Anmeldelse

Et overordentligt godt og skinnende grønt bekendtskab

Anna Kavan

Børn, der låses inde på deres værelser af grunde, de ikke forstår. Kvinder, der bliver fanget i huse med maskuline stemmer, der runger fra ubestemte hjørner. Mennesker ombord på skibe, hvorfra der ikke synes nogen anden udvej end at hoppe overbord. Grå byer uden ende og en skinnende grøn mark, der ikke varsler frihed, men forfølgelse.

Der er noget ildevarslende i alle Anna Kavans noveller i samlingen En skinnende grøn mark, der tager navn efter samlingens indledende fortælling. Situationer, der ved første øjenkast ikke synes foruroligende, men hvor der alligevel er noget, der ikke helt stemmer. Noget af det, som gamle Sigmund Freud måske ville kalde Unheimlich: Det ligner noget, vi kender, og så alligevel ikke.

Det er netop i krydsfeltet mellem det virkelige og det fantastiske, at Kavans noveller befinder sig. Virkelighedsfornemmelsen gøres kontinuerligt rundtosset, som i novellen “Lykkeligt navn“, hvor tiden pludselig på næsten gotisk vis løber fra den unge Frøken Letty, der bare skal tage sig af sin far. Eller i den vilde “Fuglene danser“, hvor hovedkarakteren bliver fanget i en by, hvor alt natur er ham utilgængeligt med undtagelse af en mystisk sø, der synes at besværge hele byen.

Den kavanske krusningseffekt

Er det første gang, du hører navnet Anna Kavan, er det måske ikke så mærkeligt endda. Trods beundrere som Anaïs Nin, J.G. Ballard, Patti Smith og Deborah Levy blandt andre, er det kun anden gang, at britiske Anna Kavans litteratur optræder på dansk. Hendes roman Ice udkom herhjemme i 1973, men står nu til at udkomme i en ny oversættelse senere i år.

Det er det lille i sig selv rimelig grønne københavnske mikroforlag Demonte, der har opstøvet og oversat Kavans novellesamling fra 1958. En skinnende grøn mark er blev støvet af og har hos Demonte med hjælp fra grafikerne hos Office Hours fået et lige så grønt ydre som indre i bedste niche-stil fuldendt med en bevidst skæv sideopsætning og en lidt for aflang bog, der udkom i december 2022.

Ja, værkets fysiske skævhed maner læserens opmærksomhed: Titel og forfatternavn er næsten gemt væk i den bogens grønne farve, og på hver side finder man et gabende tomrum i sidens bund, der på samme måde synes at afkræve, at læserens tommel hviler der, idet man fatter om bogen. Det giver fornemmelsen af en ny slags læsning i et værk, hvis egen virkelighedsfornemmelse i forvejen er rundtosset.

Et sted midt imellem verden og fantasi

I de i alt 13 noveller i En skinnende grøn mark synes distancen mellem drømme og virkelighed hele tiden at blive udvisket, og værket er fuld af karakterer, der drages og efterlades isoleret i det spekulative, og uskyldige, magtløse mennesker, der behandles krænkende af deres omverden. Som i novellen “Mus“, hvor et lille barn bliver solgt, og hvis nye ejere optræder bespottende og hånligt over barnets manglende tale og angst.

Det er svært at lade være med at trække tråde til Kavans eget liv, jo mere man lærer om og læser op på den nye bekendte. For begik hendes far ikke selvmord ved at kaste sig ud over rælingen på et skib, ligesom det bliver diskuteret i novellen “Et af brændpunkterne“? Og oplevede Kavan ikke selv at blive trynet i sin opvækst på forskellige kostskoler, hvilket hun beskrev i en dagbog som: “Alle de gamle victorianske mobbemetoder synes at være blevet genoplivet til min fordel.“

Måske. En gammel feministisk kritik lyder på, at mænd opdigter, og kvinder vidner: At der fx sjældent drages paralleller mellem Leo Tolstoj og Anna Karenina, men at Jane Austen og Elizabeth Bennett må være en og den samme. Anna Kavans liv kan uden besvær læses ind i hendes virke, men i sig selv befandt hendes tid på jorden sig i forvejen et sted, hvor fiktion og virkelighed smelter sammen: Anna Kavan blev født Helen Emily Woods i 1901 som enebarn ind i en velhavende britisk familie, som 19-årig fik hun navnet Helen Ferguson ved ægteskab, og hun endte sine dage som, ja, Anna Kavan.

Navnet var hendes eget påfund og tilhørte egentlig en af hendes egne, mere selvbiografiske karakterer fra tidligere værker. Hun tog karakterens navn, farvede pludselig sit ellers mørke hår syntetisk lyst, brændte alle hendes gamle dagbøger (med undtagelse af dem fra årene 1926-27), og hendes forfatterskab ændrede sig og blev mere dystert og eksperimenterende. Anna Kavan udgav sin første bog under sit nye navn som 39-årig i 1940, kaldet Asylum Piece. Hun levede stort set hele sit liv som heroinafhængig, var ad flere gange omgange indlagt på psykiatriske hospitaler og forsøgte gentagne gange at begå selvmord.

Genfødsel

En skinnende grøn mark står nu lige så skarpt foruden forfatterens hæsblæsende biografi, der også er medrivende læsning. Novellesamlingen formår både at vise forfatterens spændvidde i fortællingerne, der passer sammen som perler på en lille grøn snor. Oversættelsen lider dog af mindre bump, der til tider føles lidt for ivrig, men det er absolut i det små.

En skinnende grøn mark er et medrivende værk fuld af fantastiske fortællinger, som man så afgjort skal gøre sig selv den tjeneste, den er at læse. Over science fiction-agtige byer, hvor solen ikke kan trænge igennem til de næsten Jane Eyre’ske drømme om eskapisme og samfundets indespærrede og undertrykte, ligger forundringen og ubehaget hele tiden og lurer.

Det føles langt op over, at Kavans litteratur burde få et lille gennembrud i Danmark, og forlaget Demontes oversættelse af novellesamlingen er et overordentlig godt bekendtskab at gøre. Hvis ikke fordi det er en smuk bog ud og ind, så fordi det er sundt at blive rundtosset og grundforvirret en gang imellem. /Astrid Plum

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12