Nyhedsanalysen
fw - tirsdag
Står det til den tidligere sundhedsminister og nuværende direktør i Bryggeriforeningen, Nick Hækkerup, kan man selvfølgelig også bare drikke det hele væk. For knap nok havde tømmermændene fra nytårsfesten lagt sig, førend man i Politiken kunne læse Hækkerup harcelere over “nypuritanerne og sundhedsparnasset“, som slet ikke vil indse, at øl er en del af vores folkesjæl. Tænk engang, måske er det faktisk Hækkerups arbejde at få folk til at ignorere alkoholens onder? Én ting er i hvert fald sikker: Danmark har et problem med svingdøren mellem Christiansborg og lobbyindustrien. Det skrev Emilie Ewald om tirsdag, godt ansporet af Nick Hækkerups skåltaler.
Om der bliver gode grunde til at skåle for Sveriges formandskab for Det Europæiske Råd, er der ikke meget, der tyder på. Forventningen har ellers været, at svenskerne ville sætte skub i sagerne, når de overtog styringen ved årsskiftet. Nu er optimismen imidlertid forstummet. I Bruxelles går anken primært på, at den svenske regering er for afhængig af det højrenationalistiske Sverigedemokraterna. Spørger man Göran von Sydow, direktør for Det Svenska institut för Europapolitiska Studier, er det dog snarere manglende erfaring, der bliver en hæmsko i ordførerskabet. Føljetons EU-ekspert Emma Louise Stenholm ringede til Göran von Sydow for at høre nærmere.