Rosengård har mistet respekt for forstadens konge

Den nye Zlatan – en mådeholden småbørnsfar, der henter drengene i daginstitutionen og sms’er med forlæggeren Albert Bonnier – minder om den Zlatan, som Tony Flygare husker. Tony Flygare er barndomsven med Zlatan. De spillede fodbold sammen i Vitemöllagatan i Malmø. Flygares mor er fra Sarajevo. Tony og Zlatan talte sammen på serbokroatisk, havde samme modersmålslærer og de styrede på tv-spil.

Sidste år udgav Flygare selvbiografien ’En gång var jag större än Zlatan’, skrevet af journalisten Daniel Nilsson-Padilla. Bogen skildrer, hvordan Zlatan fejrer jul og tager med familien Flygare på ferie i Spanien.

Zlatans egen selvbiografi overdriver, mener Tony Flygare: »Han beskriver sig selv som en rod i bogen. Og skriver også, at jeg var en rod. I virkeligheden var det mig, som var den vilde. Når Zlatan stjal cykler, så stjal jeg biler. Han nægtede at køre med, når jeg havde en stjålen bil. Han var kvik allerede dengang. Han var også superforsigtig, og vidste hvordan man træffer valg her i livet«.

Overdrivelser i bog

Man kan forstå Tony Flygares kritik af Zlatans barndomserindringer således: Sårbarheden som David Lagercrantz skildrer i ’Jeg er Zlatan’ er ægte nok. Tony og Zlatan havde kun fodbolden. Enten lykkedes de med at blive de bedst til fodbold ellers ventede et rengøringsjob forude: »Det var skræmmende,« siger Tony Flygare om at indse dét allerede som barn.

Samtidig overdrives sårbarheden i David Lagercrantzs fortælling, mener Flygare. Det er misfortolket. Det hævdes f.eks., at Zlatan var 20 år, før han så en svensk film, ikke kendte navnene på svenske idrætsstjerner, aldrig havde besøgt centrum i Malmø og følte sig sig fortabt på det centrale Gustav Adolf-torv.

»Vi var der jo hele tiden,« siger Tony Flygare: »Vi var til Malmöfestival, på diskotek eller bare for at æde et eller andet. Alt andet er useriøst. Vi var bolddrenge for landsholdsmålmanden Thomas Ravelli og dyrkede ham lidt som et idol. Zlatan kastede bolden ind til Mikael Nilsson, som har spillet over 300 kampe i den bedste svenske liga, Allsvenskan. Selvfølgelig vidste Zlatan, hvem han var«.

Zlatan som Robin Hood

Da Zlatans karriere tog fart mod stjernerne, ramlede Flygares karriere. Efter et misset straffespark mod Halmstad blev Flygare droppet af Malmö FF. Hans liv kæntrede. Overvægt, spillemisbrug og hjemløshed. I dag arbejder han i skolesystemet i Malmø og har en nyfødt datter. Han håber, at hun vokser op som et barn mellem højhuse, ligesom ham selv og Zlatan, men datterens mor drømmer om villalivet.

»Jeg har forstået, hvad det handler om,« siger Tony Flygare: »Zlatan skal være Robin Hood-figuren. Den udvalgte. Som kommer nedefra. Jeg krydser fingre for, at det fører noget godt med sig. Risikoen er, at fortællingen ender med at skuffe. Mange indvandrere satser nu alt på fodbold og knækker. Det er forfærdeligt, faktisk«.

Myten knækker unge

Zlatan gav David Lagercrantz for frie tøjler. Det er Tony Flygares analyse. Han støtter sig til Lagercrantz’ egne udtalelser på en bogmesse i Wales i foråret: »Citaterne i bogen er ikke ordret gengivet,« sagde Lagercrantz fra scenen. Han har i stedet »destilleret essensen ud af Ibrahimovic«.

»Jeg læste i avisen, at han kørte sit eget lille spil, ham Lagercrantz,« siger Flygare: »Min forfatter ville også først køre sit eget spil med mig. Han skrev, at græsset var grønt og blomsterne blomstrede. Jeg sagde: Slut. Det går ikke. Hvis det skal fungere, er det nok bedst jeg selv taler«.

Anja Gatu, som er tidligere sportschef på Sydsvenskan, er enig i en del af indvendingerne: »Jeg hader det der helteepos,« siger hun: »Det smadrer det for mange børn. Det kan vare flere hundrede år, før vi igen får en idrætsmand af Zlatans kaliber. At hævde at man skal være Zlatan for at slippe ud af Rosengård er at tilskrive bydelen større problemer, end den har. Der er bestemt muligt at gå i gymnasiet og derfra til en videregående uddannelse. Det er der mange eksempler på«.

Ambassadør for ghetto

Luciano Astudillo er sekretariatschef for Socialdemokraterne i Malmøs kommunalbestyrelse, og han er delvist enig. Tilbage i 2005 var Astudillo formand for Mabi, Malmö Anadolu Boll & Idrottsförening, senere FC Rosengård, en af Zlatans drengeklubber. Luciano har et foto hængende af Zlatan på sin kontorvæg: overvældende smil i profil.

»Zlatan er en kæmpe ambassadør for Rosengård,« siger Luciano Astudillo. Samtidig er det livsfarligt at gøre ham til idealet, som alle stræber efter. Nu ved jeg ikke, hvor hård Zlatans far var, men vi havde mange unge spillere i Mabi, som blev presset hårdt af deres fædre: 13-14-årige, der tissede i sengen om natten. Gennem fodbolden forsøger mange at give deres børn et bedre liv, end de selv har haft. Det kan gå helt galt«.

Dobbelt identitet

Sociologiprofessor Mats Trondman har forsket i gymnasieelever i Malmø. Syv ud af ti gymnasieelever med »indvandringserfaring« har en såkaldt »dobbelt identitet«. Selv om de er født i Sverige, føler de sig ikke som svenskere.

»De ser sig selv gennem andres billeder af dem,« siger Mats Trondman: »En mangel på anerkendelse. De vil ikke være perkere, men bliver perkere, hvis man skal trække det skarpt op. Nogle står imod, andre tænder af på det, nogle bryder sammen. Men alle er nødt til at håndtere det. Når Sverigesdemokraterna eller andre siger, at de ved, hvordan de unge er, ja, så kan det få nogle unge til at efterleve dette klichébillede af en rod fra forstæderne, en ’Zlatan’ så at sige«.

Videre i klasserejsen

Måske er Zlatan træt af at være ’Zlatan’, roden fra Rosengård? Måske er han træt af mottoet fra selvbiografien: »Man kan trække en fyr ud af Rosengård, men man kan ikke trække Rosengård ud af en fyr«. Måske har han nået en fase i sin klasserejse, så han nu vil korrigere billedet af barndommen. Måske vil han nu være et bedre forbillede?

»Jeg tvivler på, at disciplin var hans mest fremtrædende karaktertræk,« siger Anja Gatu: »Det er snarere en efterrationalisering. Med tiden er han blevet sådan, og vil nu gerne se sig selv sådan. Mange yngre fodboldspillere undervurderer, hvor meget hårdt arbejde det kræver«.

Dele af Rosengård er også trætte af Zlatan. I november 2013 fik Anders Svensson en bil af det svenske fodboldforbund som en tak for at være den spiller, som har spillet flest landskampe. Kvindespilleren Therese Sjögran fik intet, selv om hun har spillet flere kampe. Og debatten flammede op.

Da avisen Expressen fik fat i Zlatan på telefonen, sagde han: »Hvordan fanden kan man sammenligne en kvinde- og en mandepræstation? De kan da få en cykel med min autograf, så er alt ok«.

»En dårlig joke, som ikke engang tager kegler i Rosengård,« siger Anja Gatu.

Det stemmer. Det er svært at få pigerne til at spille fodbold i Rosengård, og det bliver ikke lettere, når forstadens konge laver fis.

Bare lidt respekt

»Vi har et enormt problem,« siger Ivica Kurtovic, som er udviklingschef i FC Rosengård: »Der findes forældre i Rosengård, som ikke gerne ser piger spille fodbold. Efter skole virker det næsten til at være forbudt. Det er sørgeligt. I alderen 7-10 år er det ekstremt svært. Blandt de yngre helt umuligt. Forældrene kræver også kvindelige trænere, hvad der også er vildt vanskeligt at finde«.

Klas Tjebbes, klubdirektør i FC Rosengård, kalder Zlatan for en byrde: »Vi går ikke og længes efter den fortabte søn,« siger Tjebbes: »Udtalelsen om cyklen var en hån mod os. At 80 små piger deltog i vores fodbold-sommerlejr er uendeligt meget vigtigere, end at Zlatan spillede her engang«.

Anja Gatu, som bor i en villa ved Rosengård, siger: »Personligt tabte jeg meget for ham efter den udtalelse. Det kræver så fandens lidt ikke at sige sådan noget; bare at vise lidt respekt«.

Hesteagtig mimik

Zlatan Ibrahimovic er 1,95 meter høj. Hans lægge skyder op som træstammer fra hans løsnede Adidas Y3-sko. Hver millimeter af hans krop er spændt som et trommeskind. Da interviewet begynder kigger han først ned i sofabordet. Efter nogle minutter møder han mit blik. Men jeg mærker snart, at han reelt stirrer lige forbi mig. Bare nogle millimeter. Han sidder længe sådan. Med blikket fikseret.

Hans mimik er som en hests. Han pruster med læberne for at afværge vanskelig spørgsmål. Hiver lidt i hestehalen. Når han strækker sig, føles det som en hingst, der rejser sig. Man træder instinktivt et skridt tilbage.

Zlatan er klædt i en tætsiddende sweatshirt fra Acne og knælange shorts fra Rick Owens – en designer fra Los Angeles, der laver avanceret tøj i gotiske mønstre. Rick Owens er blevet kaldt for ’the Godfather of brutal chic’, og interesserer sig som designer for den mandlige seksualitet.

»Jeg holder af Rick Owens. For mig er han cool. Han ser sej ud og laver tøj på sin egen måde,« siger Zlatan.

Hvordan opdagede du Rick Owens?

»Jeg så andre gå med hans tøj, og spurgte mig så frem. Senere har jeg set mere og mere af det. Men det er ikke sådan, at jeg går op i mode hver dag. Det er mere Helena«.

Metroseksuel modning

Zlatan har netop lanceret en parfume med sit eget navn. En duft, der er tilpasset fyre. Er parfumen en del af en begyndende metroseksuel modningsproces?

»I begyndelsen brugte jeg ikke dufte. Det afhænger af omgivelser. Da jeg kom til Italien begyndte jeg, og her i Frankrig er der kommet ekstra meget duft. Jeg har lært, hvor vigtigt det er med dufte«.

Når du tænker på kolleger, som har gjort karriere efter fodbolden, hvem beundrer du så mest?

»David Beckham er én, som har nået tinderne. Han har udnyttet sit ansigt perfekt«.

I septemberudgaven af magasinet Café posererer Zlatan i bar overkrop. Shortsene sidder så lavt, at han kan virke nøgen. Inde i magasinet skriger moderedaktøren Daniel Lindström fra en launchfest i en modebutik i forbindelse med parfumen. Zlatan beskrives som »solbrændt og ekstremt smuk«.

Hellere farlig end sexet

Men Zlatan virker endnu ikke parat til at træde frem som sexobjekt for andre mænd.

Hvornår føler du dig sexet?

Han fniser, men samler sig hurtigt sammen: »Jeg føler mig ikke sexet. Jeg føler mig farlig, dét kan jeg bedre li’. Sexet er jo ligesom sexlegetøj. Nej, for helvede. Dét er jeg ikke«.

Zlatan vender sig mod forretningskvinderne bag parfumen, som sidder ved siden af, Jessica Dersén og Marie Klockare Carlzon:

»Eller hvad? Jeg har attitude. Det kan jeg bedre li’«.

Hvornår føler du dig farligst?

»Neej, det var altså bare en måde at sige det på. Det tager du fejl af. Det er ikke sådan, jeg mener det. Du må forstå forskellen, « konstaterer Zlatan og hæver stemmen.

»Hellere farlig end sexet. Jeg gør intet for at se sexet ud. Der er op til andre at vurdere, men det er ikke mit mål. Så hellere frygtet«.

Frygtet?

»Det vil man da hellere være«.

Ingen skuespil

Det siges, at du har en fremtid i Hollywood. Kunne du blive skuespiller?

»Jeg er ikke skuespiller«.

Hvorfor ikke?

»Jeg er mig selv hele tiden. Det er ægte, det du ser. Alt jeg siger er ægte. Der findes ingen skuespil her. Ikke fra mig«.

Er fodboldbanen ikke en slags scene?

»Dér er man kunstner. Det er forskellen. Ingen skuespil. Der er man artist«.

Jesper Fundberg, lektor i idrætsvidenskab og forfatter til bogen ’ Kom igen, gubbar! Om pojkfotboll och maskuliniteter’, undrer sig over Zlatans udtalelse.

»Skulle han ikke kigge på andre mænd? Han kigger jo sygt meget på andre mænd. Han spejler sig i andre mænd, bekræfter mænd og søger selv bekræftelse hos andre mænd«.

Her er vi inde i kernen af Jesper Fundbergs forskning. Mænd, der interagerer med andre mænd, men forsøger at undertrykke deres følelser i omklædningsrummet.

»Zlatan er en lille dreng, som er så bange for sine egne følelser, at han bare siger: Puff. Vis ingen følelser. Det går igen i al forskning om maskulinitet. Se bare under nationalsangen. Zlatan står helt stiv, stoisk, som en maskine«.

X

Sociologiprofessor Mats Trondman mener, at Zlatans dobbelte maskulinitet – både rå og yndefuld, både urban og gammeldags – bidrager til hans popularitet.

»Zlatan er et mærkeligt mix. På den ene side er han moderne, og på den anden side bærer han på en traditionel forestilling om, hvad en familie er. Hierarki, disciplin. Det elsker mange. Han er ikke en sådan alternativ type. Men han skal skræve over modsætninger, ellers ville han miste meget troværdighed. Det er helt sikkert en stor byrde at bære«.

Mats Trondman tænker, at Zlatans forhold til den elleve år ældre Helena Seger tyder på en vilje til at udvikle sig, til at modnes i sin manderolle.

»Nu lyder jeg måske som en sladderblad,« siger Mats Trondman: »Men i min måske alt for romantiske drøm er hun den, der holder ham på plads, som opdrager ham, og han accepterer derfor, at hun har civiliseret ham og vist ham en ny verden.«

Helena er vældig sej

I Paris spørger jeg Zlatan Ibrahimovic om Helena Seger.

Er hun sej?

»Hun er god. Helena er jo ældre end mig, så hun har haft meget tålmodighed. Det har ikke være let for hende, når man tænker på, hvad hun har stået model til; alt det, som sker og den måde vi lever på. Men som person er hun vældig sej. Hun tager sig af børnene, når jeg ikke er der. Hun holder det hele sammen«.

Tager du imod forretningsråd fra hende?

»Familieråd, yes. Andre sager blander jeg hende ikke ind i. Hun skal ikke bruge energi på alt det, som hun ikke har noget med at gøre«.

Har hun været med til at få idéen om parfumen?

»Hun har været lidt offside, når det gælder den, for hun arbejder med et andet projekt, som vi har vi på vej«.

Kører egen kultur

Når vi taler om fremtiden siger han:

»Der er mange ønsker. Fra fruen også. Men de kommer i anden række«.

I et ofte citeret interview med Expressen siger Zlatan, at mand skaber mænd, apropos Maximilian og Vincent. Jeg spørger ham:

Kunne du tænke dig en datter?

Han stønner.

»Jeg er glad, så længe børnene har det godt, når det gælder helbred og så videre. Om det er en dreng eller en pige spiller ingen rolle«.

Du må have oplevet mange opdragelseskulturer i og med, at du har flyttet rundt?

»Jeg tror alle har sin egen kultur. Jeg kører min egen, som jeg har lært fra mine forældre, blandet med Helenas, ik’?…«.