Thomas Mann: Dekadencemennesket

Thomas Manns periode-eposser Buddenbrooks (1901), Trolddomsbjerget (1924) og Doktor Faustus (1947) kommer som reaktioner på deres samtid, samtidig med at de tegner en udvikling for Manns civilisationskritiske romanfigur – dvs. det vestlige dekadencemenneske. Set i det lys passer hans krigsberetninger også med resten af forfatterskabet. Manns taler til de tyske lyttere! udfolder sig – i det store og hele – efter den samme figur, som han også bruger i sin første tale fra oktober 1940.

I talen fra november 1941 gengiver Mann scenerne fra sin tale Deutsche Ansprache, som han gav i 1930, da NSDAP blev det andet største parti ved rigsdagsvalget i Tyskland. Hvis man lader samfundsvidenskaben være politik, hvad skal så forhindre militante kræfter i at spille efter reglerne og overtage den socialrealistiske dagsorden med voldshandlinger, spørger Mann – og undskylder næsten for at lade sin kunst blande sig med valgresultatet.

Samtidig fortsætter Mann sin opstilling af samfund og individ, og valget mellem autoritet og frihed. For Mann handler politik om handlingers logik, som i yderste konsekvens skrider og bliver voldelig. Han sammenligner derfor tyskernes arv fra bl.a. Goethe, Herder og Schiller med det krigsførende Tysklands råhed, for derigennem at fremstille et alternativ, der bøjer bort fra volden.

Her i talen fra november 1941 bliver temaet også til et spørgsmål om individets private skaberlyst og offentlige skyld. Mann tiltaler borgerens samvittighed og spænder – som modsætning til den nazistiske propaganda – den nationale skæbne op imellem Goethe på den ene side og djævlens forfører (der Führer!) på den anden. /Alexander Skjernov Asboe, freelancer og idéhistoriker

November 1941

Tyske lyttere!

Ham, der igen taler til jer, har det været forundt at gøre en forskel for Tysklands åndelige omdømme i løbet af sit snart lange liv. Det er jeg taknemmelig for, men jeg har ingen ret til at prale dermed, dersom det var skæbne og aldrig lå mig på sinde.

Ingen kunstner skaber sit værk til skyld for sit land og folk. Virkelyst udspringer af individuel samvittighed, og lad bare sympatien, som den vækker, komme nationen til gode. Eftersom den opstår af dens sprog og tradition, vil der være for meget uvilkårlighed i spil, til at taknemmelighed alligevel vil være på sin plads.

I tyskere må i dag ikke takke mig for mit værk, heller ikke selvom I ønsker det – men lad da gå! Det blev ikke til for jeres vilje, men af egen nødvendighed.

Noget andet blev dog virkeligt til for jeres skyld, af offentlig og ikke privat samvittighed, og dagligt vokser min overbevisning, at tidspunktet for at I vil takke mig herfor og regne det for mere end mine fortællinger kommer nærmere hele tiden: det drejer sig om, at jeg advarede jer, da det stadig ikke var for sent, før den rådne magt, hvis lænke I nu hjælpeløst er lagt i seletøjet hos, førte jer til ubegribelig fordærvelse gennem tusinde ugerninger.

Jeg kendte jer, jeg vidste, at intet kunne gro lige så godt fra jeres forfærdeligt nederdrægtige væsen som katastrofer og ulykke for både Tyskland og Europa, selvom jeg er vis på, at de fleste af jer ufatteligt nok tror noget andet og holder jer selv for overbringere af orden, skønvirke og national værdighed.

Er man ikke nødt til at mindes Goethes ordsprog “fromme tyske nation, der først føler sig til rette, når al værdighed er forspildt“?

Jeg kender jer også, gode tyskere, og jeres fejlbarlige begribelse af jeres rette værd og ære, på samme måde som jeg selv overvandt min natur, dengang jeg i oktober 1930, til skrålende afbrydelser fra nazihåndlangere, steg ind i den politiske arena og holdt den tale i Berliner Beethovensal (Deutsche Ansprache, red.), som nogen af jer stadig vil huske og som jeg selv kaldte for “Appel til fornuften“, skønt det var en appel til alt den bedre tyskhed – i dag tjener det mig til større beroligelse end alt, hvad jeg vilkårligvis er lykkedes at afstedkomme som kunstner, så forgæves det end må være.

Jeg forsøgte med mine svage kræfter at forhindre, hvad der måtte komme og som nu har været i flere år: Krigen – for hvilken jeres løgnagtige fører giver jøder og englændere, frimurer og gud ved hvem skylden, selvom han for enhver med øjne i hovedet fra første øjeblik af, da han kom til magten, allerede havde besluttet sig for at grundlægge den maskine, som han tænkte at tromle retfærdigheden og friheden flad med.

Og hvad for en krig er det, som I er bundet til – et uendeligt, ødelæggende, håbløst eventyr, en sump af blod og forbrydelser, hvori Tyskland truer med at synke.

Hvordan er det hos jer? Tror I, at vi udenfor ikke ved lige så godt som jer? Forvildelse og elendighed griber om sig. Samvittighedsløst bliver jeres unge mænd i hundredtusinder, i millioner ofret i krigens molok, helt ned til atten- og syttenårsalderen – intet hus i Tyskland mangler ikke en ægtefælle, en søn eller bror.

Nederlaget begynder. På østfronten mangler der læger, plejepersonale, lægemidler. På tyske lazaretter og sygehuse bliver hårdtsårede slået ihjel sammen med gamle, krøblinger og sindssyge. To til tretusind på en enkelt institution fortæller en tysk læge.

Regimet er skyldigt. Når Roosevelt anklager det for at fornægte kristendommen og al religion, brøler det op og foregiver at føre et kristeligt korstog mod bolsjevismen – bolsjevismen, som det ellers kun er en usammenlignelig afart af.

Dets “kristelige modstykke“ til massegasningen er de “parringsdage“ [her henviser Mann sandsynligvis til de seksuelle relationer, der opstod mellem soldater og det kvindelige frontlinjepersonel, red.], hvor soldater på orlov bliver kommanderet sammen med BDM-piger [Bund Deutsche Mädel, søsterorganisationen til Hitlerjugend, red.] i dyriske, timelange ægteskaber for at skaffe statslige horeunger til den næste krig. Kan et folk, en ungdom synke dybere?

Hvorhen I ser, ser I menneskehedens grusomhed og ondskab. Engang samlede Herder kærlighedsfuldt landenes folkesange. Det var Tyskland i sin bedste tid og storhed. I dag ved det ikke af andet, end folke- og racemord, åndssvag tilintetgørelse. Trehundredetusinde serbere er blevet slået ihjel af jer tyskere, ikke i krig, men bagefter, på befaling af de forrykte banditter, som regerer jer.

Det som ikke må nævnes fra Rusland, det med polakker og jøder har fundet og finder sted. I ved af det, men vil helst ikke kendes ved det af velbegrundet frygt for det lige så unævnelige had, der har vokset sig kæmpemæssigt og som en dag, når jeres folke- og maskinkraft bliver træt, vil slå ned over jeres hoveder.

Ja, frygten for denne dag er på sin plads, og jeres fører benytter sig af den. Han, som har forført jer til alle disse skændselsgerninger, fortæller jer: nu er der ingen vej tilbage, nu er “I“ uløseligt bundet til “os“, og I må holde ud til det sidste, for ellers kommer helvede over jer. Helvede, tyskere, havde jeres fører allerede med sig, da han kom til jer. Til helvede med ham og hans sammensvorne! Til den tid kan I stadig finde redning, kan det blive fred og frihed for jer.