Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix
Krigens forbindelser er ikke altid til at regne ud. Sommerfugleeffekter, vi før har været blinde over for, synes på én og samme tid at blive forstærkede og forvrængede. Det hele virker uvirkeligt – også uden for krigens konkrete parallelvirkelighed. Inflation, energikriser, Store Bededag og Vladimir Putins storhedsvanvid. Alt hænger åbenbart sammen i en svært gennemskuelig matrix. En matrix, som udvikler sig på de mest mærkværdige måder. Tag bare et nyligt eksempel fra fodboldens verden:
Da Rusland tilbage i februar sidste år invaderede Ukraine, stod det hurtigt klart, at de russiske oligarker nu måtte sanktioneres. Den måske mest prominente person i den forbindelse var milliardæren Roman Abramovich, som blev tvunget til at sælge fodboldklubben Chelsea. Det må have været et hårdt slag for Abramovich, for i mange år havde London-klubben været et genialt stykke legetøj, hvori trænere kunne fyres efter forgodtbefindende, og chokerende købssummer kunne kastes efter glitrende stjernespillere. Samtidig må det have været et bittert slag for Vladimir Putin, for med sine mange trofæer har ”Chelski” om noget været et stykke vellykket, russisk sportswashing.
Som skæbnen har villet det, stopper Ruslands nederlag dog ikke her: Under det nye ejerskab anført af den amerikanske forretningsmand Todd Boehly, har Chelsea igen haft den store pengepung fremme for at købe nye spillere – og nu er valget faldet på det ukrainske stortalent Mykhailo Mudryk. For den svimlende sum af 89 mio. britiske pund har Chelsea erhvervet Mudryk fra Shaktar Donetsk, der næppe kan tro deres held. Købssummen er så latterfremkaldende stor, at klubbens præsident – den prominente ukrainske forretningsmand Rinat Akhmetov – allerede har øremærket 20,5 mio. pund til de ukrainske soldater og deres familier. Samtidig er det blevet skrevet ind i købsaftalen, at Chelsea skal spille en venskabskamp mod Shaktar i Donetsk, når Donbas-regionen ikke længere er besat af russiske styrker.
Hurra, for en symbolsk sejr! Chelsea, Abramovich’s tidligere øjesten, er pludselig blevet et overraskende aktiv for den ukrainske krigsindsats. Måske er det faktisk det, man kalder poetisk retfærdighed? Det er i hvert fald krigens edderkoppespind, der atter byder på overraskende forbindelseslinjer – ligesom Mudryk-handlen er en tiltrængt solstrålehistorie midt i de mere alvorlige, geopolitiske forviklinger.
Kampen om kampvognene
På bagkanten af helikopterstyret, der onsdag dræbte 14 mennesker i en forstad til Kyjiv – herunder den ukrainske indenrigsminister Denys Monastyrskyj – var krigen naturligt nok til debat i Davos. På en videoforbindelse til World Economic Forum-topmødet opfordrede Volodymyr Zelenskij nok engang den samlede gruppe rige og magtfulde mennesker til at øge bidragene til Ukraine, og det i en fart. For som den ukrainske præsident påpegede, risikerer “tyranniet at overhale demokratiet“. Natos generalsekretær Jens Stoltenberg lovede da også, at Ukraine vil få “tungere og mere moderne våben“. Til gengæld var Tysklands kansler Olaf Scholz mere tilbageholdende. I stedet for at love noget nyt, valgte Scholz at opremse alt det militære isenkram, Tyskland allerede har givet til Ukraine.
Selv med Davos’ stolte traditioner for varm luft, var skuffelsen til at spore. På trods af, at “Zeitenwende“ (som meget løst kan oversættes til vendepunkt eller tideskifte) er blevet årets ord i Tyskland, efter Scholz brugte det til at beskrive paradigmeskiftet i den tyske forsvarspolitik, lader en afgørende vending stadig vente på sig: At Tyskland giver grønt lys til, at Ukraine kan få tilsendt de Leopard 2-kampvogne, Volodymyr Zelenskij længe har bedt om. Lande som Finland og Polen står ellers allerede klar til levere dem, men da kampvognene bliver produceret i Tyskland, kræver det Scholz’ accept. Og foreløbigt holder kansleren sine kort tæt ind til kroppen.
Fredag mødes Nato’s medlemslande med allierede og repræsentanter fra Ukraine ved militærbasen Ramstein i Tyskland for at koordinere og diskutere kommende våbenleverancer. Håbet er her, at Scholz på egen hjemmebane alligevel vil melde klart ud, og love Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Som udgangspunkt kræver det dog, at USA også byder ind, og lover at donere en samling amerikanske M-1 Abrams-kampvogne. Situationen er højspændt, de interne afhængigheder mange. Men når Mydruk kan iklæde sig en Chelsea-trøje, kan alt vel efterhånden ske. Og forhåbentlig kommer der også en dag, hvor nye venskabskampe kan blive spillet i Donbas. /David Dragsted