Borne til kamp mod de gamle, franske dyder

Engang for meget, meget længe siden udspillede der sig en krise i det franske parnas. I en facon så ofte associeret med landet opstod der en fejde om på den ene side vigtigheden i at holde på formerne og på den anden side behovet for at bryde med dem for at skabe noget nyt.

Året var 1637, og Pierre Corneille havde netop opført stykket Le Cid, der gik sin sejrsgang, da hans tidligere arbejdsgiver, kardinal Richelieu og dennes nyoprettede Academie Française, så sig sure på stykket, som brød med alle klassicismens regler. Corneille havde selv kort forinden brudt med Richelieu over uenigheder om arbejdsfrihed og debatten mellem “gamle/nye dyder“, og det nye akademi blev nu sat til at lave en officiel analyse af stykket. Kontroversielt forlød dommen på “la Querelle du Cid“, at stykket altså ikke kunne kaldes et værk. En tydelig sejr til de gamle og et stort tab for den nytænkende.

Men selvom fejden ligger flere århundrede tilbage, så ræsonnerer den stadig i dag hos den franske folkestemning. Modvilligheden til at ændre sig, fastholdelsen af de gamle dyder og den indædte kærlighed til egen kultur skal både værd- og italesættes, hvis der skal ske bare det mindste ryk.

Og måske inspireret af Corneilles courage, er det præcis en sådan udfordring Emmanuel Macron nu står overfor. Som han fik understreget i årets nytårstale – eller nytårsønsker som franskmændene kalder den – så lovede han overmodigt, at 2023 bliver året, hvor han lykkes med sit politiske sisyfosarbejde: at reformere den franske arbejdskultur.

En konge uden sværd

I Corneilles Le Cid optræder der en gammel konge, Don Fernand, der fremstår noget handlingslammet og ueffen til at udføre sit arbejde; flere gange bliver han talt tilbage til, og han må bero sig på, at stykkets unge helt, militærmanden Don Rodrigo, senere Le Cid, må træde til, når de farlige maurere lurer for døren.

Der er langt fra monark til præsident, og i modsætning til 1600-tallets Frankrig, er det ikke længere direkte polemisk – eller fejde-initierende – at kritisere sidstnævnte. Alligevel kan der anes lighedstegn mellem monarkens mere dekorative rolle og rollen som præsident for republikken anno 2023.

Efter tabet af flertallet i parlamentet har Macron og hans regering stået noget svagere i den anden valgperiode. Mødt af et parlament i opposition, har præsidenten vendt den romerske næse udad og brugt tiden på at løse konflikter her, der og alle vegne. Læg dertil, at Manu kun er blevet mere og mere upopulær på hjemmefronten – faktisk kan hele trefjerdedele af befolkningen ikke lide ham – og så man har en præsident, der har brugt størstedelen af sit 2022 på at agere galionsfigur i udlandet.

Men nytårsaften – eller la Saint-Sylvestre – tonede han pligtopfyldende frem på skærmen. Efter alle kunstens regler leverede den sølvtungede Macron sine ønsker for det nye år, tillagt den rette mængde entusiasme, pondus og seriøsitet. Med et forsigtigt “skal vi arbejde mere i 2023?“, fik Macron også understreget sit vigtigste nytårsfortsæt: 2023 skal blive året, hvor han endelig får gennemtrumfet sit valgløft om at hæve den franske pensionsalder fra 62 til 65 år.

Lig fortællingen om Le Cid, er det dog ikke kongen, undskyld præsidenten, der skal eksekvere ordren og sørge for, at der kommer fred til lands. Den rolle tilfalder sværdet, militærmanden, og i dette 21. århundredes scenarie er det Élisabeth Borne, der må gå i krig på Macrons ordre.

Den egenrådige helt

“Vi førte kampagne på 65 år, men det er ikke et totem,“ udtalte premierministeren Borne mandag og fik med den lille bisætning sat en bremse i den macroniske optimisme, der ellers hårdnakket har holdt fast i, at pensionsalderen skulle hæves til netop det.

For selvom rollen som premierminister i det franske demokrati er på præsidentens nåde – det er flere gange set, at hvis en premierminister ikke makker ret, så får de sparket – så er situationen mellem Borne og Macron alligevel noget prekær med udsigten til reformensæsonen.

Pensionsreformen er i den grad blevet Macrons store svendestykke for denne nye præsidentperiode, og kampen mod det dyre og komplicerede franske pensionssystem har været på Macrons to-do-liste siden 2017. Tilbage i 2019 måtte daværende premierminister Édouard Phillippe imidlertid kaste håndklædet i ringen, og forhandlingerne blev sat på pause på ubestemt tid på grund af Covid-19.

Nu er det Bornes tur til at løse opgaven, der fremstår noget nær umulig. Det er nemlig ikke bare fagforeningerne, der skal overbevises. Det er hele den franske arbejdskultur. Som en karikeret fransk karakter i en halvdårlig Netflix-serie på et tidspunkt siger: “Vi [franskmænd, red.] arbejder for at holde fri.“

At folket, der opfandt flanøren og cafékulturen, har en modvillighed mod at arbejde længere, burde ikke komme bag på nogen. Og trods et for nogle meget logisk argument, som Macron fremfører, om, at hvis man lever længere, så kan man også arbejde længere, så kæmper franskmændene imod forslaget med næb og klør. En ny undersøgelse viser, at hele 68 pct. af franskmændene faktisk ønsker at sænke pensionsalderen til 60 år.

Men teknokraten Bornes spidskompetence er netop forhandlinger, og efter succesen fra 2018, hvor hun stod igennem flere måneders strejker og slutteligt fik forhandlet privatiseringen af jernbaneselskabet SCNF på plads, er det i langt højere grad den reference fra CV’et, der skal trækkes på – og ikke den som Macrons lakaj.

En bitter omgang

Umiddelbart ser det ikke lovende ud for Borne, der allerede d. 10. januar skal præsentere sit endelige udspil for Nationalforsamlingen. Efter tre måneder med forhandlinger viser fagforeningerne stadig ingen tegn på, at de er i nærheden af et kompromis. Ved mødet med flere fagforeningspersoner uden for Hôtel de Matignon, hvor premierministeren residerer, kunne Le Monde berette, at “bitterheden [var] til at tage og føle på“, og en anden fagforeningsforperson citeres for opgivende at sige: “Vi har ikke gjort fremskridt.“

Men selvom Borne er væsentligt bedre rustet til udfordringen, har det ikke just været populært, at hun og regeringen flere gange har trumfet deres politik igennem udenom forsamlingen med den kontroversielle artikel 43.9. Og Macrons upopularitet synes kun at gøre mere skade end gavn ved forhandlingerne.

Uanset hvilket udspil Élisabeth Borne på tirsdag får bakset sammen, så er det svært at se projektet ende som den succeshistorie blandt franskmændene, som man havde håbet. Flere af fagforeningsbosserne udtaler, at de for længst har kontaktet deres aktivistiske netværk for “at gøre dem klar til mobilisering“, og med en befolkning hvor langt størstedelen er imod beslutningen, skal der ikke meget fantasi til at se, hvordan modvilligheden til forlængelsen af arbejdslivet kommer til at se ud.

Le Cid endte med at være Corneilles absolutte hovedværk og resulterede i en radikal ændret tilgang til, hvad kunsten kunne og burde være. Om Macrons pensionsreform får samme eftermæle, er svært at spå om. Men hvis man spørger franskmændene selv, er det absolut intet, der tyder på det. De har dog også taget fejl før. /Astrid Plum