Hvem kalder du bror?

“Vi må lære at leve sammen som brødre eller dø sammen som fjolser“ – Martin Luther King, Jr.

Der sker så meget ondt ude i verden, så i anledning af gårsdagens Martin Luther King-dag tillader vi os at begynde dagen med en lille cadeau til den fredselskende borgerrettighedsforkæmper. Citatet ovenfor stammer fra en prædiken fra 1967 med titlen “Fred på jord“. Her kommer præsten med en opsang til, at vi skal passe på hinanden og huske, at alt liv på jorden er forbundet – og at freden først kan opnås, når vi indser denne forbundethed: “Intet individ kan leve alene; ingen nation kan leve alene, og så længe vi prøver på det, jo mere krig vil vi have i denne verden,“ prædiker King.

Hvis man kigger rundt på verdenskortet, er det dog ikke, fordi ordene om forbundethed og forening runger over sø og land. Særligt ikke i Guds eget af slagsen. D. 3. januar i år blev den 31-årige afroamerikanske lærer Keenan Anderson slået ihjel i politiets varetægt, da han var på vinterferie i Los Angeles. Anderson var involveret i et biluheld og blev fundet af politiet, da han stod ude på vejen og bad dem om hjælp. Situationen eskalerede imidlertid, og Anderson, der ellers havde fulgt politiets instrukser, blev eftersigende mere og mere bekymret over deres adfærd.

En video fra Los Angeles Politis kropskameraer viser, hvordan Keenan Anderson ligger på jorden omringet af i hvert fald tre betjente. Den ene har sin arm på hans hals, en anden peger en taser, en strømpistol, på ham. I frygt for situationen har han forsøgt at flygte, hvorefter betjentene overmander ham og bruger taseren ad seks omgange, der nu har givet voldsomt elektrochok. Fire timer senere dør Anderson af hjertestop.

I videoen kan man høre ham sige: “De prøver at lave en George Floyd på mig.“

Historien gentager sig

Til maj i år er det tre år siden, at George Floyd blev kvalt ihjel af politibetjente i Minneapolis: En handling, der satte fornyet opmærksomhed på Black Lives Matter-bevægelsen og medførte massive demonstrationer på verdensplan. Bare herhjemme var flere end 15.000 personer samlet. Selvom der er mange paralleller, har Keenan Andersons død ikke skabt samme folkelige furore.

Flere organisationer bebrejder det narrativ, der har omgærdet mordet, hvor politiet er kommet med divergerende udmeldinger, har modsagt sig selv og først erklæret, at man afventede en endegyldig obduktionsrapport for inden da at offentliggøre en toksikologisk test af Anderson, der viste, at han havde spor af kokain og marihuana i blodet.

I forbindelse med mordet på George Floyd blev det også en kendt fortælling fra politiet, at han var død af en overdosis, fordi man fandt spor af fentanyl hos ham – og altså ikke fordi han blev kvalt i ni minutter og 29 sekunder.

Afstanden bliver større

Det er svært at sige, hvorfor mordet på Anderson – der til daglig underviste 10.-klasser i engelsk, og hvis kusine Patrisse Cullors er medstifter af BLM-bevægelsen – ikke har trukket lige så mange overskrifter og vækket den samme internationale harme.

Men måske 2020’s BLM-demonstrationer efterhånden også synes langt væk, når vi efterhånden nærmest ugentligt mødes af det, der kaldes “historiske“ kriser? Eller er opmærksomheden spændt ud så meget ud, at vi konfronteret med tragedierne har fået en tendens til at vende blikket indad? Hvem ved. I hvert fald er der mange steder, der kræver, at vi vender blikket mod dem:

I en helt anden del af verden samledes 80.000 mennesker lørdag i Tel Aviv for at kæmpe for deres demokratiske rettigheder. Som reaktion på den nye højreorienterede og ultranationalistiske regering trodsede den israelske befolkning regnen for at protestere mod premierminister Benjamin Netanyahus planer om en retsreform, der vil underminere den israelske højesterets beføjelser.

Reformen vil bl.a. betyde, at kendelser i højesteret kan blive underkendt af et flertal fra det israelske parlament Knesset, og at politikerne vil få større indflydelse på, hvem der bliver valgt som højesteretsdommer – hvilket øger risikoen for korruption. Derudover vil regeringen udvide Vestbredden, indskrænke LGBTQIA+-personers og kvinders rettigheder, kræve strammere regler for, hvad der kvalificerer folk som jødiske, og kræve israelsk suverænitet over hele “det israelske område“, hvilket indebærer det besatte Palæstina.

Demonstranterne sammenlignede den korruptionsanklagede Netanyahu med Ruslands Vladimir Putin, holdt skilte, der kaldte regeringen “fascistisk“, og pegede på et forestående coup d’état. Den tidligere premierminister Yair Lapid beskrev reformerne som led i et “ekstremt regimeskifte“, der vil føre til enden på det israelske demokrati.

Til demonstrationen blev der også spottet flere palæstinensiske flag, selvom de var blevet bandlyst af den nye minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir. Samme dag som demonstrationen blev en 14-årig palæstinensisk dreng skudt og dræbt af israelsk militær i Vestbredden. At kæmpe for demokratiet kan ikke blive andet end højstemt. Ja, det kan næsten synes som en banalitet. Men nogle gange må vi lade dem komme til orde, for det er langt bedre at leve som brødre end fjolser. /Astrid Plum