Efterårsudstilling i det umuliges kunst

2025-planen

Trylleformularen, der skal få hele efterårets politiske puslespil til at gå op, har kodenavnet ’2025-planen’. Her starter og slutter alt, og heri ligger også den største tekniske og intellektuelle udfordring: Regeringen Lars Løkke Rasmussen II vil i løbet af få uger præsentere en økonomisk plan, der skal få statsfinanserne til at balancere i en tid med faldende indtægter og øgede udgifter, og ydermere finde ekstra penge til at kunne leve op til både egne valgløfter og de andre borgerlige partiers krav.

Alligevel er ‘2025-planen’ på bagvendt vis den letteste brik at få plads, af to årsager: For det første er 2025-planen Venstre-regeringens egen plan. Finansminister Claus Hjort Frederiksen kan egenhændigt lægge præmissen for alle øvrige forlig. For det andet har Venstre hele regeringsapparatet til at hjælpe sig. Tusindvis af begavede bureaukrater arbejde i de kommende uger på højtryk for at vride tallene, så udgifter skjules eller udskydes, og indtægterne omvendt pumpes optimistisk op.

Kræftplanen

Det næst-letteste kompleks at lande er den forestående kræftplan, nummer fire i rækken, som regeringen allerede har afsat penge til – og som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet det faglige grundlag for, ‘Styrket indsats på kræftområdet‘. Alle er enige om at styrke kræftbehandlingen, og politisk set er der derfor ingen væsentlige genvordigheder.

Bortset fra én, nemlig at sygdom- og sundhedspolitik har topprioritet blandt vælgernes bekymringer. At dele flere penge ud og foreslå organisatoriske ændringer kan derfor vise sig ikke at være nok til at tilfredsstille de mange vælgere, særligt blandt dem, der stemmer på Dansk Folkeparti, som er stærkt utilfredse med bl.a. ventetider og nedskæringer i plejen. Hvad der burde være en entydig vindersag, er i en tid med høj politikerlede reelt en joker.

Pensionsreform

Kun få har hørt om projektet, men i regeringsgrundlaget fra sidste sommer hedder det: ”Der er fortsat grupper, som ikke er dækket af arbejdsmarkedspensioner. Derfor vil regeringen i foråret 2016 gennemføre en pensionsreform, hvis hovedsigte er, at restgruppen af personer uden egen opsparing til alderdommen reduceres markant”. Men intet skete i foråret 2016, måske fordi V-regeringen som én af sine første embedsgerninger valgte at nedlægge Pensionskommissionen. Ganske besynderligt.

Til gengæld har Lars Løkke lovet, at pensionsreformen skal strikkes sammen i løbet af efteråret. Historisk set kan det være yderst sprængfarligt at ændre på reglerne for tilbagetrækning, herunder pensionsopsparinger. Men indholdet er så tilpas teknisk, at regeringstoppen vil kunne håbe på, at detaljerne aldrig slipper ud til en bredere offentlighed.

Dybt nede i materien vil giftigheder kunne dukke op, ikke mindst fordi ambitionen om at få alle på arbejdsmarkedet til at spare mere op til alderdommen principielt minder om f.eks. præsident Obamas sundhedsreform – og på nøjagtig samme måde kan afføde en bølge af kritik fra de borgere, der ikke gider at betale for at få de sidste med ind. Pensionsreformen vil dog med stor sandsynlighed blive efterårets største stille reform.

PSO-løsningen

Nu begynder problemerne for alvor at boble. EU-kommissionen har underkendt hele det system, som finansierer omstillingen til vedvarende energi i Danmark – med den kryptiske titel ‘PSO’, Public Service Obligation. Ordningen er ganske enkelt traktatstridig, fordi den også pålægges udenlandske firmaer i Danmark. Venstre-regeringen har derfor accepteret, at PSO-afgiften skal udfases inden 1. januar 2017. Altså inden nytår, og dét er meget, meget snart i den politiske verden.

PSO’en vurderes til at ville have indbragt i alt 69,2 milliarder kroner frem mod 2025, og dermed forestår en enorm omlægning i de kommende måneder – og som næppe kan undgå at berøre en myriade af andre politikområder. Ganske paradoksalt foreslog Venstre inden sommerferien at hæve bundskatten med 0,31 procentpoint for at udligne indtægtstabet fra PSO-afgiften. Forslaget blev straks slået ned af de parlamentariske støttepartier, og Løkke beskyldt for løftebrud.

Men det er altså en bunden opgave at finde en gangbar løsning, og da Socialdemokraterne næppe har lyst til senere at overtage en kæmperegning, taler politisk logik for, at de to store partier vil finde sammen om et kompromis. Smukt bliver det næppe.

Ejendomsvurdering

Efterårets mest forbitrede ideologiske kamp, der i bogstaveligste forstand kan ende med at blive ført fra hus til hus, kommer til at handle om den årelange skandale med fejlagtige ejendomsvurderinger. Ved Folketingets afslutningsdebat før sommerferien sagde Lars Løkke: ”De nuværende ejendomsvurderinger er ikke gode nok – vi skal have mere retvisende vurderinger. Så boligejerne kan være trygge ved skatten – nu og i fremtiden”. Men dét er lettere sagt end gjort. Ikke mindst fordi nye, potentielle skattestigninger også ligger og lurer her.

Konservative har på forhånd meldt ud, at lavere boligskatter er deres topprioritet for efteråret – og de ønsker helt at afskaffe grundskylden. Problemet er blot, at alt tyder på, at de nye ejendomsvurderinger i sig selv vil blive endnu dyrere for boligejerne. I dag inddrives over 43 mia. kroner årligt i ejendomsværdiskat og ejendomsskatter, inkl. grundskyld. Selv små justeringer vil derfor kunne koste svimlende beløb, og hvis Venstre-regeringen tvinges til at afbøde omkostningerne ved de nye ejendomsvurderinger – som altså snart ikke kan skydes længere – vil alle ekstra penge lynhurtigt blive formøblet.

Hvis valget kommer her til efteråret, vil det med meget stor sandsynlighed skyldes, at de borgerlige partier ikke kan blive enige om fremtidens boligbeskatning.

Finansloven

Gavebåndet, der – måske – kan få alle de strittende pakker til at holde sammen, er den årlige og rituelle forhandling om næste års finanslov. Sidste efterår begik Lars Løkke og Claus Hjort en lille genistreg, da de gjorde samtlige delaftaler betinget af tilslutning til finansloven. De mange bolde, der skal holdes i luften samtidig, kan vise sig at blive en taktisk fordel for regeringen, ganske enkelt fordi såvel finansieringen som juristerierne omkring de vidt forskellige reformer og forlig kan blive knyttet sammen, og ingen partier dermed kan få sejre uden også at måtte acceptere andre nederlag. Sådan lyder det bedste tænkelige scenario for Venstre.

I virkelighedens verden kan det dog blive mere end almindeligt svært at få stort set alle partier i Folketinget til at gå sammen – om alt. I en tid, hvor olieindtægterne fra Nordsøen er styrtdykket, og samfundsvæksten stadig halter langt efter vores nabolande, vil der være så få eksta penge at gøre godt med i 2017, at også finanslovsforhandlingerne kan ende i et sammenbrud. Særligt hvis de tre parlamentariske støttepartier, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative, hver især ser større gevinster ved at profilere sig selv på Venstres bekostning.

Flygtningeudgifter

Indtil videre tegner 2016 til at blive et år med påfaldende få asylansøgere. Ja, trods hysteriet om masseindvandring og stormløb mod grænsen viser de foreløbige og faktiske tal, at antallet af ansøgere ligger markant under samme tidspunkt sidste år. Forrige uge kom kun 65 personer til Danmark.

Venstre-regeringen vil selv pege på, at de mange stramninger har virket. Andre vil give den tyske kansler Angela Merkel og hendes kontroversielle udvekslingsaftale med Erdogan-regimet i Tyrkiet æren for det opsigtsvækkende fald i antallet af asylansøgere.

Bundlinjen er dog, at faktorer helt uden for Folketingets kontrol pludseligt kan ændre migrationsmønstrene i Europa, og hvis dét sker, kan de borgerlige partiers bange anelser om eksploderende udgifter hurtigt blive til virkelighed. I så fald vil regeringen være nødt til at finde et betydeligt milliardbeløb i budgettet – penge, som skal trækkes væk fra andre tiltag – og så vil både præmisserne i 2025-planen og ikke mindst kommunernes allerede opstrammede budgetter kæntre.

Allerede sidste år overførte de borgerlige partier et flercifret milliardbeløb fra ulandsbistanden til at finansiere det hjemlige asylarbejde. Her kan næppe hentes meget mere, og en yderlige forværring af blodbadet i Syrien vil dermed – som et kaotisk sommerfugle-vingeslag – kunne få Lars Løkkes kabale til at bryde sammen. Totalt.

Terrorfrygt

Sommerens tragiske terrorangreb i Frankrig og Tyskland har efterladt hele Europa i en skrøbelig og ængstelig situation. Bevillingerne til politi og efterretningstjenester er for længst blevet drastisk forøget, ja, beredskabet over for mulige terroranslag er reelt den eneste del af den offentlige sektor, som har fået mærkbart flere penge i de senere år. Men lige meget hjælper det. Tilsyneladende. Terrortruslen er uforandret alvorlig.

Nye og desværre overvejende sandsynlige angreb i nærtliggende lande, eller måske ligefrem her i Danmark, igen, vil i første omgang kortslutte alle hjemlige forhandlinger, og i anden omgang føre til både krav om yderligere milliardbevillinger og uro på markederne. Ingen kan, vil eller bør planlægge efter de værst tænkelige scenarier, men den brutale kendsgerning er, at enhver mindelig snak om kræftplaner, pensionsreform, ejendomsvurderinger og energiafgifter kan være sprængt væk på sekunder.

Skattereform

Efterårets allerstørste skærmydsel tegner til at blive de virkeligt umulige forhandlinger om en ny skattereform. Fronterne er spændt op til det yderste: På den ene side kræver Liberal Alliance, at skatten ”på den
sidst tjente krone”, som det hedder i regeringsgrundlaget, sænkes ”med 5 pct.point”. På den anden side står Dansk Folkeparti fast på, at eventuelle skattesænkninger skal gå til folk med de laveste indkomster.

Begge dele har Danmark med statsgaranti ikke råd til, og statsminister Lars Løkke Rasmussen kommer derfor til, før eller siden, at måtte prioritere mellem hensynet til enten Liberal Alliance med 13 mandater eller Dansk Folkeparti med 37 mandater. Løkke kan ikke undgå at måtte gamble med sin regerings liv, og vil uanset, hvad han gør, risikere at udløse nyvalg.

Op gennem 00’erne lod Dansk Folkeparti sig spise af med symbolske stramninger i rets- og udlændingepolitikken, og blåstemplede så i øvrigt VK-regeringens økonomiske politik. Spørgsmålet er om denne form for studehandel stadig kan lade sig gøre med Kristian Thulesen Dahl i spidsen? Imod taler, at regelværket allerede er blevet strammet helt ud til konventionsgrænserne, og Dansk Folkeparti også har profileret sig på en mere socialt afbalanceret kurs.

For taler, omvendt, at Dansk Folkeparti vitterligt kan spises af med andre indrømmelser, mens Liberal Alliance på forhånd har truet med at vælte V-regeringen, hvis topskatten ikke er sænket inden juleaften.

Europol-aftale

Regeringens absolut sværeste opgave bliver at finde en snarlig løsning på nej’et fra EU-folkeafstemningen i december. Til næste forår ryger Danmark formelt ud af det fælleseuropæiske politisamarbejde, Europol, som dér overgår til at blive et overnationalt anliggende. Op til den britiske Brexit-afstemningen lød forklaringen, at Danmark måtte afvente og se, hvad der skete. Det værst tænkelige skete for Lars Løkke & co.

Nu hvor Storbritannien reelt er på vej til at påbegynde forhandlingerne om en egentlig udmeldelse – og Dansk Folkeparti dermed kun er blevet yderligere hærdet i modstanden mod overnationalt europæisk samarbejde – er manøvrerummet nu pinagtigt indskrænket for den danske regering. Ingen stats- og regeringsledere i resten af Europa gider bruge så meget som fem minutter på at overveje at give Danmark nye særregler. Storbritanniens exit fylder alt.

Uret tikker frem mod nytår, som realistisk set er seneste tidspunkt for at kunne lande en aftale – hvis Danmark vel at mærke ikke skal ryge ud af af både Europol og en række andre fælleseuropæiske samarbejde på retsområdet. Venstre har følt sig tvunget til at opstille en deadline for en parallelaftale: Juleaften!

Hvis regeringen ikke har forhandlet en særaftale på plads med de 27 andre EU-lande inden 24. december, og vel at mærke en aftale, som både de andre ja-partier og Dansk Folkeparti kan acceptere, ja, så skal vi til en ny EU-folkeafstemning. Formentlig i januar. Men så langt trækkes pinen næppe.

Forhindringerne er efterhånden så mange for Lars Løkke Rasmussen, at han i sandhed vil være en statsmand ud i det umuliges kunst, hvis han kan få jongleret alle 10 reformer og forlig på plads. Ellers er han historie. En trist historie.