Nyhedsanalysen
fw - tirsdag
Tirsdag vendte vi for en kort bemærkning tilbage til Martin Luther King, og nærmere bestemt til hans prædiken “Fred på jord“ fra 1967, hvor King bl.a. siger, at “vi må lære at leve sammen som brødre eller dø sammen som fjolser“. Det var Astrid Plum, der hev citatet frem, og det skete på baggrund af den tragiske historie om den 31-årige afroamerikanske lærer Keenan Anderson, der for nylig blev slået ihjel i politiets varetægt.
Fred på jord blev der også prædiket en masse om i denne uge ved World Economic Forums årlige topmøde i Davos. Men det giver The New York Times’ økonomikorrespondent Peter Goodman, der sidste år skrev bogen Davos Man, altså ikke meget for. For som han uddybede i et interview med Emma Louise Stenholm:
“Selve topmødet er designet til at fremme idéen om, at tingene bliver løst, bare fordi de bliver diskuteret. Det er også argumentet i min bog: Det er indbygget i selve WEF, at du ikke behøver at beskatte eller regulere de her statsledere, milliardærer og akademikere, fordi de nok skal tage sig af det. Og at der så ikke er nogen grund til rent faktisk at bruge demokratiet til at levere de løsninger, der er brug for. Den tanke skal vi væk fra. Og så jeg er sådan set ligeglad, hvad de snakker om på mødet.“