Liselotte Sabroe/Scanpix Ritzau
Fronterne er spidset til på forhånd. Forhandlingerne om nye overenskomster for 600.000 privatansatte er netop gået i gang, og flere faktorer gør en forårskonflikt, der også hurtigt kan udvikle sig til en storstrejke, til et mere og mere sandsynligt scenario. Her er de tre vigtigste årsager til, at risikoen for konflikt er reel.
Høj inflation. Ikke siden Koreakrigen er reallønnen faldet så meget som i løbet af det forgangne år. Dengang for snart 73 år siden skrumpede danske lønmodtageres købekraft med 4,4 pct. på et enkelt år, og på grund af den aktuelle kombination af lave lønstigninger og en rekordhøj inflation tegner faldet i realløn nu til at nå op omkring samme niveau. Eksempelvis kan en smed ganske enkelt købe mindre for sin løn nu, end da den seneste overenskomst blev forhandlet på plads.
Derfor er det ikke overraskende, at Dansk Metals topforhandler Claus Jensen onsdag lagde en hård og kontant linje ved det første sættemøde mellem CO-Industri og Dansk Industri: ”Vores medlemmer oplever et kæmpestort reallønsfald,” lød det fra metalformanden, som kræver en solid reallønsfremgang, altså et så kraftigt lønhop, at privatansatte arbejdere genvinder deres tabte købekraft. Men vanen tro er arbejdsgiverne ikke enige. Her galvaniseres modstanden mod historisk høje lønstigninger af dels udsigten til et snarligt økonomisk tilbageslag, og dels frygten for en yderligere accelereret inflation.
Dansk Industris adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen, forudser såkaldt ‘stagflation’, som tilbage i 1970’erne, altså en ondartet kombination af faldende beskæftigelse og stigende priser. Arbejdsgiverne kommer ikke til at lade lønningerne stige med 10 pct. eller mere. Som udgangspunkt er det således stort set umuligt at se, hvordan de to parter skal kunne nå til enighed – i hvert fald i første omgang. I substansen står de så langt fra hinanden, at en forårskonflikt er et mere end sandsynligt udfald.
Gammel vrede. Mantraet ved de sidste mange overenskomstforhandlinger har været løntilbageholdenhed. Fagbevægelsens top har ladet sig overbevise om, at det samlet set har gavnet beskæftigelsen mest, hvis danske arbejdere accepterede moderate lønstigninger – og samtidig gav grønt lys for øget fleksibilitet, bl.a. i form af længere arbejdsdage og skæve tidspunkter. Pragmatismen på arbejdstagersiden har hidtil sejret, oppe i toppen, vel at mærke. Oppe blandt fagbosserne – eller pamperne, om man vil. Længere nede i pyramiden, nede på fabriksgulvet og ude på byggepladserne har forståelsen for arbejdsgivernes konkurrenceevne været noget mindre.
Tilbage i 2017 stemte medlemmerne af fire store fagforbund nej til overenskomsten: 87 pct. af NNF’erne, 64 pct. af jernbanearbejderne, 60 pct. af 3F’erne og 60 pct. i Malerforbundet. Alt fra murere over slagtere til jord- og betonarbejdere kunne ikke acceptere den mæglingsskitse, som Forligsen, Statens Forligsinstitution, havde udfærdiget efter lange tovtrækninger. Når overenskomsten alligevel kom til at gælde, skyldtes det, at ja-stemmer fra andre fagforbund trak et samlet flertal hjem. Men utilfredsheden er bestemt ikke blevet mindre i de tungeste fagforbund, og alene derfor er risikoen for en storkonflikt skærpet.
Selv uden høj inflation ville et ja være usikkert, da dele af fagbevægelsen er kastet ud i en politisk radikalisering. Kort sagt er det ikke længere de socialdemokratiske tillidsfolk, der formår at vinde gehør blandt de utilfredse arbejdere men snarere de noget mere konfliktsøgende kampagnefolk med tilknytning til Enhedslisten, som i dag sætter dagsordenen rundt om i skurvogne og kantiner.
Sakset fridag. Døden skal have en årsag, og det kan blive en bekvem undskyldning for repræsentanterne for både arbejdsgivere og -tagere, at SVM-regeringen har kompliceret forhandlingerne yderligere med forslaget om at ville afskaffe en fridag, nærmere bestemt Store Bededag. Selvom lønmodtagerne nok skal regne med at få løn for de ekstra timer, er det meget få lønmodtagere, som er villige til frivilligt at give afkald på en fridag – og fagbevægelsens forhandlere vil derfor være nødt til at kræve ekstra kompensation. Arbejdsgiverne afviser også alt: “Det er en politisk proces. Det besluttes på Christiansborg og ikke over overenskomstsporet,“ siger Dansk Industris adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen.
Fra politisk side er det ikke lettere. Statsminister Mette Frederiksen (S) vil få mere end vanskeligt ved at sige noget præcist, før den nye midterregering har fremlagt et konkret lovforslag, og alle dermed kender modellen for afskaffelse og kompensation. Men da overenskomstforhandlingerne jo nu allerede er i gang, vil SVM-regeringen straks blive beskyldt for at blande sig direkte i den danske model, hvis den nye beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S) pludselig trumfer et færdigt forslag igennem i Folketinget. Derfor er situationen låst. En i forvejen anspændt, konfliktfyldt og skrøbelig lønkonflikt er blevet slemt forværret af SVM-regeringens fremfærd, og det hjælper heller ikke ligefrem, at pengene fra den afskaffede fridag skal gå til militær oprustning. /Lars Trier Mogensen