Hvis man googler English Channel, er et af de første søgeforslag, hvorvidt det er sikkert at svømme i farvandet mellem Storbritannien og Frankrig. Svaret fås hos en forening, der selv mener at have “opnået verdensomspændende anerkendelse“ for at hjælpe deres medlemmer med at svømme over kanalen.
Der er ikke tale om humanitært arbejde: Det er en ekstremsport. Den korteste rute er godt 33 km lang, og Channel Swimming & Piloting Federation, som klubben hedder, er den ene af to, der er udvalgt til at beskæftige sig kun med det. Svømmeturen er farlig og forbundet med væsentlige helbredsrisici – vi snakker grumset vand og stærke understrømme, men primært er udfordringerne psykiske: Overmod og manglende forståelse.
Man skal forberede sig i måneder eller år på den krævende opgave. Alligevel har mere end 4.000 mennesker gennem tiden taget turen. Den hurtigste er australieren Trent Grimsey, der i 2012 tilbagelagde kilometrene på kun 6 timer og 55 minutter. Det er nogenlunde det samme tempo, som det ville tage at gå uden at stoppe op.
Som den tidligere britiske langdistancesvømmer Sally Goble skriver i The Guardian, er der tale om en af de sværeste ruter overhovedet: “Færre mennesker har svømmet i kanalen end besteget Mount Everest […] At krydse kanalen handler om at være selvstændig, drevet og stædig. Det handler om at stå ansigt til ansigt med enhver mental svaghed.“ En anden kanalsvømmer skriver, at han “græd meget“, da han ankom på stranden i Frankrig. “Det var bare for mange følelser i mit hoved på én gang. Glæde, smerte, lidelse, stressforløsning, kærlighed, passion, det hele på samme tid.“
Ifølge foreningen er det kanalsvømmesæson mellem juni og september, fordi vandet ganske enkelt er for koldt på andre tidspunkter. Men de 45.756 migranter, der det seneste år har rejst over kanalen – ikke med butterfly, men gummibåd – har ikke tid til at forholde sig til temperaturen. De rejser ikke for at få sportspræstationer eller selvtillid i bagagen, men for et bare nogenlunde almindeligt eller værdigt liv, når eksplosioner, klimaforandringer eller trusler om forfølgelse spøger derhjemme.
Dyr plastik
Så sent som den 14. december sidste år mistede endnu mindst fire mennesker livet til vands, efter en gummibåd blev fundet af fisketrawleren Acturus. Trawlerens skipper så pludselig, at 30 mennesker klamrede sig fast til en oppustelig båd, der ifølge de overlevende kostede omkring 42.000 kr. at gå ombord i.
Skipperen og hans besætning brugte to timer på at hive kroppene op fra havets 11 grader – en temperatur, der ifølge en eftersøgningsekspert i The Guardian kun lige akkurat giver et ellers sundt og raskt voksent menneske ganske få timer til at overleve, “medmindre de ikke kan svømme og ikke har det rette flydeudstyr. Så kan det handle om et par minutter, særligt kombineret med chokket fra det kolde vand.“
De seneste års historier om gummibåde over kanalen har indtil videre været håndteret som et anliggende mellem Storbritannien og Frankrig, som resten af Europa ellers har kunnet se til på afstand. Selv har de brugt det meste af tiden på at kaste mudder efter hinanden, mens den britiske premierminister Rishi Sunak vil betale over 67 mio. kr. ekstra om året til Frankrig for at få færre til at krydse havet. Pengene går bl.a. til droner og vagthunde: Reelt lader man migranterne sejle deres egen sø.
Herhjemme, hvor regeringen bliver ved med at tale om Rwanda, har man endnu til gode at forholde sig seriøst til krisen. Men nogle fortæller nok snart Frederiksen, Ellemann og Løkke, at endnu en gummibåd inden nytår dukkede op i Thorsminde i det nordlige Vestjylland. Det er tredje gang på halvanden måned, og den nyeste ligner altså til forveksling båden, der kæntrede den 14. december: Farven er den samme. Det er træet også. Og båden er umiddelbart i lige så dårlig kvalitet, mens bogstaverne SAR tyder på, at den er blevet opbragt af kystredningstjenester og efterfølgende registreret.
“Vi kan kun gisne om, hvad der er sket,“ lyder det fra kystredderen Bjarne Mikkelsen, der trak båden i læ for vinden, ligesom politiet ikke har nogle konkrete bud endnu. Men Gert Normann Andersen, der ejer dykkerfirmaet JD-Contractor i Holstebro – han må vide, hvad han taler om – er “slet ikke“ i tvivl: “Det passer med strømretningen. Det, der falder i vandet i kanalen, ender på et tidspunkt heroppe.“
Tirsdag skyllede så en fjerde båd på land i Esbjerg. Der er stadig den mulighed, at gummibådene slet ikke har været brugt til at flygte – eller at de ombordværende er stået sikkert af. Men det virker næsten overmodigt at tro på. /Emma Louise Stenholm