Anmeldelse

En øvelse i umage venskab

The Banshees of Inisherin. Jonathan Hession/Searchlight Pictures

Hvad gør egentlig en god ven? At man tropper op lørdag morgen klokken otte for at hjælpe med at flytte? Eller den, der har bilen med jydekrog? En, der altid giver middag på et af de nye, smarte steder, som du så kan prale med at have besøgt? Eller er det måske i sidste ende den, der altid er klar på en snak og en bajer, når dagen føles blå?

Hvis vi skulle spørge den gamle Aristoteles, så er sagen faktisk såresimpel. Som han skriver i sin Nikomakhæiske Etik, så findes der kun tre forskellige typer af venskab:

Det, som er baseret på nydelse: At man underholdes og glædes i hinandens selskab, og at det er fundamentet for relationen. Så er der nyttevenskabet, som karakteriseres ved, at man får noget ud af hinanden. Og til slut er der den sjældne form for venskab, det sande venskab, som opstår mellem gode mennesker, der er lig hinanden i værdier, og som går igennem livet sammen.

Men hvad sker der, hvis man en dag ikke finder glæden i et venskab længere – hvis det nu er ulige eller utilstrækkeligt? Og hvad nu, hvis man finder ud af det og bor på en lillebitte ø ud for den irske vestkyst, hvor der vitterligt ikke er nogen måde, hvorpå man kan undgå den utilstrækkelige og uinspirerende relation? Ja, den er straks værre.

 

Kedsomhedens landskab

På mange måder er den britisk-irske instruktør Martin McDonaghs nyeste film The Banshees of Inisherin en sådan kontinuerlig øvelse i at se umage venskab udfolde sig i pinefuldt smukke og isolerede omgivelser.

Da den hårdtudseende Colm Doherty (Brendan Gleeson) en dag pludselig ikke svarer på den godmodige Pádraic Súilleabháins (Colin Farrell) trofaste banken på døren, må Pádraic ty til ruden. Ganske rigtigt, derinde sidder Colm, helt urørlig i sin lænestol og ryger uden øjensynligt at have lagt mærke til Pádraics tilstedeværelse.

Colm har faktisk hørt Pádraic, men han har besluttet at afslutte deres livslange venskab. Hvorfor? Fordi Pádraic er kedelig. Colm vil bruge resten af sit liv, godt og vel 12 år, som han nøgternt forklarer, på noget nobelt, noget mindeværdigt – som den sang, han vil komponere på sin violin – “The Banshees of Inisherin“ – og han har derfor ikke mere tid til at spilde sammen med den ligefremme ven.

I det mikrokosmos, der udgør øen Inisherin, er der langt ind til fastlandet, hvor den irske borgerkrig i året 1923 kan ses i kanonslag og høres i geværkrudt. Øens landskab, hvor jordarealernes firkantede inddeling er afgrænset af gamle og mere eller mindre faldefærdige mure, vækker minder om øens stilstående tidsfornemmelse. Herude er det kun det bratte opgør mellem de to gamle venner, der fylder.

Med tyk irsk landdialekt og munden fuld af skønt sprog som “feckin“ og “chat like“, danner den begrænsede plads rammer for et kammerspil, der behandler den aristoteliske undren over, hvad venskab er – og hvad der gør et godt venskab.

 

“Jeg kan bare ikke lide dig mere“

… forklarer ColmSonnyLarry (Colm, søn af Sonny, søn af Larry) den konfuse Pádraic, der desperat svarer: “Men du kunne jo godt lide mig i går?“

Havde Aristoteles betragtet de to irere, havde han formodentlig sagt, at et venskab som Colm og Pádraics slet ikke var ment til at kunne bestå. Det er alt for ulige. Colm stræber efter det evige og det ophøjede, hvorimod den almindelige Pádraic, hvis liv har det lille æsel Jenny som sit omdrejningspunkt, mest af alt bare nyder den slags chattin’, som Colm dømmer “formålsløs“.

“Almindelige mennesker vil være venner til fornøjelse eller nytte, da de er hinanden ens på den måde. Men gode mennesker vil være venner i kraft af hinanden, eftersom de er venner for så vidt, som de er gode. De er altså venner uden forbehold; de andre er venner tilfældigt og ved at ligne hinanden,“ skriver Aristoteles

Men på en ø, hvor langt størstedelen af relationerne netop baserer sig på slægtskab og ikke intellekt, ser opgaven noget sort ud for Colm. Faktisk synes den eneste anden, der deler hans trang til thinkin’, at være Pádraics søster Siobhán (Kerry Condon). Hun lider dog selv under det sparsomme og primært mandsdominerede selskab og vil derfor hellere læse end at sludre. Og som hun til sidst føler sig nødsaget til at råbe: “I er alle sammen FUCKING KEDELIGE.“

 

Hvad vil vi huskes for?

Mændene bliver kun mere og mere optagede af deres klammeri, der kører i tomgang i Colms gentagelser af ønsket om at blive ladt alene og Pádraics konstante forsøg på at få venskabet på fode igen. For meget bliver det dog for selv den tilbageholdende Colm, der i ren og skær frustration må true med at klippe fingrene af sig selv, endda fra hans gode violinhånd, hvis ikke Pádraic fatter det.

Det bliver omdrejningspunktet i den ellers stille film, der formår at blive decideret nervepirrende i takt med, at Pádraic allierer sig med øens “dummeste“ beboer, Dominic Kearney, spillet fortrinligt af den unge Barry Keoghan, for at prøve at finde mening med det hele. Generelt er hele Inisherins karaktergalleri umiskendeligt godt selskab, båret igennem af Gleesons bedende blik og Farrells herligt blanke Pádraic med prisværdigt skrånende øjenbryn.

The Banshees of Inisherin er en dybt frustrerende, underholdende lille ø i filmlandskabet, der bæres af irsk ligefremhed og sorthumoristiske, rørende skuespilpræstationer. I takt med at kammerspillet kammer over, står spørgsmålet om det gode venskab tilbage. For er det vigtigste i livet at efterlade sig et mindeværdigt eftermæle – eller er det måske nok i sig selv bare at være rar, mens man nu engang er her? /Astrid Plum

 

The Banshees of Inisherin har biografpremiere den 26. januar.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12