Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Et godt land at dø i er dette.
Midt på den endeløse slette står der et telt.
Teltet er åbent mod alle fire verdenshjørner.
Længere end blæst og stjerner kan du ikke tænke.
– Fra Håndens skælven i november (1986)
Det ville næsten være et posthumt justitsmord at bringe Henrik Nordbrandt, der tirsdag sov ind, 77 år gammel, ind i Irma-raseriet. Efter det mandag kom frem, at Irma-pigen går på pension efter 137 år – og at Irma ligesom Kvickly og SuperBrugsen erstattes af Coop – har hun delt Danmark mellem dem, der i København omfavner nostalgien og dem, som ikke kunne være mere ligeglade. Heldigvis er det ikke gået så vidt som i Sverige, hvor ICA-supermarkederne beskyldes for at ville ”indføre en ny verdensorden”, fordi de er begyndt at sælge en salat med insekter.
Født på Frederiksberg lige ved krigens afslutning, som han bar med sig gennem livet, kunne man formode, at Henrik Nordbrandt var en af dem, der havde et særligt forhold til butikken. Hvis ikke man vidste, at han ”aldrig blev træt af at lufte sin inderlige antipati mod chauvinistisk dyrkelse af Danmark,” som det lyder i litteraturkritikeren Erik Skyum-Nielsens nekrolog over Nordbrandt i Information (der er det bedste, du skal læse i dag).
Måske ville digteren synes, at det var helt ligegyldigt. Eller også ville han se det som et sidste tegn på, at elendigheden er ved at overtage storbyen? Nordbrandt gav ikke meget for rigdommen eller snæversynetheden, og der er mange grunde til at mindes ham. Som det lyder i nekrologen, havde han ikke brug for metaforer, han sagde tingene, som han mente dem, og “demonstrerede hyppigt en intens afsmag for det perfekte”:
”Jeg har det ikke godt med Danmark. Jeg prøver virkelig at bilde mig ind, jeg kan lide det. Men slet ikke København. Jeg synes, det er en af de grimmeste og mest ulidelige storbyer i hele verden. Den er så flad. Der er ikke noget, der går op eller ned. Du kan ikke se nogen steder hen, den er så fængselsagtig,” sagde han i et tolv år gammelt interview i samme avis. Eller som han skrev i sin digtsamling Vi danskere, der i Kristeligt Dagblad blev kaldt et af de dårligste værker af en af ”landets bedste forfattere”:
Hovedstaden for eksempel ligner og lugter som et lokum.
Lorten løber ud i vandet til højre
Ovenpå bor de rige. Nedenunder de fattige.
I digtsamlingen lægger han heller ikke skjul på sin foragt over for den danske alvor, der er så ”alvorlig på den typisk danske måde, der gør den så typisk alvorlig.” Fordi der ”ikke er noget at komme efter” i Danmark, som han skrev med Anders Fogh Rasmussen i tankerne, en person hvis politik han ikke ”i almindelighed” gik ind for.
Det skulle da lige være
svineproduktionen
kongehuset og kirken.
Måske ville Nordbrandt også have en intens afsmag overfor, at det eneste, der kan forbinde os herhjemme er store bededag – og nu også Irmapigen? Hvis man kigger over ”blæsten og stjernerne”, er der i hvert fald større udskiftninger at få øje på end i Københavns boble:
Ørsted har præsenteret sit bedste regnskab nogensinde – blandt andet fordi de har tjent penge på ”gasforretningen”. I Storbritannien nedlægger over 100.000 lærere deres arbejde, og i Frankrig samledes godt en halv million mennesker tirsdag mod Macrons pensionsreformer. Der kan de finde ud af at strejke: Herhjemme rækker det højst til Kvickly i Odder, der stædigt modsætter sig at skifte navn. Men ifølge Nordbrandt kan dovenskaben i sig selv være et larmende opgør:
”De fleste dyr prøver ganske naturligt at bruge så lidt energi som muligt. Det er sådan, man overlever i den vilde natur. Men sådan er det ikke i vores samfund. I stedet løber folk rundt om den der sø hver eneste dag, selvom det ingen som helst nytte har. Og de løber på arbejde for at tjene penge, som de kan forbruge på ting, de ikke har brug for, og skabe endnu mere affald,” skrev han for fem år siden i Berlingske og mindede både os og sig selv om ordsproget, at ”en times tænkning er bedre end 70 års bøn”.
“Man kunne også sige, at en times tænkning er bedre end 70 timers arbejde. Vi skal væk fra automatreaktionerne og tænke mere over, hvad vi foretager os. Det er der, jeg mener, dovenskaben har en værdi. Hvis vi slappede lidt mere af, havde vi også mere tid til at tænke over, hvordan vi kunne indrette samfundet på en anden måde, så vi ikke – som tilfældet er nu – ødelægger naturen og os selv.“ /Emma Louise Stenholm