Thomas Mann: Frihed eller krig

Med ordene: “En tysk forfatter … taler til jer“, indleder Thomas Mann sin række af taler til “tyske lyttere!“ under 2. verdenskrig. Allerede fra første tale slår Mann tonen an for det kameraobjektiv, han bruger i resten af sine krigsbetragtninger.

Ligesom Atlanten drager Mann en skillelinje mellem den gamle og nye verden. På den ene side stiller han den tyske autoritarisme, hvis perversioner er trængt udover hele europakortet og har tvunget Mann selv over den midtatlantiske højderyg. På den anden side repræsenterer Amerikas åndelige og økonomiske virkelyst det liberale potentiale i folkestyret.

For kendere af Thomas Mann er det hans famøse, humanistiske “romanfigur“, der her træder frem som et objektiv for den politiske orden: Det tyske folk og dets Ordnung muss sein er forfaldet til djævelskab.

Der, hvor kaossets spænding kunne være blevet omvendt til kunstneriske kraftanstrengelser, er ødelæggelsen sprunget frem i stedet. For Mann er ethvert folk spændt ud mellem skabelse og tilintetgørelse. Når noget sættes på spil i retning af det ene punkt, kan det andet snart bryde løs.

I modsætning til det gamle Europas krig, løgne og forbrydelser, har Mann fundet et nyt hjem i Amerika. Tysklands autoritarisme tegner et negativbillede til Amerikas liberale levevis, og midt imellem de to modsætninger stiller Mann individet til ansvar for dets valg mellem frihed eller krig.

Mennesket kan falde til begge sider, ligesom englænderne har placeret sig midt i det hele ved at tage kampen op for frihed. For amerikanerne gives der snart ikke noget valg, mens de “tyske lyttere!“, som Mann taler til, allerede har underkastet sig krigen. Alligevel leder Thomas Manns amerikanske oplevelser ham til – på vegne af sine nye landsmænd – at spørge, om ikke det stadig er muligt for tyskerne til at vælge krigen fra. /Alexander Skjernov Asboe, freelancer og idéhistoriker 

Oktober 1940

Tyske lyttere!

En tysk forfatter, hvis værk og person er fordømt af jeres magthavere, taler til jer, hvis bøger kun kan tale til fremmede, frie folk på deres eget sprog, mens de må forblive stumme og ukendte for jer, selv når de handler om det mest tyske, om Goethe for eksempel.

Mit værk vil en dag vende tilbage til jer, det ved jeg, også når jeg selv ikke længere kan. Men så længe jeg lever, endda som borger af den nye verden, vil jeg være tysker og lide under Tysklands skæbne og alt det, som forbryderiske voldsmenneskers vilje har forvoldt verden, moralsk og fysisk, de sidste syv år.

Den urokkelige overbevisning, at dette ikke kan have nogen god ende, har i disse år gentagende ført mig til advarende opråb, af hvilke jeg tror, at enkelte er trængt igennem til jer.

I krig er det nu ikke længere nogen mulighed for det skrevne ord at gennemtrænge muren, den som tyranniet har rejst om jer. Derfor griber jeg gerne anledningen, som de engelske myndigheder tilbyder mig, for fra tid til anden at berette til jer om det jeg ser her i Amerika, det store og frie land, hvor jeg har fundet et hjem.

Da tyske tropper for fem måneder siden [den 10. maj, 1940, red.] overfaldt Holland og titusinder mennesker i Rotterdam gik til grunde under bomber i løbet af nogle minutter, skrev udgiveren af det amerikanske tidsskrift Life [Henry R. Luce, red.], et illustreret magasin, der ellers aldrig tager stilling til politiske spørgsmål, og som hvem som helst læser:

¡Det er den største udfordring, Amerika har oplevet, som frihedens land i firs år … Mægtige, ryggesløse militærfolk har angrebet det, der er vores amerikanske levevis … Om vi kommer til at kæmpe med våben på Englands side ved vi ikke; men vi ved, at Englands kamp i bund og grund er vores egen.“

Sådan lød det dengang, efter den tiende maj, og sådan lyder det stadig i dag. Sådan tænker arbejdere og forretningsfolk, Republikanere og Demokrater, tilhængere af både Roosevelt og hans modstander. Der er ikke blevet meget tilovers af det gamle Amerika, der troede, at det kunne leve uden at skulle tage sig af verden på den anden side af oceanet.

Hvoraf kommer denne store forandring? I ved det meget vel. I dette land lever hundredetredive millioner godvillige, venlige mennesker, som vil arbejde og bygge i fred. Om de store spørgsmål, hvilke man er fælles om, tager de aktiv del, sådan som enhver holder det for sin ret. Krig, erobringer af fremmede lande, alliancer, akser, hemmelige møder, traktatbrud forekommer dem overflødige og forrykte. Men så kommer deres aviser og radiokorrespondenter og fortæller dem om, hvad der går for sig i Europa.

Hvordan der i Norge, i Holland, Belgien, Polen, Bøhmen, hvordan der overalt, hvor billedet er det samme, står tyske tropper i disse lande, som ingen har bedt om, som ingen har gjort noget, og de underkuer og udplyndrer. Om hvordan de, der elsker deres fødeland og ikke vil smede våben for de ubudne gæster, bliver dødskudt som forrædere.

Naturligvis er en amerikaner først og fremmest amerikansk statsborger; men det er ofte sådan, at vedkommende selv eller dennes far eller bedstefar er født i Norge, i Holland, i Belgien, i beskyttede Danmark, i generalguvernementet [område af Polen, red.], i protektoratet [område af Tjekkoslovakiet, red.], at vedkommende stadig har slægtninge i et af disse lande og gode minder om dem. Og selv når vedkommende ikke har det, og selv da og særligt når dets familie kommer fra Tyskland, må vedkommende alligevel, som et ligefremtænkende menneske, oprøres over al uretfærdigheden og volden som det oplever.

Nej, jeg har ikke oplevet nogen forskel på tyske amerikanere og angloamerikanere og italienske amerikanere. Alle føler de, at det ikke er den rigtige måde at forene Europa på, og at al den forbrydelse før eller siden må finde sin straf.

Frem for alt stiller den amerikanske borger sig derfor tre håb i dag. Det ene er Amerika selv, dets uhyre økonomiske kraft, dets gode og dygtige ledere. Det andet er England. Det kan godt være, at også amerikanerne gjorde sjov af englænderne. Man syntes de var kedelige, forfinede. Men i dag, forud for forsvaret af London, er her kun beundringens stemme. England bærer frihedens fane. Det taler og slås for alle de, der lider, de folk som gør modstand derhjemme, hvorfor ønsket om at tage side med dem er så stort her.

Det tredje håb, som desværre ikke længere er så stærkt, hviler stadig på det tyske folk. Vil tyskerne ikke endeligt erkende, spørger man her, at deres sejre bare er skridt ud i en endeløs sump? At de slet ikke kommer deres ønskede mål nærmere, selvom deres soldater overfalder endnu tre lande, deres ubåde sænker endnu tre skibe fulde af flygtningebørn, selvom de driver endnu flere mennesker i elendighed, forbandelse og selvmord og kaster verdens had på sig? At der er mange flere veje til det mål, som vi alle længes efter: en retfærdig fred for hele verden?