Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Der er ikke meget at sige til, at frygten for kunstig intelligens fylder en del for tiden. Når man i Nature eksempelvis kan læse, at AI-chatrobotten ChatGPT kan skrive så overbevisende abstracts til videnskabelige artikler, at selv forskere bliver snydt i 32 pct. af tilfældene, ja, så er der nok noget om snakken: Robotterne er kommet for at blive. Dermed ikke sagt, at de nødvendigvis er et problem i sig selv. For som filosof og forhenværende formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler meget præcist formulerer det i Altinget: “Vi bør ikke frygte menneskelignende robotter, men derimod robotlignende mennesker.“
Det menneskelige – og særligt den menneskelige ansvarlighed – er ikke noget, der bare kan programmeres. Automatresponser og forudbestemte handlinger kan måske være praktiske, men hvis livets utilregnelighed ikke medtænkes, ja, så har vi balladen. “Hvis illusionen bliver virkelighed, kan virkeligheden også præges af illusionen,“ skriver Birkler også. Det farlige ved robotterne er ikke, hvad de kan, men hvad vi mennesker lader dem gøre. Særligt hvis det, vi lader dem påvirke, er os selv.
Torsdag sendte regeringen sit lovforslag om afskaffelse af Store Bededag i høring, og helt som ventet er vreden omfattende. På begge politiske fløje raser man over regeringens “diktatoriske“ ageren og mærkværdige kobling mellem forsvarsudgifterne og helligdagen. I fagbevægelserne tales der om et klokkeklart overgreb på den danske model. Og i Folkekirken korser man sig ved udsigten til at skulle revidere alterbogen, en proces, der snildt kan tage over 10 år. Ingen af delene lader dog til at ryste regeringen. Upåagtet, hvor tvivlsomme Finansministeriets beregninger virker, hvor upopulær afskaffelsen er blandt vælgerne og hvor søgt argumentet om forsvarsudgifterne er, har man allerede bestemt sig.
Ifølge lovforslaget kan månedslønnede se frem til at 0,45 pct. mere i løn, når store bededag afskaffes. Med andre ord definerer regeringen meget præcist, hvad en fridag er værd, ligesom det eksplicit fremgår af lovforslaget, at det ændrer i de kollektive overenskomster. Trods tidligere forsikringer fra regeringen, blander man sig altså direkte i forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter. Af samme grund kalder formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation Lizette Risgaard det “et eklatant angreb på den danske model“. Man fristes dog også til at kalde udspillet for noget endnu værre: Robotlignende.
Adspurgt, hvorfor afskaffelsen af store bededag er så bydende nødvendig, lyder det bl.a. fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), at “det er en rigtig solidarisk og fair måde at skaffe nogle penge til noget, vi rigtig gerne vil“, og at regeringen sådan set bare “beder hver enkelt arbejdende dansker om at yde et bidrag til vores fælles forsvar og sikkerhed“. Det kan være svært præcist at pinpointe kortslutningen, men den gemmer sig et sted derinde: Denne bizarre forestilling om, at den ekstra indsats løser alle problemer, at arbejdet er så helligt, at vi hellere vil give køb på vores egen tid.
I den lille satiriske pamflet Retten til dovenskab fra 1883 skoser den franske socialist Paul Lafargue – som også var Karl Marx’ svigersøn – netop dette “arbejdets dogme“. Livet er mere og andet end slid og slæb, lyder det, og tid er vores vigtigste ressource. Kuren mod arbejde bliver derfor at fremelske dovenskab, “moderen til al kunst og alle noble dyder“, som skal være “salven, der heler menneskets lidelser“. I Lafargues drømmeland hersker dovenskaben, og “for at slå tiden ihjel, som dræber os sekund for sekund, vil der være shows og teaterforestillinger altid og altid“. Forestillinger, som ligefrem skal leveres af politikerne.
En fridag fra eller til bliver næppe det, der kommer til at vælte hele læsset. På et eller andet tidspunkt virker det dog som en god investering, at vi stopper helt op og overvejer vores egen rolle i regnestykkerne. For hvornår bliver der mon atter plads til andet end arbejdets bydende nødvendighed? Og hvad nu, hvis den ekstra indsats i virkeligheden er at kræve mindre af hinanden? /David Dragsted