksen (S) netop forladt nogle af de positioner, som ellers har givet Socialdemokratiet appel blandt ældre og kortuddannede mandlige vælgere i provinsen.
I første omgang kan særligt to af elementerne i SVM-regeringens grundlag give Dansk Folkeparti et comeback, som kun få havde forudset: Dels rummer forslaget om at ville afskaffe Store Bededag en for Dansk Folkeparti næsten perfekt kombination af lønmodtagervrede og kirkelig forargelse, og dels udgør forslaget om at ville forringe seniorpensionen – nu i skikkelse af “Arne Plus“ – en mindst lige så slagfærdig dagsorden for Morten Messerschmidt.
Med Socialdemokratiets højreryk i social- og fordelingspolitikken er der atter opstået et politisk vakuum, som traditionelt set vil kunne blive udfyldt af enten SF eller DF, og hvor Pia Olsen Dyhr og Morten Messerschmidt således skal kæmpe om rollen som forsvarer for ‘den lille mand’.
Meget kan stadig gå gruende galt for Dansk Folkeparti, og det er langt fra sikkert, at Morten Messerschmidt vil formå at bruge tretrinsraketten af moralsk genrejsning efter frikendelsen, rollen som forligsparti på Christiansborg og den folkelige modstand mod Mette Frederiksens forringelser til igen at gøre DF’erne til en frygtet faktor i dansk politik.
I den fortsatte stoleleg på højrefløjen er styrkeforholdene imidlertid ændret, igen og lynhurtigt. Med sine blot fem mandater bag sig vil Morten Messerschmidt efter alt at dømme kunne komme til at gøre en større forskel end Inger Støjberg og Pernille Vermund med deres kombinerede 19 mandater. Om man ønsker det eller ej, så er Dansk Folkeparti for alvor tilbage. /Lars Trier Mogensen