Man lagde et barn i bælte

Stemmerne i hendes hoved er tydelige: ”Du er klam. Du fortjener det. Skær nu! Du tør sikkert ikke. Du er svag. Fede so.”

Hun fører barberbladet ned i huden og lader blodet flyde ud af den fem centimeter lange flænge på højre arm. ”Var det alt, du kunne? Dybere, Lou. Alle hader dig. Du fortjener det. Dybere.”

Hun presser det lille stykke metal ned i den blodige revne. Kødet bliver mørkere dybere nede, og små gule fedtbobler kommer til syne. Hun betragter blodet. Så presser hun igen.

Det er 20. september 2005. Klokken er 12. Lou – som ikke ønsker at få sit efternavn frem, men hvis identitet er kendt af Føljeton – er 14 år, og hendes klassekammerater er i skole. Men Lou er alvorligt syg og afskåret fra at være med i den udvikling, vennerne gennemgår i 9. klasse.

Da hun tre timer senere træder ind på sin kontaktpersons kontor på Bispebjerg Hospitals ungdomspsykiatriske afdeling, kommer han til at skubbe til hendes ærme, da han skal måle hende. Såret springer op. ”Fede idiot,” siger stemmerne. ”Du lod ham se det. Du gjorde det med vilje. Bid dig selv!”

Mens hendes tænder borer sig ned i den arm, der ikke bløder, løber kontaktpersonen efter hjælp. Der skal to til at holde hende, mens en tredje lukker såret med flere sting. I journalen fra den dag fremgår det desuden, at hun efterfølgende får to beroligende sprøjter, men fortsat ”ikke kan lade være at være selvskadende, bider sig i læben, slår hovedet mod væggen, prøver at rive hår ud og komme til at kradse i såret”, og at hun klokken 15 ”bæltefikseres og falder til ro”.

På daværende tidspunkt har Lou været indlagt på Bispebjergs ungdomspsykiatriske afdeling i ni måneder. Oprindeligt skulle indlæggelsen ikke have varet mere end en måned, men hun er her stadig. Indlagt med livstruende anoreksi og selvskadende adfærd. Mens vennerne fester, overnatter hos hinanden og skændes med deres forældre, er Lous hverdag præget af tvangsmedicinering, bæltefiksering og låste døre. Hun er styret af stemmerne i sit hoved – for det meste en forvrænget udgave af sin mors – som fortæller hende, hvad hun må og ikke må. Mest det sidste. Hun må for eksempel ikke spise. Gør hun det, skal hun straffe sig selv. Det kan være ved at skære i sig selv eller banke hovedet ind i væggen. Det er altid straf. Aldrig belønning.

Otte år med indlæggelser

Elleve år senere henter Lou mig på Nykøbing Sjælland station. Hun er i stribet kjole, har langt brunt hår og en jordbærkage fra bageren i hånden. Selv om der er 25 grader i skyggen, har Lou en langærmet sort cardigan på. Den skjuler arene på armene, der i dag er eneste synlige tegn på, at hun har været syg.
Vi går til hendes lejlighed, hvor hun bor med sin kæreste og deres søn på et år. Hendes erindring fra sygdomsforløbet er klar, og hendes fortælling præcis med et væld af detaljer. Men hun kan ikke huske datoer og har kun selv journalerne for den sidste del af sygdomsforløbet, der endte med at vare otte år. Resten ligger hos hendes mor.

Efter mødet med Lou tager jeg derfor hjem til hendes mor i Valby for at høre, hvad hun husker fra årene, Lou var indlagt. Hun bekræfter Lous fortælling og udstyrer mig desuden med flere hundrede siders journaler. Journaler, der detaljeret beskriver, hvad der er blevet sagt og gjort hver dag i de år af Lous liv, hvor hun var indlagt på Bispebjerg Hospital. De viser, at hun blev udskrevet sidste gang fra Bispebjerg Hospital 9. februar 2007, hvor hun kom på behandlingshjemmet Dyssegården og overgik til Hillerød Hospitals psykiatri. Herfra fulgte seks år ind og ud af hospitaler rundt i landet, indtil hun i august 2013 blev udskrevet fra Slagelse akutmodtagelse for sidste gang.

I dag beskriver Lou selv indlæggelserne på Bispebjerg som de værste perioder af sit otte år lange sygdomsforløb. Det var der, hun var udsat for mest tvang og kun meget begrænset måtte forlade hospitalet eller få besøg udefra.

Selv om hun også i årene efter Bispebjerg var under tvang, var der samtidig perioder, hvor hun var frivilligt indlagt.

Af hendes journaler fremgår det, at der ikke var en eneste dag under hendes indlæggelser på Bispebjerg, hvor hun ikke var underlagt én eller flere former for tvang, som spændte fra tvangsmedicinering i pilleform over beroligende indsprøjtninger og fastholdelse til tvangsernæring og bæltefiksering.

Tilbage i klassen

Det er morgen onsdag 1. februar 2006, og Lou er på vej til skole. Hun mindes ikke nogensinde at have gået turen så langsomt før. Normalt plejede hun at have travlt om morgenen. Men ikke denne dag. Det er første gang i over et år, hun skal se sine venner på Freinet Skolen i Valby. Hvordan forklarer man, hvordan det, hun har været igennem det sidste år, føles?

Efter et år og syv dages indlæggelse er hun blevet udskrevet fra Bispebjerg Hospital. I journalerne fra perioden op til, hun bliver udskrevet, fremgår det, at hun især lægger vægt på, at hun ser frem til at komme tilbage til vennerne i klassen og til at være sammen med sin kat. I dag husker Lou mere savnet til sin mor og sine fire søskende samt længslen efter at være en person frem for en patient. Hun husker også at have savnet sin far. Men beskriver, at savnet havde været konstant siden forældrenes skilsmisse i 1996, fordi Lou boede hos sin mor og i en lang periode slet ikke så sin far.

Lou nærmer sig skolen og kan se den store brune murstensbygning, som hun kender så godt, men ikke har besøgt i over et år. På et skilt ved indgangen til brostensgården står der med farverige bogstaver ‘Velkommen til Freinet Skolen’.

Men Lou føler sig ikke velkommen. Hun leder efter gode minder fra sin skoletid, men alt det, hun længtes sådan efter bag låste døre på Bispebjerg Hospital, synes væk.

Lou og veninderne prøver at udruge et kogt æg, som den ene har haft med på madpakke. Lou spiser sure æbler fra æbletræet i skolens have og får ondt i maven. Lou skråler med på Shu-bi-duas ‘Hvalen Hvalborg’ til fællesmøde med hele skolen i gymnastiksalen.
Alt det er forsvundet og erstattet af stemningen fra de dystre situationer, der også fyldte i Lous barndom.

I journalen står der, at hun som 15-årig ikke kan huske, at hun har været rigtig glad, siden hun var helt lille.

Politiet kommer

Det er eftermiddag 21. februar 2006, og der er gået tre uger, siden Lou blev udskrevet. Hun kan mærke sit hjerte slå, og det gør ondt bag øjnene. Hun vil ikke tilbage til Bispebjerg. Det suser for ørerne, og maven snører sig sammen. Selv om temperaturen er omkring frysepunktet, mærker hun ikke kulden. Hun går med sin mor på vej hjem fra lægen, der netop har indlagt hende på gule papirer. Det betyder, at hun ikke behøver at tage til hospitalet akut, men inden for nærmeste fremtid skal tvangsindlægges, hvis hun ikke selv henvender sig. I journalen fra lægen står der desuden, at Lou trods aftale fortsat sulter sig og skærer sig i armene. Hun kaster op, når hun har spist og har tabt sig 700 gram siden udskrivelsen.

Resten af dagen husker Lou kun i glimt, men hendes mor fortæller, at hun om aftenen måtte bruge magt for at forhindre Lou i at forlade huset, efter Lou havde truet med at springe ud foran et tog. Naboen var efterfølgende kommet ind for at hjælpe, så jeg ringer til ham for at høre, hvad han husker fra den aften.

Naboens fortælling

Klokken er lidt i midnat 21. februar 2006, da det ringer på døren hjemme hos Hans Henrik Agger. Naboens to drenge står på trappen, da han åbner.

”Kan du komme ind og hjælpe med Lou?“

Det er den ældste, Isak, der spørger. Den yngste, Jon, kigger ned på sine fødder og siger ikke noget.

”Bliv her, drenge. Jeg går derind,” svarer han.

Da han få sekunder senere åbner hoveddøren ind til nabohuset, kan han med det samme høre hende. Lous skrig lyder som hyl fra et såret dyr. Han løber op af trappen til første sal og ind i Lous mors soveværelse.

”Lou, for helvede,” siger han og sætter sig på kanten af sengen.

Lous mor går ud af rummet for at ringe efter politiet, og Hans Henrik er alene med Lou.

Hun sidder helt presset op mod væggen i hjørnet af sengen. For brystet knuger hun med begge arme om en pude. Hendes ansigt er gemt bag håret og skuldrene ryster af gråd, der kun afbrydes, når hun i korte stød hiver efter vejret. Armene er bundet ind i bandager, der ligesom puden og lagenerne er plettet af blod. Hans Henrik kan ikke bedømme, hvor blodet kommer fra. Da han nærmer sig hende, tager gråden til og bliver atter til paniske skrig, mens hun rokker fra side til side. På natbordet ligger Harry Potter og De vises sten.
Uden rigtig at vide hvorfor tager han bogen i hånden. Han rejser sig og rykker en stol ud i rummet, som han sætter på. Han slår op på en tilfældig side og begynder at læse højt.

Han prøver ikke at overdøve hendes gråd, men læser stille og roligt. I takt med han vender siderne, forvandles gråden til stødvise hulk, og vejrtrækningen bliver rolig. Hun tager en dyne om sig, kravler ud af sengen og sætter sig på gulvet med hovedet mod hans knæ. Forsigtigt aer han hende i håret.
”Det er ikke så dybt,” hvisker hun så, og han forstår, hun mener såret.
Sådan sidder de, da to politimænd kommer ind og spørger, om hun er klar til at tage med på hospitalet. Hun nikker, mens tårerne triller ned ad kinderne.
Da de kommer ud på Bispebjerg Hospital, bliver Lou indlagt med det samme. En indlæggelse, der kommer til at vare et år, og som Lou ti år efter beskriver som den værste periode i sit liv.

Tvangsernæring

”Lou, hvorfor sover du på gulvet?”

”Du skal ikke svare. Lad være med at svare ham. Du kan sikkert ikke lade være. Bank dit hoved ind i væggen!”

”Lou, du skal svare.”

”Ingen elsker dig. Du er intet værd. Alle synes, du er fed.”

Hun banker sit hoved ind i væggen.

”Lou, det er sidste chance, stop med det der.”

Selv om stemmerne beordrer hende til det modsatte, svarer hun alligevel, som sandt er, at sengen føles forkert i dag. Det er mere rigtigt at sove på gulvet.

”Det var det. Hvis du ikke spiser frokost selv, bliver vi nødt til at give dig sonde.”

Overlægen forlader Lous stue på Bispebjerg Hospitals ungdomspsykiatriske afdeling F6.

Det er dag to af Lous anden indlæggelse. Hun har sultestrejket før, men det er første gang, sondemad kommer på tale. Mens overlægen er ude og hente sonden og det nødvendige ekstra personale, fjerner Lou sig fra det sted på gulvet, hvor hun har sovet og kryber over i hjørnet mellem kommoden og døren. Hun trækker benene op under sig og ruller sig sammen til en kugle. Hendes sortfarvede hår glider ned og skjuler hendes ansigt. Snot og tårer blander sig med koldsved, så håret klistrer til hendes ansigt, mens hun knuger armene om sine knæ og rokker frem og tilbage.

Overlægen kommer tilbage med et følge på fem. I hånden holder han en pose med 700 milliliter gul grød. Det skal ned i Lous mave via en slange i næsen.
Det var første gang, Lou blev tvangsernæret. Af journalerne fremgår det, at hun i den følgende måned kun spiste fire måltider selv. Resten var med tvang gennem en slange.

Selv om hun i dag ved, at hun var syg dengang, er hun usikker på, om det havde været lige så alvorligt, hvis hun havde fået en anden behandling.

”De tog alt fra mig. Jeg var ikke Lou. Jeg var ikke et barn. Jeg var bare en patient. Hvis man oplever det længe nok, så bliver man sgu da også syg,” forklarer hun.

I dag er Lou ikke længere en patient. Hun er Theos mor og Ronnies kæreste. En ung kvinde, der bor med sin familie i Nykøbing Sjælland. Hun er desuden i disse dage ved at færdiggøre folkeskolens afgangsprøve. Hvis alt går som planlagt, bliver hun også sygeplejerske inden for de kommende år.

Fejldiagnosen

I august 2013 blev hun for sidste gang udskrevet af psykiatrien efter et kort ophold på Slagelse akutmodtagelse. I juli 2014 tog hun sin sidste medicin mod skizofreni og har været medicinfri siden. Hun har ikke skåret sig i armene siden januar 2014, og for otte måneder siden modtog hun så et brev, der satte det endelige punktum for hendes sygdomsforløb.

7. januar 2016 gav distriktspsykiatrien i Nykøbing Sjælland Lou papir på, at hun ikke længere er syg.

”Lou har ikke længere symptomer på nogen psykisk lidelse. På baggrund af forløbet må det derfor konkluderes, at det ikke har drejet sig om en skizofreni, men om en belastningsreaktion,” hedder det konkluderende i en redegørelse fra distriktspsykiatrien.

Brevet anerkender, at Lou, fra diagnosen blev stillet, er blevet behandlet for en sygdom, hun ikke har haft.

Hun ved ikke, hvordan hendes forløb havde været, hvis hun aldrig havde fået diagnosen.

”Jeg kan faktisk ikke holde ud at tænkte på det. Det var, som det var, og jeg kan ikke ændre på noget af det alligevel,” forklarer hun.
Peter Fleng Daniel var fast psykiater på Lous afdeling på Bispebjerg Hospital mens, hun var indlagt. Han lyder overrasket og glad, da han hører, at hendes skizofrenidiagnose er blevet fjernet.

”Ja, det kan jo lade sig gøre. I dag ved vi jo, at mange bliver helt raske,” siger han.

Han kan ikke svare på, om Lous forløb havde været anderledes med den viden, han har i dag.

”Om jeg ville gøre det anderledes i dag? Det er svært at sige. Man lærer jo hele livet, og jeg havde ikke samme erfaring dengang. Jeg har gjort mig mange overvejelser omkring hende, men jeg kan ikke sige, om jeg havde gjort noget anderledes i dag,” siger han.

Skal passe på

Selv om Lou er rask i dag, har otte år i psykiatrien sat sit præg på hendes liv. Når hun spiser, sætter maden sig ofte fast i ganen. Slangen fra de mange sondemåltider har gnavet et hul i hendes svælg, der aldrig forsvinder. Når hun forlader hjemmet, har hun aldrig bare arme. Selv om arene er pænere, end de har været og delvist er dækket af tatoveringer, vil man ikke være i tvivl om, at Lou har været syg, når man ser dem. Hun vil gerne tabe de ekstra kilo fra graviditeten. Men når hun beslutter sig for det, går der ikke lang tid, før hun ubevidst begynder at tælle kalorier og må afbryde kuren.

”Jeg kommer altid til at skulle tænke over de her ting. Og jeg skal passe på ikke at falde i gamle mønstre. Hvis det bliver svært, kigger jeg bare på Theo, og så går det over,” siger Lou.