Kære læser

Doktor Ove

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Krisen består i, at det gamle ikke vil dø, og det nye ikke kan fødes; i den mellemliggende periode optræder der en mængde morbide symptomer.

 

Påmindelsen om den italienske forfatter og marxist Antonio Gramscis beskrivelse af den politiske krise i Fængselsoptegnelser kan vi ikke tage æren for. Den sender vi straks videre til ophavsmanden til konkurrencestatsbegrebet Ove Kaj Pedersen, der snart er ved at runde 75, og som gæster den nyeste særudgave af Altingets Esben Schjørring og Jakob Nielsens podcast om dansk politik.

“Antonio Gramsci kender du, ikke?“ spørger han en verbalt nikkende Schjørring. “Han havde jo det der fascinerende, at i overgangsperioder ved man godt, at der sker forandringer, men at det nye kan man ikke se […] Der er ingen, så at sige, sammenhæng i, hvad der sker. Det er meget sammensat. Det er meget stritten i alle retninger. Nogle ville sige, at det er meget komplekst, men det er det jo altid.“

Samtalen kommer vidt omkring. Ove Kaj Pedersen lægger ud med at præsentere sig selv som boomer og ser tilbage på sin opvækst på markerne i landsbyen Glesborg på Norddjursland, hvor hans landbetjentfar måtte rykke ud til “lørdagaftensslagsmål“ og “forbudt benzin“, fordi køretøjerne på landet “var fyldt med alt muligt skidt og møg“.

Men Ove Kaj Pedersen er altså hevet ind for at tale om, hvor han mener, vi bevæger os hen nu. Efter det overståede folketingsvalg, der har efterladt de fleste med en fornemmelse af, at tingene er i forandring, uden at vi nødvendigvis kan sætte ord på det. Og hvem bedre end manden, der fik konkurrencestaten ind i bevidstheden på både gymnasieelever og de højeste regeringslag ved at diagnosticere alt det, der er galt ved samfundsstress, præstationskultur og nedskæringer i det offentlige?

“Efterhånden er velfærdsstaten jo blevet et fuldstændig omsiggribende begreb. Accepteret af alle generationer, af alle partier, af alle sociale aktører. Dermed er den jo også blevet et konserverende begreb, fordi når alle accepterer det, har ingen opmærksomhed på, hvordan det egentlig forandrer sig.“

Den samme kritik kan man også rette mod konkurrencestatsbegrebet. Som Schjørring også formulerer det: Vi kritiserer konkurrencestaten uden at vide, hvad vi kritiserer den for. Men er dens tid så forbi?

Ifølge Ove Kaj Pedersen befinder vi os i det, man kunne kalde en nygramsciansk overgangsperiode, hvor de politiske kriser er blevet så mange, at vi er begyndt at indse, at de kan og skal løses politisk. De morbide symptomer viser sig ved, at partierne spiller sig selv ud mod hinanden i kampen om vælgernes gunst, “men samtidig ikke bare grundlæggende, men også i det allervæsentligste er enige. Med det resultat, at skarpheden bliver mere symbolsk end reel.“

Han har også en anden diagnose. Socialdemokratiet er blevet neoliberalt. Det er ikke vores, men hans ord. Ikke kun i udlændingepolitikken eller værdikampen, men også i den økonomiske politik er partiet et “højre-centrum-parti“. Ifølge Kaj Pedersen kommer det til udtryk ved “hele interessen for udbuddet“, hvorefter han lister en række tiltag, Socialdemokratiet har stået bag eller været med til siden 1990’erne: “Ændring af dagpengesystemet. Oprettelsen af kontanthjælp. Minimering af efterløn. Og ændringer i hele pensionssystemet i det hele taget. Det er jo i hvert fald ved vi i dag en typisk neoliberal tænkning, og den fastholdes til dags dato.“

Nu er Ove Kaj Pedersen ikke politisk kommentator, han er forsker og holder sig generelt til at beskrive reaktioner frem for at forklare, hvorfor tingene er, som de er. Han har da heller aldrig har været nogen revolutionær – man fristes til at sige marxist – og har taget konkurrencestaten i forsvar. Som da han i forbindelse med udgivelsen af sin bog Reaktionernes tid for fire år siden sagde, at konkurrencestaten har “gjort Danmark til et af de mest rige og lige samfund, hvor langt de fleste unge får en uddannelse, og langt de fleste bidrager på arbejdsmarkedet“, og at det i stedet er den konstante kritik, der “truer velfærdsprojektet“ og “nærer populismen“.

Alligevel vil vi gerne høre hans bud på en forklaring på, hvor længe den nye regering kommer til at holde. Krisernes tid er ikke forbi: Inden jul viste en meningsmåling – dog inden for marginen af den statistiske usikkerhed – at der kun to måneder efter valget ikke er opbakning i befolkningen til en SVM-regering. Det har Enhedslisten nu taget konsekvensen af og åbner for at pege på SF’s Pia Olsen Dyhr som statsminister, selvom opbakningen synes urealistisk, når partiet selv fastholder, at de stadig støtter Mette Frederiksen. Hvad mon Ove Kaj Pedersen ville sige til det? For de næste år spår han i hvert fald reformamok og kommer med tre bud på, hvordan det kommer til at udspille sig. Dem må du selv gå ind at høre. /Emma Louise Stenholm

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12