Dystre toner i dansk musik

Hvert år taler vi om, at det primært er mænd, som laver den musik, der bliver lyttet til. Også i 2022 tog vi snakken, da det blev offentliggjort, at ingen ud af de ti mest streamede artister på Spotify i Danmark identificerer sig som et andet køn end mand.

Bag statistikken gemmer sig en hård industri. En rapport udarbejdet af non-profit foreningen Another Life, der arbejder for øget repræsentation og bedre vilkår for kvinder og minoriserede personer i musikbranchen, viser, at den manglende repræsentation i dansk musik er et symptom på den diskrimination, seksuelle chikane og mobning, som foregår i branchen. For det er unægteligt sværere at nå til tops, hvis du bliver udelukket fra arrangementer, får undervurderet dine kompetencer eller bliver talt nedladende til.

“Vilkårene er anderledes alt efter, hvem du er,“ konstaterer Rosa Lois Balle Yahiya, der er medstifter og organisationsleder i Another Life. Knap 650 personer fra musikbranchen har besvaret foreningens spørgeskema, som ligger til grund for deres seneste rapport fra slut 2022. Selvom undersøgelsen ikke er direkte repræsentativ for musikindustrien som helhed, giver den altså et billede af tilstedeværelsen af diskrimination, dårlige arbejdsvilkår og mistrivsel blandt personer i branchen. Tallene viser en klar tendens til, at det går hårdt ud over kvinder og minoriserede personer.

“Helt overordnet oplever kvinder og minoriserede personer en høj grad både af direkte diskrimination – det kunne være i form af nedsættende sprogbrug – og af strukturel diskrimination, da de har mindre adgang til ledende stillinger og i højere grad besidder mere økonomisk usikre positioner. Vi ser det også på arbejdsvilkårene. Der er flere barrierer, der skal nedbrydes og overvindes, før de får adgang til magtpositioner i branchen,“ fortæller Lea Hedeskov, der er projektkoordinator bag rapporten.

Musiker Luna Ersahin, der står bag bandet AySay, genkender rapportens billede af musikbranchen. Særligt fremhæver hun seksualiseringen af kvinder, som er en konstant bekymring i hendes arbejde for at etablere en musikalsk karriere. “Det er ubehageligt at sidde og snakke med et menneske, som er en gatekeeper på den ene eller den anden måde og blive i tvivl om, hvorvidt man har interesse, fordi man er en god musiker, eller fordi man er en smuk kvinde,“ fortæller hun til Føljeton.

Luna Ersahin har flere gange oplevet, at hendes køn har påvirket hendes arbejde. Hun beskriver særligt to situationer, hvor interessen for hende har handlet om hendes køn frem for hendes musik. Den første episode fandt sted til et netværksevent, hvor en booker kysser hende mod hendes vilje. Den anden omhandler en “gatekeeper“, der ringede på sene tidspunkter og også inviterede hende hjem til sig selv.

“Jeg sagde ja, fordi der var jo ikke noget i det. Det er ikke, fordi jeg er blevet overgrebet på den måde, men det er den der konstante usikkerhed omkring: Nu sidder jeg her alene i dit hjem. Du ringer klokken 11 om aftenen, det føles som et underligt tidspunkt. Du er en mand, og du er meget ældre end mig, men du er jo god at kende,“ siger hun.

De oplevelser, som Luna Ersahin beskriver, påvirker hende stadig: “Jeg internaliserer en idé om, at jeg er mere i kraft af min krop, end jeg er i kraft af mine musikalske færdigheder. Det har jeg arbejdet rigtig meget på at komme væk fra.“

Handler ikke kun om køn

Sidste år udkom to store undersøgelser om kvinders vilkår i musik. De viste, at kvinder og kønsminoriteter i højere grad end mænd oplever stress, ensomhed og usikkerhed, samt at de i højere grad udsættes for grænseoverskridende adfærd. Men ifølge Another Life er det ikke nok kun at undersøge vilkår ud fra køn.

“Vi ville gerne belyse, at der er rigtig mange flere mennesker og nuancer, som vi bliver nødt til at have med for at kunne se, hvor der er behov for forandring,“ siger Rosa Lois Balle Yahiya. Derfor undersøger foreningen både køn, etnicitet, seksualitet, funktionsvariationer og kropsidealer.

I spørgeskemaet bag rapporten angav LGBTQIA+-personer i højere grad oplevelser af seksuelt grænseoverskridende adfærd fra kollegaer. Personer med funktionsnedsættelser angav den højeste hyppighed af stresssymptomer, og overordnet set fravælger minoriserede personer i højere grad at deltage i arrangementer af frygt for diskrimination.

Hvis ikke man ser på identitetskategorierne – som Another Life kalder dem – i kombination med hinanden, løber man ifølge Lea Hedeskov “en meget stor risiko for kun at få de mest privilegerede med. Kigger man isoleret på køn, så er det ofte hvide, heteroseksuelle, cis-kvinder fra en høj socialklasse, som vil få gavn af det. Det er selvfølgelig dejligt. Men vi taber dem, som er mindst privilegeret og løfter kun dem, der allerede står stærkest. Det vil vi helst ikke.“

Netværk og nepotisme

I musikindustrien er netværk afgørende for din karriere. Det mener ni ud af ti af de adspurgte i rapporten. Luna Ersahin fremhæver også netværk som en vigtig, men forvirrende faktor i musikbranchen. Dem, der bliver booket, er også dem bookerne godt kan lide, fortæller hun og påpeger, at hun konstant er bekymret for, hvorfor de kan lide hende.

Ifølge Another Life skaber det grundlag for, at den samme slags personer sidder som groet fast til chefstolene: “Det er netværk, nepotisme og udvælgelsesprocesser, hvor enkeltpersoner står med rigtig meget ansvar,“ siger Rosa Lois Balle Yahiya og tilføjer: “Man giver de forskellige magtpositioner videre til personer, der minder om en selv, og jobopslag bliver tit ikke slået op.“

“Der skal tages nogle beslutninger og omlægges nogle arbejdsgange. Der skal simpelthen laves om på nogle vaner og normer. Forandringerne skal ske på samtlige magtniveauer, men de større strukturelle ændringer skal ske fra der hvor magten er,“ vurderer Rosa Lois Balle Yahiya, og påpeger, at det især gælder de største institutioner og interesseorganisationer, men også Kulturministeriet og Statens Kunstfond.

Forperson for Dansk Musiker Forbund, Søs Nyengaard, fortæller, at der er “mange gatekeepers i vores musikbranche, og vi mennesker kan jo godt have en tendens til at vælge folk, der ligner os selv. Derfor kan det være svært for folk, der ikke ligner gatekeepers at komme ind.“ Hun understreger, at de som fagforening gør alt, hvad de kan for at undersøge chikane, mobning, seksuelle krænkelser og generelt dårlige arbejdsforhold blandt deres medlemmer, ligesom man tilbyder rådgivning og vejledning i hver enkelt sag.

Hos musikselskabernes brancheforening IFPI medgiver de, at Another Lifes beskrivelser af musikbranchen ikke er noget, de ”som sådan ikke kan genkende“, skriver kommunikationskonsulent Sofie Sarlvit i en skriftlig kommentar til Føljeton. “Det er åbenlyst, at vi fra toppen skal bidrage aktivt til at drive den positive forandring. Vi arbejder på det, men er langt fra i mål – og vi skal forbedre os.“

Konklusionerne i Another Lifes rapport tyder da heller ikke på, at vi er færdige med at tale om arbejdsforhold og misrepræsentation i dansk musik lige foreløbig. For så længe tallene dokumenterer diskrimination, seksuelt grænseoverskridende adfærd og mistrivsel, er der stadig grund til at tage den traditionsrige snak om, hvem, der laver vores musik – og under hvilke vilkår. /Xenia Heiberg Heurlin