Thomas Mann: Fred, skam og skyld

I sin tale fra januar 1945 – nær tolvårsdagen for Hitlers magtovertagelse – følger Thomas Mann det spor, som han lagde ud i talen fra april 1942. Dengang handlede det mest om fortiden, mens han nu vender sig mere mod fremtiden og tyskernes greb om den. Sikkert fordi krigens udfald og Tysklands nederlag på det tidspunkt forekom uundgåeligt.

Den samme tvivl, som knyttede sig til Manns eksil og fremtiden i det hele taget – og som skjuler sig i hans ellers selvsikre udsagn om, at han altid vil bære Tysklands fremtid med sig – viser sig her: Skal man glædes over krigens snarlige afslutning, eller må man fortvivle?

Nok havde Mann svært ved at lægge Tyskland helt bag sig til at begynde med, men endnu sværere havde han ved at vende tilbage. Så langt nåede han heller aldrig at komme, da han igen forlader USA og i stedet finder sit sidste hjem og eksil i Schweiz.

Når man læser talen og Thomas Manns overvejelser fra 1945, forstår man bedre hvorfor. Her antyder Mann sin egen indre kamp over terroriseringen af hjemlandet og ikke bare sin barndomsby. Han gør territoriet til en fællesnævner, der suger folkets og kulturens skam og skyld til sig, og som binder individet til jorden.

Men det betyder hverken, at folket per se er skyldigt, eller at det enkle individ er frasagt sit ansvar. Ansvar er nemlig noget, vi alle må tage, men på hver vores vis, eftersom det handler om en særlig relation mellem historie og fremtid, som foreskriver, at vi bedst forvalter fremtiden ved at tage ansvar for historien.

På den måde knytter Manns korte begreb om ansvar sig til hans romanfigur i det hele taget. Historisk betyder det, at nazismens unge tysklandshistorie – som er fuld af uhyggelige episoder – må omstyrtes for fremtidens skyld, for at Tyskland kan forvandle sig til andet end et modsætningsbillede på den frie verdens opbyggelighed. /Alexander Skjernov Asboe, freelancer og idéhistoriker

Januar 1945

Tyske lyttere!

Siden den 30. januar 1933 er det tolv år med Hitler. Det giver anledning til eftertænksomhed. Han vil være fortid engang: Det kan dårligt vække glæde og heller ikke stolthed, endnu mindre må det forlænge en kunstig trods, men heller ikke frygtløs fortvivlelse og selvforagt. I stedet må det fatte vores bevidsthed om vores frygtelige misgerning, der både var en ulykke, men samtidigt kræver sig sin strafskyld.

Dertil kommer håbet, visheden om, at det nu snart er slut, at dagene med den tyske histories mest rædsomme og skamfulde episoder er talte. At det mareridt snart er drømt til ende, som man ellers bare ønskede, var en drøm.

Men det er desværre virkelighed. Europa og hermed Tyskland ligger i ruiner. Nationalsocialismens fysiske og moralske ødelæggelse er uden sidestykke. Dens røveriske og morderiske raseri, dens affolkningspolitik og hvad den har kostet af blod og ejendom kan ikke gøres op. Det er grufuldt selvom den sjælelige ulykke, der er årsag hertil, vækkes af nationalsocialismens terror, vanhelligelse og fordærvelse, af dens nedværdigelse og menneskelige nedbrydelse, som skete med løgnens og dobbeltbevidsthedens tvang, af samvittighedstvang.

Efter at have begået tusind ugerninger i Tyskland blev krigen sluppet løs. Den krig som nazisterne fra begyndelsen bar i sig og var ensbetydende med. Er der tale om det tyske folks skyld, som så et blodigt skræmmebillede som dets frelser?

Vi vil ikke tale om skyld. Det er ikke noget navn, der egner sig for en ulykkelig histories fatale sammenkædning af begivenheder. Men er der tale om skyld, så er det et sammenfald af det meste skyld i verden. For ansvarlighed er noget andet end skyld. Vi tyskere er alle ansvarlige for det, der er opstået af det tyske væsen og som har manifesteret sig historisk med den tyske stat. Det er for meget forlangt af andre folk, at de skal kunne skelne rent mellem det tyske folk og nazismen.

Hvis det findes: Tyskland, dets folk som én historisk skikkelse, som én kollektiv personlighed med fælles karakter og skæbnebane, så er nationalsocialismen ikke andet end den form, som et folk, det tyske har bragt sig selv i for tolv år, ved at sætte sit dumdristige forsøg på verdensundertvingelse og slavegørelse i værk ved hjælp af de mest omfattende, grusomme og ondskabsfulde midler som historien kender. Og det lykkedes næsten. Sådan må verden opfatte det, når selv brede masser af fredselskende tyskere heller ikke kunne se igennem det.

Tysklands modstandere, som alle har ofret meget – også det store og rige land, hvorfra jeg taler, har ofret sig og betalt en høj pris – har siden krigens første dage stået overfor hele den tyske intelligentsia, skaberkraft, tapperhed, sammenhængskraft og militære dygtighed. Kort sagt hele den tyske folkekraft, som stod bag regimet og kæmpede dens kampe – og ikke overfor Hitler og Himmler, som slet ikke havde været til, om ikke det havde været for den tyske befolknings blinde troskab, som stadig i dag strides og falder med ulyksaligt løvemod for skurkene.

Men det er ikke for deres skyld, siger I? Det er i stedet for den hellige tyske jord. Mine venner, den tyske jord er for længst blevet fornedret og vanhelliget af en herskerklasse, som Tyskland aldrig skulle have underkastet sig. Takket være løgne, uretfærdighed og forbrydelser kræver dets forsvar ikke tappert mod, men forstokket trods. Det er blevet meningsløst.

Det mod, der fortsat viser sig at bestå i dårligdomme, er i virkeligheden en angst for en ny begyndelse, og at den bliver enden på alt. Det er en fejhed, der stiller folkets “død og genopstandelse“ ansigt til ansigt med dårligskab.

En ung digter har i Tyskland, under krigen og nazisterne, digtet versene:

Og vores ord, længe tilvænnet løgne,
Det egner sig ikke længere til hellige sange

Ligesom det her er med det tyske ord, er det med vores krænkede, tyske sværd. Det giver ikke længere mening at forsvare Tyskland, som ellers forbliver helligt for os alle. Bring i stedet tiden videre og gør en ende ved det, så en ny begyndelse, et nyt liv bliver muligt!