Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
Kun omkring 20 folketingsmedlemmer og tre ministre dukkede op, da Sveriges konservative statsminister Ulf Kristersson i december præsenterede regeringens prioriteter for det næste halve års europaformandskab.
Inden Sverige fra nytårsskiftet overtog formandskabet for Det Europæiske Råd, var det ellers forventningen udefra, at det er nu, der kommer til at ske noget. At den tidligere humanistiske sværvægter vil give nogle af svarene på unionens største udfordringer: Krigen i Ukraine, inflationen og det, nogle ville kalde en nyopblusset migrationskrise, selvom den reelle krise snarere ligger i EU’s håndtering af den.
Mens særligt krigen og økonomien bliver prioriteter for Sverige, er det både hjemme og i Bruxelles frygten, at det højrenationalistiske Sverigedemokraterna, der fik en jordskredssejr ved efterårets valg i Sverige og blev det største borgerlige parti, reelt kommer til at sætte retningen for den svenske europapolitiske linje.
Mens partiets forperson Jimmie Åkesson ikke officielt er en del af regeringen, er Kristersson og hans parti Moderaterna parlamentarisk afhængige af Sverigedemokraterna som koalitionspartner. Og selvom det EU-skeptiske parti ikke længere officielt støtter et Swexit, vækker deres mulige indflydelse på regeringstoppen alligevel uro med udtalelser som, at EU-ambitionerne er “naive“, og at Sverige har ret til at være “herre i eget hus“.
Ifølge Göran von Sydow, som er direktør for Det Svenska institut för Europapolitiska Studier (Sieps), er der dog ikke nødvendigvis grund til at frygte højrefløjen. For som han mandag sagde til Ritzau, bliver det reelt ikke Sverigedemokraterna, der “stikker en kæp i hjulet“ på regeringen – det gør snarere det faktum, at regeringen er så uprøvet, som den er.
“Jeg tror, at embedsmændene får en mere fremtrædende rolle for det svenske ordførerskab, og at meget kommer til at blive håndteret i Bruxelles gennem EU-repræsentationen. Det, at regeringen er så relativt ny betyder, at man ikke har kunnet arbejde meget med at sætte dagsordenen for EU. Det bliver et formandskab, som i høj grad overtager den dagsorden, der allerede er og forsøger at fremhæve den,“ uddyber han til Føljeton.
Mere reagerende end agerende
Kristersson har allerede forsikret, at det ikke kommer til at gå så galt med Sverigedemokraterna som koalitionspartner – og har altså i høj grad bekræftet det, Sydow siger: Politikken kommer til at blive ført fra Bruxelles og ikke fra Stockholm, selvom regeringsgrundlaget stiller krav om, at Sverigedemokraterna som koalitionspartner skal informeres eller høres om beslutninger, der træffes i Bruxelles – dog med undtagelse af dele af EU-politikken.
Det betyder med andre ord, at statsministeren, der under valgkampen slog sig op på at ville øge sit EU-engagement, ikke desto mindre skal balancere mellem koalitionspartneren Sverigedemokraterna og på den anden side egne regeringspartier i Kristendemokraterna og Liberalerna, der er henholdsvis lidt og meget pro-europæiske.
Ifølge Sydow er der dog flere uklare ting ved regeringens fire prioriteter, sikkerhed, konkurrence, den grønne omstilling og retsstatsprincippet. Særligt den sidste mangler at blive udpenslet, taget i betragtning af at Sverigedemokraterna har tætte forbindelser til Ungarn, der unægteligt kommer til at gå endnu et EU-konfliktfyldt år i møde.
Det afspejler ifølge Sydow, at svenskerne endnu ikke ser EU som et politisk projekt, men snarere som et, hvor frihandel og konkurrence vægter højere end værdipolitikken. De europæiske ambitioner er begrænset til markedet og til at finde pragmatiske svar. Selvom Ulf Kristersson skruede op for sit EU-engagement under valgkampen, har hverken den nuværende eller tidligere regering en tydelig eller proaktiv europapolitisk profil, hvorfor det næste halve år vil handle mere om at håndtere problemerne i stedet for selv at sætte dagsordenen.
Eller som Tænketanken Europa også formulerer det: Når den nye svenske regering vil øge sin indsats i Bruxelles, er det for at gøre sine egne interesser helt klare, ikke for at kæmpe store slag, hvorfor det stadigt grønne medlemskab af Nato forventes at få førsteprioritet. På samme måde kører Sveriges EU-formandskab videre på den brede politiske aftale, der blev indgået over sommeren, ligesom man i Danmark stadig lader en konkret europapolitisk aftale vente på sig.
Et europæisk minimum
Ikke kun i den nationale politiske debat er man begyndt at lægge mærke til, at Sverige vender sig mod sig selv. Som det bliver bemærket i Le Monde, er vores naboer blevet dem, der indretter sig efter et europæisk minimum, uanset om det handler om klima, migration eller udviklingsbistand. Eller som en tidligere svensk europaparlamentariker forklarer det samme sted: Det kan godt være, man siger ja til flere ting, men der bliver også skreget mere.
Sverige er altså blevet dem, der gerne vil fortælle andre, hvad de skal gøre, men helst ikke vil følge principperne selv: De seneste år har Sverige konsekvent været imod forslag som den europæiske mindsteløn, gået ind for klimaet lige indtil man selv bliver bedt om at stoppe med at fælde træer, og sammen med Danmark, Nederlandene og Østrig været en del af the frugal four – sparebanden – der helst ikke vil give for mange penge til EU-budgettet. Det ser kun ud til at blive mere vanskeligt at legitimere over for det højreorienterede bagland hos Sverigedemokraterna i et år, hvor spørgsmål om at bekæmpe inflation og oprettelsen af en suverænitetsfond står højt på dagsordenen.
Men selvom Moderaterne og Sverigedemokraterna har vidt forskellige tilgange til EU, mødes de alligevel på en skepsis over for Schengen-reglerne og et ønske om at fastholde den svenske grænsekontrol. Særligt den kommende asyl- og migrationspagt er et af de steder, hvor det højrekonservative skifte frygtes at udmønte sig i praksis: Med Sverigedemokraterna i ryggen ser spørgsmålet ikke bare kompliceret, men nærmest umuligt ud, som en unavngiven diplomat siger til Politico.
“Det er jo nærmest deres [Sverigedemokraternas, red.] vigtigste spørgsmål. I de seneste flygtningekriser har Sverige haft som prioritet, at EU har behov for en migrationspolitik med omfordeling og en solidaritet, en grad af burden sharing. Men den nye svenske regering har ændret retning til en politik, der på mange måder minder om den danske, hvor man vil mindske antallet af asylansøgere,“ siger Göran von Sydow, der dog ikke mener, at man skal bekymre sig for meget om den højrenationalistiske indflydelse. Problemet bliver nok snarere, hvor mange reelle resultater, der kommer ud af formandskabet:
“Sverigedemokraterna kan stadig nå at blive en kæp i hjulet. De kan skabe problemer af politisk karakter. Men det er værd at huske, at både regeringspartierne og Sverigedemokraterna har et meget stort incitament til at beholde en stabil regering de kommende år. De vil meget gerne undgå et nyvalg. Sverigedemokraterna har for første gang fået reel indflydelse på regeringsmagten og deres langsigtede mål er at blive accepteret i fremtiden.“ /Emma Louise Stenholm