Stillbillede.
Søndag kunne den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King potentielt være fyldt 94 år, hvis han altså ikke var blevet skudt i Memphis i 1968. Et par døgn før årsdagen for dr. Kings fødsel blev der ved en større højtidelighed i USA’s ældste offentlige park, Boston Common, indviet en gigantisk bronzeskulptur til minde om ham og hans hustru, Coretta Scott King, der mødte hinanden her som studerende. Skulpturen, der er seks meter høj og 12 meter bred, er placeret på pladsen 1965 Freedom Plaza, som hedder sådan, fordi dr. King holdt en tale for 22.000 tilhørere på nøjagtig det sted d. 23. april i 1965.
Så man kan sige, at formalia er på plads. Bostons bystyre har kunnet sætte flueben rigtig mange steder. At bronzeskulpturen er baseret på et foto, hvor dr. King og fruen krammer hinanden, og derfor bærer titlen Omfavnelsen, gør bare det hele endnu mere smukt. Men der er ét problem, som man straks kunne se efter afsløringen: Omfavnelsen ligner simpelthen lort – i overført forstand, naturligvis, men for så vidt også helt konkret.
Det er en konceptkunstner, som har udtænkt værket, og måske gik det allerede galt, da han fik den idé at basere en tredimensional skulptur på et todimensionalt foto. Hertil har han – eller man (der har formentlig været mange kokke ind over dette makværk) – valgt at kappe hovederne af dr. King og Coretta, således at fokus er 100 pct. på de omfavnende arme og hænder, der ligesom bare står torsoløst på jorden.
Fra en af siderne ser det ud, som om Corettas hænder holder om en stor lort eller måske en penis. Fra en anden side synes der pludselig at optræde nogle lår, som nogen synes at have stukket hovedet ind imellem. Skulpturen ligner en katastrofe. Det kan være problemet med koncepter og ideer: Nogle gange fungerer tingene bare ikke, men hvis man ikke stopper op og tager bestik af virkeligheden, så opdager man det ikke.
Konflikt og kærlighed
På en måde minder Omfavnelsen om ‘Mette Frederiksen II’, statsminister Mette Frederiksens (S) nye regering. Alle involverede parter har muligvis været for forhippede på, at omfavnelsen “hen over midten“ fandme skulle kunne lade sig give sig. Man har villet det så meget, fordi alternativet, en rød regering, magtmæssigt virkede uoverskuelig for både Socialdemokratiet og Venstre.
I weekenden bragte Berlingske et stort interview (betalingsmur) med socialdemokraten Peter Hummelgaard, som nu er justitsminister og dermed tydeligvis kronprinsen i Mette Frederiksens korthus. Journalisten beskriver, hvordan ideologen Hummelgaard allerede efter få minutter begynder at rive “gamle citater“ fra tidligere formænd for Socialdemokratiet af sig, ligesom han tilsyneladende plaprer løs om partiets “rolle i udviklingen af velfærdsstaten – den slags“. Det er en påmindelse om, at man skal tænke sig rigtig godt om, inden man dater en ungdomspolitiker.
Nå, men Hummelgaard fortæller også, hvordan han til at begynde at med var “ret skeptisk“ over for ideen om et bredt samarbejde med ærkefjenderne i den borgerlige lejr, men at han takket være det, han kalder “en meget åben diskussion“ i Socialdemokratiet, til sidst blev mere end overbevist om, at hans chef, Mette, sgu havde fat i den lange ende. Indtil da havde han haft det sådan her, som egentlig siger en del om den socialdemokratiske selvforståelse og opfattelse af egen position i forhold til omverdenen: “Min tanke var, at vi havde brug for konflikten med vores modstandere som et mobiliserende værktøj. Og derfor var jeg simpelthen meget nervøs for, at det ud fra en taktisk og strategisk betragtning var det forkerte at gøre.“
Noget kan tyde på, at samarbejdet hen over midten er en super idé – lige indtil det ikke er det længere. En af den nye SVM-regerings allerførste påfund – at afskaffe store bededag for at bruge de sparede penge til krudt og kugler ovre i forsvarsbudgettet – er allerede eksploderet i hovedet på den.
Avisen Danmarks politiske redaktør sammenligner i en analyse SVM-regeringen med tv-reality-serien ‘Gift ved første blik’: “Sommerfuglene basker rundt i maven før vielsen. Alt er fryd og gammen i de første timer, så begynder bekymringerne at poppe op: Hvorfor er vi overhovedet blevet matchet af eksperterne? Deltagerne minder sig selv om, at de har lovet sig selv at give det de aftalte uger. Bryllupsrejsen går okay, men hurtigt finder parrene ud af, at det arrangerede ægteskab mangler en af de mest fundamentale mursten i et parforhold: kærlighed.“
Det er nok sådan, det er. I et utroligt kedeligt blogindlæg på Venstres hjemmeside (med overskriften ‘Venstre tager ansvar og skaber konkrete resultater’) forsøger partiformand Jakob Ellemann-Jensen endnu engang at forklare, at det “ikke var en nem beslutning“ at indgå et regeringssamarbejde med Mette Frederiksen (som han plejede at sige var fuld af løgn), men at han dog “ikke [er] i tvivl om, at det har været den rigtige beslutning for Venstre og for Danmark, selvom det også har givet mig et par ridser i lakken“.
Nej, det er op ad bakke for de her mennesker. Oven i hatten kommer så nyheden om, at tidligere integrations- og kirkeminister Birte Rønn Hornbech har meldt sig ud af Venstre med henvisning til, at afskaffelsen af store bededag er uliberal og “forrykt“, fordi det kapper partiets “rødder over“. Koncept eller illusion – det er spændende, hvor længe sådan en regering holder. /Oliver Stilling