Kære læser

Tavshed er guld – eller olie

Jonathan Alcorn/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er alligevel imponerende, hvor superskurkeagtig den amerikanske oliegigant ExxonMobil formår at være. Én ting er, at Exxon bærer et enormt ansvar for klimakrisen, egenhændigt har udledt milliardvis af ton CO2 i atmosfæren og alligevel har frækheden til at sige, at man har grønne ambitioner. Noget andet er, at man med fuldt overlæg har gaslighted befolkningen til at internalisere klimakrisen og gøre den til et personligt ansvar, sådan at vi nu alle kan gå og skamme os over, at vi kom til at købe en plasticposebærepose og – *gys!* – glemte at slukke lyset, alt imens Exxon ufortrøden fortsætter sine olieudvindinger. Og så er der selvfølgelig de afsløringer, man i denne uge kunne læse i det hæderkronede videnskabelige tidsskrift Science.

I årevis har klimaaktivister under hashtagget #ExxonKnew – altså Exxon vidste det – råbt op om, hvordan ExxonMobil har været fuldt ud bevidst om fossile brændstoffers ødelæggende indvirkning på klimaet, men alligevel har været pænt ligeglad. Olieselskabet har pure afvist beskyldningerne, men som en gruppe forskere fra Harvard University og Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung (der bruger den lidt uheldige forkortelse PIK) beskriver i deres grundige gennemgang, lader den altså til at være god nok: Allerede tilbage i 1970’erne og 1980’erne forudsagde Exxons egne videnskabsfolk, hvordan den globale opvarmning ville finde sted – alt imens Exxon udadtil spillede både dum og uskyldig.

Som det fremgår af Science-undersøgelsen, var Exxons egne fremskrivninger ellers påfaldende præcise. Sommetider endog endnu mere præcise end den øvrige forskning på området. En af vurderingerne lød, at de globale temperaturer ville stige med 0,2 pct. per årti, hvilket har vist sig at flugte meget godt med virkeligheden. Ikke overraskende advarede Exxons egne forskere derfor også om klimaforandringernes katastrofale følger. Men det gad virksomheden hverken at høre eller handle på. Tværtimod påstod virksomheden i diverse PR-kampagner, at der ikke var nok forskning på området. I 1999 udtalte den daværende adm. direktør Lee Raymond sågar, at forudsigelser om global opvarmning mestendels byggede på “ren og skær spekulation“.

Som sagt: Glem alt om Jokeren, Thanos og Lex Luthor. Målt på ren og skær skurkagtighed, er der vist ikke nogen, der når ExxonMobil til sokkeholderne. Meget symptomatisk lader Exxon da heller ikke til at tage afsløringerne i Science så tungt. Til Axios udtaler oliegigantens talsperson Todd Spitler, at “problemet har været på tale af flere omgange de seneste år, og at vores svar i hvert tilfælde er det samme: Dem, som snakker om, at ‘Exxon vidste det’, tager fejl i deres konklusioner.“ Eller løst oversat fra olie-speak: ”Gå hjem og vug, PIK-hoveder!“

Så nej, ydmyghed og selverkendelse er tydeligvis ikke ExxonMobils stil. Snarere har virksomheden faktisk valgt at sagsøge (betalingsmur) EU for det såkaldte “solidaritetsbidrag“, som EU-landene sidste år blev enige om. Bidraget indebærer, at fossile producenter skal betale en form for særskat af den ekstraordinære indtjening, de har fået under energikrisen. Det lyder jo egentlig meget rimeligt, særligt med tanke på, at ExxonMobil i tredje kvartal af 2022 genererede en rekordhøj profit på knap 20 mia. dollars – men den køber Exxon selvfølgelig ikke. I stedet slår olieselskabet ned på, at EU-landene har gjort brug af en nødprotokol – den såkaldte artikel 122 – og dermed har omgået de normale procedurer i Bruxelles. For det er åbenbart sådan, verden brænder sammen: Ikke med et brag, men med ansvarsfravigende skuldertræk og juridiske teknikaliteter. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12