Kære læser

Den israelske voldsspiral

Foto: Mussa Issa Qawasma/Reuters/Ritzau Scanpix

Er staten Israel verdens mest trættende demokrati? I dag mandag, hvor USA’s udenrigsminister Anthony Blinken møder Israels premierminister Benjamin Netanyahu i Jerusalem, føles det sådan. Israel figurerer overalt i nyhederne. Hvis vi skal lægge ud med ‘den danske vinkel’, så er der nu gået nogle dage, siden forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) meldte ud, at det danske forsvar indkøber militært isenkram for 1,7 mia. kr. af den kontroversielle israelske våbenproducent Elbit Systems.

Det drejer sig om seks raketkastersystemer og 19 artillerisystemer, som skal erstatte 19 franskproducerede artillerisystemer, som Danmark har doneret til Ukraine. Valget faldt på Elbit Systems, fordi deres varer er top-notch, og fordi de kan levere hurtigt og professionelt.

Dagbladet Information kunne i weekenden fortælle, at Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) forud for ordren har lavet en CSR-analyse af Elbit Systems, og at der, som en presseansvarlig fra FMI oplyste til avisen, ”i denne analyse intet [var] at udsætte på virksomheden”.

Der melder sig flere spørgsmål. Kan en våbenproducent overhovedet være stærk på CSR (Corporate Social Responsibility)? CSR er samfundsansvar, social ansvarlighed, bæredygtighed og en såkaldt ‘tredobbelt bundlinje’, som handler om, at der foretages en afvejning mellem profit og miljømæssig og social påvirkning. Kom ikke og sig, at en våbenproducent – en hvilken som helst våbenproducent – kan have en fed CSR-profil.

Og som Information også er inde på, har Elbit Systems i en årrække været blacklistet af store danske pensionsselskaber for ikke at leve op til menneskerettighederne, bl.a. fordi virksomheden producerer klyngebomber og udstyr til crowd control. Det sidste lyder ikke så slemt som klyngebomber, men det er skræddersyet til, at den israelske hær kan slå hårdt ned på palæstinensiske uromagere i områder, som (ifølge Génève-konventionen) er under ulovlig israelsk besættelse. Det virker helt latterligt overhovedet at tale om, at der ikke skulle være noget ”at udsætte” på Elbit Systems. ”Jeg er helt med på, at nogle har en berøringsangst i forhold til, at det er et israelsk firma,” udtaler Jakob Ellemann-Jensen. ”Det har regeringen ikke.”

Voldsspiral

USA’s udenrigsministers besøg i Israel har været planlagt længe, men det falder sammen med, at Israel og Palæstina oplever nogle af de værste gensidige voldsepisoder i flere år. Torsdag morgen i sidste uge foretog israelsk militær og politi en razzia i byen Jenin på Vestbredden. Man gik efter at få ram på militante fra gruppen Islamisk Jihad, som angiveligt var ved at planlægge angreb på Israel. Under razziaen blev ti mennesker dræbt, herunder en 60-årig kvinde, mens adskillige blev såret. Ifølge den israelske hær var ”de fleste” af de døde jihadister, som havde angrebet de israelske sikkerhedsstyrker.

Dagen efter skød og dræbte en ung palæstinensisk mand syv israelere og sårede tre ved et angreb nær en synagoge i i Østjerusalem. Søndag meddelte israelsk politi, at mandens familie, herunder hans mor og onkel, og naboer alle var blevet arresteret og fjernet. Familiens hjem var blevet tømt og forseglet. ”Hans hjem bliver revet revet ned,” udtalte premierminister Netanyahu ifølge The New York Times. Det er det, man kollektiv afstraffelse. Samtidig blev en anden palæstinensisk mand dræbt uden for en israelsk bosættelse.

Anthony Blinken kan ikke gøre noget ved denne voldsspiral. Og den nye regering, som Netanyahu har dannet med to højreekstreme partier hjælper ikke på situationen. Som The New Yorker-skribenten Raja Shehadeh minder om i en kommentar, er den nye nationale sikkerhedsminister, Itamar Ben Gvir, af en israelsk domstol blevet dømt for at opildne til racisme og støtte en terrororganisation. Det er ikke opløftende.

Blinken kan ikke gøre noget på kort sigt. Men USA kan måske begynde at kigge på den økonomiske støtte, som landet sender til Israel hvert år. I 2020 sendte USA 3,8 mia. dollars, og næsten hele beløbet gik til militæret. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12