Pænere på hovedet.
“Jøsses, hvor er det mørkt udenfor.“ Sådan indledte Lasse Lavrsen en udmærket ‘Kære læser’-tekst på denne plads i Føljeton for præcis tre år siden. Og vel var og er det mørkt på denne tid af året, men Lavrsens tekst alluderede nu også til verdens tilstand på det tidspunkt: “[D]et er, som om hele verden har startet året med at være indhyllet i en tung sort sky. Australien, Iran, Irak, England, USA, Christiansborg – vi ved snart ikke, hvor vi skal kigge hen, for ikke at klukke i opgivelse og smågråd, mens vi skyder skylden på en forkølelse.“
Der var bl.a. voldsomme skovbrande i Australien, og USA, hvis præsident stadig hed Donald Trump, havde netop likvideret Irans næstmest magtfulde person, generalmajor Qassim Suleimani. Der var elendige nyheder overalt. Tingene syntes ude af kontrol. Apokalypsen stod for døren, sådan føltes det vitterligt. Overskriften var i øvrigt Dommedag nu 2. Og det var endda før coronapandemien!
Her to år senere står verden endnu. Som altid er verden let vibrerende, men for nogle er det alligevel, som om man helt ind i knoglerne kan mærke, hvordan klodens syv store tektoniske plader ligger og skubber ildevarslende til hinanden. Det er måske den følelse, som den dystopiske humorist og forfatter Kaspar Colling Nielsen onsdag beskrev i et opslag på Facebook: “Der er en totalt deprimerende stemning alle steder. Er det krigen? Ja, måske er det frygten for en atomkrig. Det er nok også efterveerne af pandemien, der fik os til at forstå, at verden er et farligt sted, at mennesker er farlige, men jeg tror mere, det er nogle andre ting, der gør det. Klimakrisen danner baggrunden for vores depression eller rettere desillusion.“
Et dårligt scratch
Sammenlignet med 2020 er 2023 kommet lidt mat ud af starthullerne – som et dårligt eller underligt scratch på en lp, som bare bliver ved og ved. Måske eksemplificeret ved, at det engang så ærværdige Republikanske parti, som har et snævert flertal i Repræsentanternes Hus, det ene af den amerikanske Kongres’ to kamre, efter seks afstemninger på pinagtig vis stadig ikke har kunnet samle de 218 stemmer, der skal til for at vælge en formand.
Eller når fhv. Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen uden mandat fra andre end sin egen diskutable organisation, den såkaldte Alliance of Democracies, flyver til Taipei og begynder at komme med udmeldinger om, at verdenssamfundet skal reagere med “en samlet respons“, hvis Kina rasler med sablen over for Taiwan.
Som alle under 30 ville sige: “Spurgt!“ (Boomere og eller de helt gamle fra the Silent Generation ville formulere det sådan: “Sæt dig ned!“)
En anden stor, stor nyhed i de her dage er, at prins Harry, hertugen af Sussex, i sin nye selvbiografi, Spare, fortæller, at han på et tidspunkt i 2019 blev overfaldet af sin storebror, prins William. Den britiske tronarving skal angiveligt have kaldt lillebrorens kone Meghan for besværlig og uhøflig, inden han “greb fat i min krave, rev min halskæde af og… slog mig i gulvet“.
Her må man bare sige, at det ikke er ualmindeligt at brødre kommer op at slås. Peter A.G. Nielsen, forsanger i Gnags, sagde i et interview i Ud & Se for nogle år siden: “Hvis folk vidste, hvor meget min bror og jeg har været oppe at slås fysisk […] Sådan var det. Min bror og jeg holdt først op med at slås, da vi var omkring de 40.“
Måske er det også den lidt matte stemning, som gjorde, at Lise Nørgaards død på årets første dag kom til at fylde så meget i danske medier. Når selv Kurt Strand i en klumme i Kristeligt Dagblad (betalingsmur) pointerer, at “proportionerne røg“ i Lise Nørgaard-dækningen, ved man, at den er gal. Nørgaard blev 105 år, og selvom en overskrift i Politiken et par dage senere (‘Lise Nørgaard betalte prisen for sin nysgerrighed’) måske skabte lidt uro, er alt foregået efter bogen. Hvorfor så meget postyr?
Lidt underligt var det dog, at samme avis, altså Politiken, onsdag promoverede en anden gammel dame, som på flere måde virkede endnu mere Lise Nørgaard-agtig end Lise Nørgaard. Irmgard Balle har ikke bare et federe navn, hun er også yngre, men stadig gammel (104 år), og så har hun samme frisure som Nørgaard. Og det er da egentlig opløftende: Irmgard Balle bor Vejle, dyrker yoga, og så har hun altid champagne på køl. Hun åbner flasken med en sabel. “Men de senere år er jeg gået over til alkoholfri champagne.“ Bare Søren Pind ikke kaster sig over hende. /Oliver Stilling