Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix
Hvert år er en gentagelse i de schweiziske alper. Det samme milliardæroverflod, de samme privatfly, den samme direktør-speed-dating, de samme, der siger, at det er her, der sker noget, de samme vrede stemmer, der råber op om, at de rigeste ikke kan løse verdens problemer, og de samme rapporter, der siger, at de rigeste 1 pct. ejer det hele. Eller som det hedder i år: Verden er stadig indrettet, så det er milliardærerne, der overlever, og det er på tide at indføre en global topskat og stoppe fossile brændsler.
Alligevel er der noget, der er anderledes, når World Economic Forum, der har været på pause siden coronapandemien, nu er tilbage i Davos: Joe Biden, Xi Jinping, Vladimir Putin, Emmanuel Macron, Rishi Sunak, Luiz Inácio da Silva og Cyril Ramaphosa er ikke længere navne på gæstelæsten, men dem, der bliver hjemme. Er det mon et tegn på, at de heller ikke orker det mere? Svaret er mest af alt et ikke så opløftende nej: Hvis du spørger The New York Times, er det i hvert fald ud over de indenrigspolitiske årsager snarere et spørgsmål om, at verden er i opbrud.
Information har kaldt ugens topmøde for “verdens mest latterlige vigtige begivenhed“, der centrerer sig om de rige og magtfulde. Det er næsten en parodi, der ifølge The New York Times’ økonomikorrespondent Peter Goodman, er så “absurd“, at han sidste år skrev bogen Davos Man, der er blevet begrebet for indbegrebet af deltagerne på konferencen, der i 1971 blev stiftet af den schweiziske professor Klaus Schwab.
“I betragtning af, hvor latterligt det er at deltage i Davos, er det kun blevet værre i år,“ siger Goodman, der selv har dækket topmødet de sidste ti år. Denne gang følger han med hjemmefra, og det er en “enorm lettelse“, som han beskriver det til Føljeton.
“Jeg er blæst bagover af, at der nærmest ikke er nogen kinesisk deltagelse. Også Joe Biden har i mange år entusiatisk rejst til Davos. Alene kommer han ikke i år: Det gør også kun meget få embedsmænd fra hans administration. Det er tydeligt, at det at tage til den her store fest på et tidspunkt, hvor den globale økonomiske ulighed er mere tydelig end nogensinde, er problematisk for mange potentielle deltagere.“
“Selve topmødet er designet til at fremme idéen om, at tingene bliver løst, bare fordi de bliver diskuteret. Det er også argumentet i min bog: Det er indbygget i selve WEF, at du ikke behøver at beskatte eller regulere de her statsledere, milliardærer og akademikere, fordi de nok skal tage sig af det. Og at der så ikke er nogen grund til rent faktisk at bruge demokratiet til at levere de løsninger, der er brug for. Den tanke skal vi væk fra. Og så jeg er sådan set ligeglad, hvad de snakker om på mødet.“
Løsninger fra rummet
Ifølge Goodman er de mange afbud delvist en anerkendelse af, at World Economic Forum ikke rigtig rykker noget – hvilket årets slogan ‘Samarbejde i en fragmenteret verden’ paradoksalt nok er et eksempel på.
“De vælger altid et slogan, som ingen nogensinde ville være imod, og som aldrig betyder noget. Men i år er det at strække den til det ekstreme. Den russiske invasion af Ukraine har delt verden i forskellige lejre. Og vi har USA og Kina i det, der begyndte som en handelskrig, og nu ligner en teknologi- eller endda en kold krig. Og allervigtigst er det, at vi lever i en tid, hvor vi antager at samarbejde, selvom institutioner som G7, G20, WTO, WHO – og mange ngo’er – fuldstændig har fejlet med at håndtere vor tids største problemer,“ siger Goodman og nævner som eksempel vaccine-alliancen Gavi, der blev etableret på World Economic Forum for nu mere end tyve år siden.
“Hvad kunne være en bedre test af, om vi havde den rette infrastruktur til at sikre vaccineretfærdighed under coronapandemien? Alle i velstillede lande har adgang til fantastisk livsvigtige vacciner, og der er bogstavelig talt milliarder af mennesker, der ikke har det. Det er et faktum, at vi ikke har internationalt samarbejde. Vi har et system, hvor, hvis du har penge og magt, har du forudsætningerne for et godt liv – og hvis ikke, har du et meget alvorligt problem.“
“Det lyder måske underligt,“ siger Goodman og forklarer, at han ikke som sådan er imod, at topmødet finder sted. Hver gang, han selv har været i Davos, har han mødt “virkelig interessante og intelligente mennesker, der helt sikkert er en værdi i at samle“. Vi skal bare ikke tro, at det er her de nødvendige forslag kommer på bordet – som den globale indkomstskat, han selv har argumenteret for.
“De har ikke incitamentet til det. De har derimod incitament til at fortælle os, at de løser problemerne, mens de selv er problemet. Vi har ikke nok jobs. Boliger. Uddannelse. Et tilstrækkeligt sundhedsvæsen. Vi omstiller ikke vores økonomier hurtigt nok til at håndtere klimaforandringerne som en eksistentiel trussel. Vi er ikke villige til at tage ansvar for konsekvenserne af de krige, vi og mit eget land selv har deltaget i – som migrationskrisen. Det koster mange penge. Og vi har pengene. Vi har ressourcerne. Vi har den nødvendige viden. Det, vi ikke har, er et engagement fra de mennesker, som sidder på pengene.“
“De vil holde dem for sig selv og sætte dem ind på bankkonti uden for landet, købe endnu en yacht, skyde sig selv ud i rummet, mens de engagerer sig lidt i filantropi og får taget billeder i et fattigt land i Afrika eller Sydasien og forsøger at overbevise alle os andre om, at de gør det rigtige.“
Polykrisen har altid været der
En anden tradition er den årlige Global Risk Report, som udgives af WEF. I år har den fokus på polykrisen – et begreb, der blev formuleret og fremført af den venstreorienterede historiker Adam Tooze, og som med bl.a. krig, migrations- og klimakrise beskriver “ikke bare en situation, hvor man står over for flere kriser, [men] en situation […] hvor helheden er endnu farligere end summen af delene“. Men begrebet har også mødt kritik for at være elitært. At det først er nu og for sent, man indser, at kriserne er naturligt forbundne, som dem der mærker konsekvenserne på egen krop, altid har vidst.
“Enhver krise er i sig selv en polykrise. De finder på de her fancy og kloge termer, som giver deres bedrifter den her følelse af storhed. Min personlige favorit er ordet multi-stakeholder-dialog. Begge er gode eksempler på, hvordan vi lader som om, at vi simpelthen slet ikke har opdaget løsningerne endnu,“ siger Goodman.
Er det i virkeligheden positivt, at erkendelsen er nået til Davos?
“Tænk på absurditeten i at være i en diskussion om den amerikanske drug crisis, hvor man samler en masse ledere fra farmaindustrien og debatterer, om man nu har den rigtige model, eller om man skal skal forske mere. Og løsningen er multi-stakeholder-dialog. Come on, der sidder mennesker i lokalet, som ved, at vi har kriser, fordi det er sådan, vi har skruet systemet sammen, og fordi det ser godt ud på bundlinjen.“
Ville Davos-manden fra din bog se anderledes ud, hvis du skulle beskrive ham i dag?
“Jeg er ikke optimistisk om Davos, men der er små tegn på skift i magtbalancen. I USA står vi i en situation, hvor arbejderne virkelig organiserer og mobiliserer sig. Men jeg har min tvivl om, hvor længe det holder. Lige nu har vi meget lav arbejdsløshed, og virksomhederne har svært ved at få fat på de mennesker, de har brug for, så de er villige til at betale mere og give ekstra bonusser.“
“Så jeg kommer til at holde øje med, om det her momentum bliver overskygget af bekymringerne om inflation. Lad os være ærlige: Vores angreb på inflationen er indrettet til at øge arbejdsløsheden. Vi er et sted, hvor finansjournalisterne nærmest aktivt hylder, når det bliver sværere for folk at få jobs. Men der er tydeligvis en erkendelse af, at uligheden er en trussel mod demokratiet. Det er en samtale, vi skal have: Davos er bare irrelevant for den.“ /Emma Louise Stenholm