Patrik Stollarz/AFP/Ritzau Scanpix
Slog man tirsdag aften op i Berlingskes onlineavis, lå en overraskende nyhed og ventede. “Tiden arbejder for Putin,“ stod der (betalingsmur) i en rubrik – og straks begyndte vores bange anelser at galopere afsted. For var der mon en vigtig LinkedIn- eller Twitter-opdatering med #jobnyt, vi havde overset? Her gik vi og troede, at Tiden ikke venter på nogen, og så lader den sig alligevel ansætte af Ruslands krigsforbryderiske præsident!
En nøjere granskning af artiklen kunne selvfølgelig afsløre, at tingene ikke var helt så galt fat. Tiden gør stadig bare det, den gør bedst: passerer. Lige nu er det dog til Vladimir Putins fordel. En ny global meningsmåling fra analyseinstituttet Ipsos viser, at opbakningen til Ukraine – omend den stadig er bemærkelsesværdigt høj i såkaldt “vestlige“ lande – er begyndt at tage et dyk. Det kan vise sig problematisk for Ukraine, der fortsat afhænger af udenlandske donationer for at holde krigsindsatsen kørende. Tiden heler måske alle sår, men den kan ikke forhindre nye i at opstå. Særligt ikke, hvis flere lande bestemmer sig for at prioritere egne problemer, snarere end Ukraines fortsatte kamp.
Som Berlingske også bemærker, udtrykte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) meget godt dilemmaet, da avisen fangede ham mandag aften i Bruxelles: “Vi er blandt de lande, der støtter mest i forhold til vores størrelse. Og det skal vi være parate til også at gøre i fremtiden. Men det kræver, at vi har modet til at få truffet de politiske beslutninger, der gør os i stand til det, samtidig med at vi også gerne vil mange andre gode ting såsom at sikre vores psykiatri, vores sygehuse og så videre.“ I takt med at metaltrætheden slår til, risikerer krigen at blive så tilpas normaliseret, at den forvandles til nok en politisk udfordring i en lang række af prioriteringer. Og det er præcis det, Putin profiterer på.
Men hov, hvad er nu det? Det er minsandten Tiden, der skifter! For som man samtidig kunne læse tirsdag aften, er tiden også fløjet fra den måde, vi indtil nu har fastsat klokken på i Danmark. En gammel lov fra 1893 foreskriver, at den danske normaltid bestemmes ud fra “Middelsoltiden for den 15de Længdegrad Øst for Greenwich“, men problemet er her, at Middelsoltiden afhænger af hastigheden på Jordens rotation, og den varierer faktisk. Af samme grund har en opgørelse før vist, at dansk tid “efter 1893-loven var 0,07 sekunder foran den koordinerede universaltid“. Og den går selvsagt ikke på transportminister Thomas Danielsens (V) vagt. Onsdag fremsætter han derfor et lovforslag, der officielt vil få Danmark på ret køl sådan rent tidsmæssigt.
Hvem ved, måske kan Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij finde trøst i netop det billede på sin 45-års fødselsdag – særligt efter den omfattende korruptionsskandale i embedsværket, som har tvunget ham til at gennemføre den største regeringsændring siden krigens begyndelse. The Times They Are a-Changin, men ikke nødvendigvis i den gale retning. For hvis den tabte tid ikke kan genvindes, kan den i det mindste omvendes. Så langt er man også nået i Tyskland, der nu lader til at gå ind i en ny fase af kansler Olaf Scholz’ bebudede Zeitenwende i forsvarspolitikken. Pro(u)st!
Onsdag formiddag kunne Scholz som ventet bekræfte, at Tyskland nu slipper leoparderne fri. Nærmere bestemt de Leopard 2-kampvogne, som Ukraine længe har efterspurgt, og som flere lande har sagt, at de gerne vil levere, hvis bare Tyskland giver det nødvendige grønne lys. Sideløbende fortæller flere medier, at USA vil levere mindst 30 M1 Abrams-kampvogne til Ukraine. Fra Moskva flyver beskyldningerne om, at leverancerne er en bevidst provokation, mens militæranalytikere virker relativt enige om, at krigen nu går ind i en ny, uforudsigelig fase. Sjovt nok er fremtiden ikke til at regne med. Men før vi kommer så langt, skal kampvognene også lige nå til Ukraine. “Og det tager tid,“ som Berlingske sørme pointerer (betalingsmur). Hvem ved, hvem den arbejder for, når først leoparderne kommer på græs. /David Dragsted