Lighthouse Reports
Normalt taler vi om pushbacks ved EU’s ydre grænser – som i Grækenland, der flere gange er taget i at bruge voldelige metoder til at sende flygtninge tilbage til Tyrkiet med assistance fra det europæiske kyst- og grænseagentur Frontex. Men migranter holdes ikke kun ude af unionen, de bliver også skubbet rundt inden for den – hvilket effektivt efterlader ansvaret et ubeviseligt sted på havet.
Flygtningekrisen var overalt i mediebilledet de to sidste somre, først efter Lukasjenko åbnede sine grænser i Belarus og senest i begyndelsen af Putins krig i Ukraine. Men selvom de snakken synes at stå i baggrunden for Paludan og Leopard-tanke, er antallet af flygtninge i Europa kun højere end de har været i snart otte år.
I denne uge har mediebureauet Lighthouse Reports sammen med Al Jazeera, ARD Monitor, SRF, Il Domani og Solomon bevist, at Italien ulovligt sender migranter tilbage Grækenland. Data fra de græske myndigheder viser, at mindst 157 mennesker de sidste to år er blevet “tilbageholdt i havnen“, før de bliver låst inde på skibe, der beskrives som “uofficielle fængsler“.
Billeder viser, hvordan migranter låses fast med håndjern i mørke rum uden vinduer og luft. Som på den ene færge, Asteroin II, hvor de lukkes inde i et “tidligere badeværelse med ødelagte bade og toiletter sammen med to madrasser“ – og på en anden, i metalbokse uden adgang til mad eller vand.
Det nye er sådan set ikke, at det sker: Italien er blevet kritiseret for selvsamme i mere end 25 år. Det nye er, at det igen er blevet dokumenteret. De italienske myndigheder blev for få år siden afsløret i at sende migranter fra Afghanistan, Syrien og Irak op tilbage langs den nordøstlige grænse til Slovenien og ind i Balkan-landene. I den nuværende situation lander ansvaret praktisk talt hos bådselskaberne selv. Som vi skrev i tirsdagens Føljeton, er det for eksempel kommet frem, at Italien bruger anti-mafia-love til at kriminalisere bådførerne, der ofte selv kommer fra en flygtningebaggrund og altså selv er blevet uskyldige ofre for pushback-politikken.
Umulig bevisførelse
Som forskeren Mariam Tapponi bemærker, betyder privatiseringen af migrationspolitikken, at medlemslandene selv får gavn af at outsource ansvaret. Potentielt vil man altid kunne sige, at det er redskabets skyld: Maskinen, færgen, båden, bilen eller noget femte. Samtidig er det overladt til data og kunstig intelligens at bevise, hvornår det går galt, mens EU-Kommissionen selv barsler med at indføre teknologier som løgnedetektorer ved grænserne.
I 1999 indgik Italien og Grækenland en aftale, der gjorde det lovligt for Italien at tilbagesende flygtninge til Grækenland – dog ikke asylansøgere. De er stadig beskyttet af Dublin-konventionen, som skal give “alle asylansøgere sikkerhed for, at deres ansøgning vil blive behandlet af en af medlemsstaterne, og at undgå, at asylansøgere sendes fra den ene medlemsstat til den anden, uden at nogen af disse stater erklærer sig kompetent til at behandle asylansøgningen“.
Konventionen bliver altså overtrådt, når Italien igen laver pushbacks. Selv mener landet ikke at have brugt nogen regler: I sagen om Slovenien skrev det daværende indenrigsministerium i et brev til parlamentet, at tilbagesendelserne var “inden for lovens rammer“, fordi det er et EU-land – og fordi det var “irregulære migranter“ og ikke asylansøgere.
I 2014 konkluderede den Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg dog, at de flygtende i praksis slet ikke havde haft mulighed for at søge asyl. Man sendte derfor en række observatører til Italien, der kort efter tog hjem igen, fordi man mente de ulovlige pushbacks var blevet stoppet. Det viser den nye data, at de ikke er. Pushbacks foregår altså stadig både inden og uden for unionens grænser.
Samtidig nægtede Italien i efteråret i flere dage at lade både fra private hjælpeorganisationer lægge til kaj, hvilket satte gang i en ny kontrovers om, hvem der står bag. Er det Italien selv? Landet, hvor båden er produceret? Eller der, hvor ngo’en, der ejer båden, er registreret? Det er også blevet afdækket, hvordan EU selv har hjulpet Italien og den libyske kystvagt med at holde flygtninge fra land, hvilket igen forplumrer, hvor ansvaret ligger. Eller som Hannah Arendt engang skrev, lidt løst oversat: “Hvis vi identificerer tyranni en regering, der ikke er forpligtet til at stå til regnskab for sig selv, er det at ingen bestemmer klart det mest tyranniske, da der ikke er nogen tilbage, der kan blive bedt om at stå til ansvar for det, der gøres.“
Skåret i salami
Selvom der de seneste år har været flere sager om pushbacks for de internationale domstole, er der stadig tøven: “Der er håndhævelsesmekanismer, men der er politiske beslutninger om ikke at gøre brug af dem. Især i Grækenlands tilfælde har der været og er der fortsat politiske beslutninger om ikke at bruge de værktøjer, der er til rådighed,“ siger Catherine Woollard, der er direktør for European Council on Refugees and Exiles (ECRE), et netværk af europæiske ngo’er, til The New Humanitarian.
Også EU-Kommissionen har holdt sig tilbage med at finde på nye løsninger. I mangel på bedre har man opfordret medlemslandene til at iværksætte “uafhængige kontrolorganer“ – men i praksis har det vist sig svært at skelne mellem, hvem der står bag en forkert beslutning: Om det er medlemslandenes egne myndigheder, Frontex, Nato, eller egenhændige menneskesmuglere.
Det er ikke kun et teoretisk problem. Eksempelvis er Frontex, der flere gange er blevet afsløret i at stå bag pushbacks, kun få gange stillet for en domstol af netop den grund. Grænseorganisationen er endda blevet sammenlignet med en salami, fordi ansvaret for at leve op til menneskerettighederne bogstaveligt talt bliver skåret i skiver, efter Frontex op gennem 00’erne har fået flere og flere beføjelser og dermed flere underenheder og flere fællesledede operationer.
Selv er det Frontex’ holdning, at det kun er de deltagende medlemsstater, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelserne. På samme måde kan man sige, at Italien ligesom flere andre europæiske lande er i gang med at fordele ansvaret ud i så mange små enheder, at det reelt ikke er til at få øje på. Det er kun blevet mere sløret, om ansvaret ligger hos færgeselskabet, bådføreren eller ngo’en – og i hvert fald aldrig hos dem selv. /Emma Louise Stenholm