Pave Frans, religiøst overhoved for 1,2 mia. katolikker på jordkloden, stillede tirsdag op til et eksklusivt interview hos nyhedsbureauet Associated Press. Han taler lidt i øst og vest, men vigtigste take away er nok det, som AP også har valgt som overskrift på interviewet: ‘Pave siger homoseksualitet ikke en forbrydelse.’
Det virker middelalderligt, at det kan være ‘historien’, som man kalder det i journalistbranchen. Men det er også en middelalderlig organisation, han repræsenterer. Ifølge AP blev bemærkningen straks hyldet af menneskerettighedsorganisationer som en “milepæl“, eftersom ingen af Frans’ 265 forgængere i embedet tilnærmelsesvis har ytret noget lignende om stater, der kriminaliserer homoseksualitet.
Så hurra for det. Man skal dog nok ikke regne med at se paven i et Pride-optog – hverken gående (han er 86 år og har knæproblemer) eller i sin pavemobil – for han fastholder, at i den katolske kirkes lære er homoseksuel aktivitet en synd. “Det er ikke en forbrydelse. Ja, men det er en synd. Fint, men lad os til at begynde med skelne mellem en synd og en forbrydelse,“ sagde han. Han anbefalede videre katolske biskopper, der ikke anerkender alle menneskers værdighed, at få større indsigt gennem en “omvendelsesproces“.
AP formulerer det i interviewet, som om paven sidder og snakker lidt frem og tilbage med sig selv for ligesom at få artikuleret sin holdning så præcist som muligt. Det giver han et anstrøg sådan set et anstrøg af menneskelighed, at han tilsyneladende ikke havde forberedt formuleringen 100 pct. hjemmefra.
Hold ud!
Hvis du er træt af at høre om paven, så hold ud! For lige om lidt skifter vi ham ud med anden gammel mand, der er knapt så progressiv og noget mindre tilbøjelig til at indrømme fejl, nemlig tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der fylder 70 år i dag. Overgangen bliver glidende; vi bruger Folkerepublikken Kina som trædesten. I interviewet med paven spørger AP’s reporter til Vatikanets forhold til det kinesiske styre, som vel at mærke anerkender den katolske tro, men alligevel undertrykker landets 12 mio. katolikker. “Vi må gå tålmodigt i Kina,“ sagde paven og understregede, at dialogens og diplomatiets sti er den rette at følge.
Bang, klonk, naturlig overgang til fødselar Fogh. Der er sket noget med den tidligere statsminister og Nato-generalsekretær, efter at han har fået briller. Her torsdag morgen sendte Ritzau pludselig en historie ud, hvor han som en stemme fra fortiden blander sig i den langtrukne politiske Store Bededag-standoff. Han anbefaler, at man fjerner helligdagen, men venter med at gøre det til efter næste folketingsvalg. Og selvfølgelig handler det om hans to besættelser – frihed og demokrati: “Man er nødt til at se i øjnene, at vi står i en situation, som er meget ekstraordinær, fordi der er krig i Europa. At danskerne skal arbejde en dag mere om året, det er en meget lille pris, sammenlignet med det mareridt ukrainerne gennemlever.“
For et par ugers siden fløj han som bekendt på eget initiativ til Taiwan “for at vise støtte til Taiwan, som i øjeblikket er udsat for øget pres fra Kina. Både militært og økonomisk.“ Det lykkedes ham bl.a. at få en snak med landets præsident Tsai Ing-wen – og selvfølgelig skabe opmærksomhed om sin selvopfundne ‘demokratiorganisation’ Alliance of Democracies, som han vel håber kan få vind i sejlene, så hans eftermæle ikke bliver, at han som statsminister førte Danmark i krig i Afghanistan og Irak.
I et fødselsdagsportræt i Politiken i dag, som i øvrigt ikke nævner Afghanistan-brøleren med et ord, fremstilles Anders Fogh Rasmussen som en mand, der de seneste år har “blødt en smule op på det lidt firskårne machoimage“, som han havde i statsministerperioden 2001-09. Image er nøgleordet. Det ligner marketing. Hvor pave Frans lyder som en mand, der trods alt har gjort sig nogle erkendelser og rykket sig i et langt liv i katolicismens tjeneste, har Fogh formået at stå helt stille. Det kom vel bedst til udtryk, da han stillede op til interview i Deadline på DR2 forleden. Da værten Astrid Berg spurgte ham: “Skulle man som stifter af en demokratiorganisation ikke overveje, om der er andet at tage i brug end konflikt her?“
Til det svarede han på den måde, han også svarede på, da han stillede op til interviews som statsminister: “Jamen, ved du hvad. Vil det virkelig sige, at vi skulle bare overgive os til autokraterne og acceptere mindre frihed, mindre demokrati for at tilgodese Kinas interesser? Ikke tale om! Et princip, det er et princip.“
Manden kunne måske lære lidt af Groucho Marx, der sagde: “Dette er mine principper. Hvis du ikke kan lide dem, så har jeg nogen andre.“ Men det kræver jo humoristisk sans. Verden bør ikke styres af folk uden humor. /Oliver Stilling