Thomas Mann: Bomberne i Lübeck

Ved ankomsten til sit amerikanske eksil i 1938 citeres Thomas Mann af The New York Times for at sige:

“Hvor jeg er, er Tyskland. Jeg bærer den tyske kultur i mig. Jeg lever i kontakt med verden og betragter ikke mig selv som et faldent menneske.“

Uanset ordenes gyldighed blev eksilet aldrig så harmonisk, som det måske kan lyde; der var mere på spil, end hvad forfatterens stoiske ro ellers foregiver. Hvad det drejer sig om, giver Mann måske selv forklaringen på i sin tale fra april 1942, hvor han fortæller om hjemstavn og en fremtid, der binder nutiden til fortiden.

Sammenhængen mellem hjemstavn og fremtid er blevet afklædt dens politiske orden og det kaos, som stiller individet over for valget om frihed. I stedet er spørgsmålet blevet eksistentielt. Man ser for sig, hvordan mørke maskiner dykker mod civile flygtninge eller sætter luften i bevægelse med deres brummende motorer, før de tømmer bombelasten over historiens bygningsværker.

Bygningsværkerne, der er tale om, er både metafysiske og af sten. Mann fletter de to konstruktioner sammen med nyheden om, at hans berømte barndomshjem – Buddenbrookhuset i Lübeck – er blevet ramt af bomber.

Gennem ødelæggelserne undersøger Thomas Mann, hvad hjemstavnsfiguren betyder for nationen og det enkelte menneskes historie. Det er her, hvor fortiden møder fremtiden og går i stykker. Mann betegner det som en skæbnetime for land og folk. Det handler altså om, hvordan vi lader vores fremtidshandlinger forme af fortiden – og bliver på den måde alligevel et politisk spørgsmål om, hvordan vi tager ansvar for historien. /Alexander Skjernov Asboe, freelancer og idéhistoriker

April 1942

Tyske lyttere!

For første gang nærmer årsdagen sig for ødelæggelsen af Coventry med Görings fly – en af de mest skrækkelige gerninger, hvormed Hitlertyskland lærte verden, hvad totalkrig vil sige at være og hvordan man bærer sig ad med sådan én.

Det begyndte i Spanien, hvor dødens teknikere, hvor den nationalsocialistiske flok øvede sig på krigen med tomme, umenneskelige ansigter. Hvilken sport det var, helt uden modstander, som blev spillet med lavtflyvende strejftog mod flygtende menneskemasser, friskt og frejdigt. Tanken om massakrerne i Polen er også uforglemmelige. De er, hvad man netop forstår ved nationens skæbnetime. Også i Rotterdam hvor tredivertusinde mennesker fandt døden på tyve minutter takket være en bravour, som er svær at skelne fra moralsk galskab.

Den ædle von Ribbentrop skjulte sit ansigt og hulkede: Det var ikke med vilje! Det var gode tider, dengang man kun behøvede klynke over, hvad man tilføjede andre. Tiden kommer og er allerede her, hvor Tyskland må græde over sin egen lidelse. Det er et lidelsesmotiv, som tager overhånd i en verden, der ikke vidste, at menneskeheden var i stand til den slags gerninger, og som heller ikke var forberedt på at blive sit ansvar voksent, hvor eleven snart overgår mesteren.

Har Tyskland troet, at det aldrig behøver betale noget for de ugerninger, der tilhører dets spring ind i barbariet? Tyskland er knap begyndt at betale tilbage hen over kanalen og til Rusland. Og hvad Royal Air Force hidtil har bragt til Köln, Dusseldorf, Essen, Hamburg og andre byer, er bare en begyndelse. Hitler praler med at hans rige er parat til en tiårig krig, ja til tyve år, men jeg vil tilskynde til, at I tyskere også tænker på jeres andel heri – for eksempel, at Tyskland efter en brøkdel af den tid ikke længere vil have nogen sten tilbage ovenpå en anden.

Af det seneste britiske raid over Hitlerland har det gamle Lübeck lidt skade. Det går mig på. Det er min fødeby. Angrebet gjaldt havnen ved Travermünde og dens krigsindustrielle anlæg, men forårsagede brande i byen og jeg bryder mig ikke om at tænke på, at Marienkirchen, det herlige renæssancerådhus eller skibsfartsselskabets hus skal have lidt skade. Men jeg tænker også på Coventry og har ikke noget at indvende mod den lærestreg, som alle må betale.

Der vil være flere lübeckere, flere hamburgere, kölnere og düsseldorfere, som heller ikke vil have noget at indvende, og som ønsker held og lykke til Royal Air Force, når de hører drønene over hovedet på sig. Sågar kan det være, at min egen fornemmelse for retfærdigheden ved disse bombardementer bliver sat på endnu en besynderlig prøve.

Mens svenske blade melder om det, spørger amerikanske blade til, hvorvidt mine bedsteforældres hus, det såkaldte Buddenbrookhus i Mengstraße, skulle være blevet ødelagt af raiden. Jeg ved ikke, om nyheden er sand. Takket være min ungdomsroman tænker mange udefrakommende kun på dette hus, når de hører navnet Lübeck, og det falder dem derfor let ind, når bomberne falder over Lübeck.

Der på stedet har det ganske vist heller ikke længe heddet Buddenbrookhuset. Ærgerlige over at fremmede altid spurgte derefter, har nazisterne omdøbt det til Wullenweberhuset. Men denne dumme bande ved ikke engang, at huset med et stempel fra det attendeårhundrede på sin rokokogavl, ikke kan have meget at gøre med en forvoven borgmester fra det sekstendeårhundrede. Jürgen Wullenweber har med sine krige mod Danmark tilføjet megen skade til sin by. Og lübeckerne gjorde det af med ham, ligesom de måske en dag vil gøre med dem, der fører landet i krig nu.

Om beboerne af Buddenbrookhuset, hvorfra man nu har fjernet mit navn, kan man kun sige, at de gjorde godt for byen. Det har jeg selv, på min egen måde, forsøgt at efterfølge. Det er nemlig vores tradition, på egen måde at følge traditionens eksempel.

Det gamle borgerskabshus som man nu siger ligger i ruiner, var for mig symbolet på den overlevering, som min familie har givet mig med sig. Men den slags ruiner er ikke skræmmende for den, der lever efter fremtiden og ikke bare orienterer sig efter fortiden. En tidsalders undergang behøver ikke betyde det endelige for dem, der har deres rødder deri, vokser deraf og som skildrer epoken. Men Hitlertyskland har hverken tradition eller fremtid. Det kan kun falde sammen.

Af dets fald, kan der måske opstå et Tyskland, der kan tænke og håbe. Som både tilgives kærlighed bagud for det, der har været og fremad for menneskenes fremtid, hvorved folkenes kærlighed i stedet kan vinde over dødeligt had.