Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Kravet om en folkeafstemning om Store Bededag vinder styrke. Det er nemlig ikke kun fagbevægelsen, som netop har kastet alle sine mange millioner efter en kampagne, der skal tvinge SVM-regeringens til at overlade forslaget om at sløjfe en fridag til vælgerne selv. Også en sjældent samlet skare af kirkelige kredse er i fuld gang med at mobilisere.
En oprigtig hellig alliance, der rækker helt fra bl.a. det nationalkonservative Tidehverv over Landsforeningen af Menighedsråd til Grundtvigs Forum, har sendt et brev til kirkeminister Louise Schack Elholm (V), hvor de i kor kræver, at forslaget om at afskaffe Store Bededag skal skrottes.
Statsminister Mette Frederiksen (S) advarer i første omgang mod at sende forslaget til folkeafstemning, nok i høj grad fordi alle meningsmålinger tyder på, at SVM-regeringen vil tabe med et brag, og således forværre ministrenes allerede snublende begyndelse:
”Det vil være en glidebane, som er farlig,“ siger statsministeren og henviser til, at der vil kunne opstå præcedens for, at mulige og umulige lovforslag fremover skal sendes til folkeafstemning:
“Der har aldrig været afholdt en folkeafstemning om et konkret politisk emne før. Man kan prøve at tænke tanken til ende; hvad så næste gang nogen i Folketinget er uenig om klimapolitikken, folkepensionen eller folkeskolen?“ spørger Mette Frederiksen retorisk.
I praksis er der imidlertid snarere tale om, at den perfekte storm har ramt hende og hendes nye midterregering. For det er i sandhed et særsyn, at så vidt forskellige grupperinger og interesser kan finde sammen, og alene derfor er der foreløbigt intet, som tyder på, at stormen om Store Bededag vil forandre dansk politik for bestandigt. Tværtimod er der tale om en enestående undtagelse.
Hvis et lovforslag, der er vedtaget med almindeligt flertal i Folketinget, skal kunne sendes til folkeafstemning, kræver det, at en tredjedel af medlemmerne stemmer for, altså et kvalificeret mindretal på 60 mandater. Indtil videre er der dog ikke tilstrækkeligt med partier, der har lovet, at de rent faktisk vil stemme for en folkeafstemning.
Formelt set har statsminister således endnu ikke noget at frygte. Men vælgerhavet er i røre, og det kan skabe vidtrækkende problemer for det nye ministerhold. Den faretruende tendens er nemlig, at en treenighed af modstandere har sluttet sig sammen; en alliance, der kan beskrives som Gud, Konge og Fædreland. Eller de kirkelige, de konstitutionelle og de korporatistiske.
Fra den første flanke angriber den hellige alliance med et argument om, at regeringen og folketinget traditionelt set – og siden 1848 – har lyttet til folkekirkens parter, “når der blev lovgivet om folkekirkens ydre anliggender“, som det hedder i brevet til kirkeministeren. Det er principper om “jus circa sacra“, rettigheder omkring det hellige, som er på spil.
Fra den anden flanke af noget mere verdslige demokrater lyder modoffensiven, at det snævre flertal bag SVM-regeringen skal stoppes, simpelthen for at bremse en helt ny form for flertalstyranni i Folketinget. Da Landstinget blev afskaffet 1953, indførte man netop muligheden for, at mindretal kan udløse folkeafstemninger for at skabe en slags checks-and-balances i Danmark. Og det kan udnyttes til at stække regeringsmagten. Det begynder at ligne en slags forfatningskamp.
Fra den tredje flanke af mere folkelige grupperinger handler modstanden om at værne om det nære familieliv. De fælles fridage, hvor børn og voksne kan være sammen uden at skulle være soldater for konkurrencestaten. Seneste magtfaktor her er den kooperative supermarkedskæde Coop, som skriver i sit høringssvar:
“Det vil gå ud over de små butikker og landsbyerne, hvis man afskaffer Store Bededag. De små dagligvarebutikker – dem der har en årlig omsætning på under 38,1 mio. kr. – er meget afhængige af den omsætning, de får, når de store butikker skal holde lukket på grund af helligdagen. I mange lokalsamfund er købmanden eller Brugsen den sidste butik, og de har det rigtig svært i forvejen. Forslaget om at afskaffe Store Bededag er derfor endnu et søm i landsbyernes ligkiste.“
De udgør en barsk trikolore: de kirkelige, de konstitutionelle og de korporatistiske. Men indtil videre er det alligevel ikke så sandsynligt, at shitstormen mod SVM-regeringen vil udarte i en egentlig folkeafstemning, ganske enkelt fordi hverken De Konservative eller SF tegner til at ville ende med at stemme for.
Men kræfterne i civilsamfundet er sluppet løs. Selvom alle nok ville kunne finde vigtigere emner at holde folkeafstemninger om, og formentlig også ville kunne protestere endnu mere hidsigt over andre nedskæringsforslag, skiller den aktuelle modstand mod afskaffelsen af Store Bededag sig ud. Det er den forenede frustration, som gør forskellen. /Lars Trier Mogensen