Kære læser

Theresa Mays julegave

Stefan Wermuth/Reuters/Ritzau Scanpix

Vi ville så gerne give dig noget opløftende at gå ind i det nye år med, som at vi har været gode til at spare på strømmen, at flere siger nej tak til forbrugsræset, og at vi som en ekstra julegave fra tirsdag kan se frem til kun at bruge én oplader. EU har trumfet igennem, at elektronikproducenter nu har to år til at sætte den samme indgang i alle mobiltelefoner, så ingen kan fortsætte med at tjene penge på at køre solo. Sikke en julenyhed! En lang finger til Apple, men hvad skal man med et fælles stik, når man sidder i Ukraine og varmer sig på et stearinlys og mindes dem, man har mistet?

Hvis man da bare kunne få strøm. Det kan 9 mio. husstande ikke, efter det ukrainske elnet de sidste par uger er blevet bombet. 2022 har været et rædselsfuldt år. For et år siden er der givetvis ingen, der ville tro på, at vi er, hvor vi er i dag. Det siger vi fortærsket hvert år, men der er mere alvor bag ordene denne gang.

Nå, men så er vi da i det mindste ovre på den anden side af corona, siger du? Efter en måneds protester over landets restriktioner, hvor indbyggerne i Kina har holdt hvide papirer i luften for at få genåbnet landet, har regeringen taget en u-vending, lyttet og åbnet op. Men nu eksploderer coronatallene, mens præsident Xi Jinping gør, hvad han kan for at holde de officielle statistikker nede.

Man kunne blive ved. Det er selvfølgelig muligt at tro på, at 2023 skulle blive bedre. Så skulle det da lige være, at Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba åbner muligheden for fredsforhandlinger gennem FN i februar, selvom det er langt væk, når man fejrer jul til lyden af sirener.

 

Beviserne kommer gradvist

Der er også andre lyspunkter. Som i Storbritannien, hvor kaosset det seneste år har været totalt, men hvor der ifølge den tidligere konservative leder Theresa May er “håb forude“. Hun taler ikke om krigen i Ukraine, men om toryernes tillid til regeringspartiet: På landsdækkende radio siger hun nu, at hun tror den nuværende premierminister Rishi Sunak kan vende skuden og vinde næste valg, selvom det synes som en umulig opgave efter Boris Johnsons partygate og Liz Truss’ fejlslagne minibudget.

Det vil ifølge May kræve, at Storbritannien laver om på sine asylplaner. Mens den britiske højesteret inden jul afgjorde, at det rent juridisk vil være lovligt at sende asylansøgere til Rwanda – ligesom det er målet i Danmark – ved man tilsyneladende godt, at planerne bliver sværere at gennemføre. Mens gummibåde stadig dagligt ankommer ved Storbritanniens østkyst her i juledagene, har regeringen taget nye metoder i brug for at stoppe migranter i at komme til landet.

Det skal være sværere for internationale studerende at søge visum, mens regeringen undersøger muligheden for at hæve grænsen for, hvor mange penge en familie skal have stående på kontoen for at komme til landet. I dag skal et par tjene mindst 18.600 britiske pund og kunne dokumentere, at de kan dække udgifterne til deres børn. Og her inden parlamentets døre smækkede i før juleferien, lød det fra Sunak, at mennesker, der har været udsat for slaveri, skal kunne “bevise“ det. Hvordan skulle man kunne det? Som May rigtigt påpeger, er det som om der er noget, der er helt galt i regeringstoppen.

“Hvis du er en person, der er blevet handlet som sexslave, og det lykkes dig at finde vej ud af det og søge hjælp hos nogen, er der stor sandsynlighed for, at du ikke har et stykke papir eller en skriftlig erklæring fra nogen om, at du har været slave. Beviserne kommer gradvist,“ lød det på BBC’s Radio 4.

Det er altid nemt at være bagklog, særligt man har styret Storbritannien hovedkulds ud af EU med alt, hvad det afstedkom. Men May har trods alt en pointe: Både beviserne og historien udspiller sig gradvist, og alting kommer nok ikke til at ændre sig, bare fordi vi om lidt skriver 2023 i kalenderen. Og her er måske alligevel dagens gode nyhed: Der er et eller andet, vi kan gøre, og det er ikke at vende ryggen til. /Emma Louise Stenholm

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12