Kære læser

Man skulle have været i håndjernbranchen

Farligt. De snupper dit kørekort. Foto fra nettet.

Lad os tage nogle eksempler. Vi siger, du er blevet kontaktet af Skat, og nu skal du til torskegilde i deres generiske kontorfaciliteter uden for byen. På mødet kan du godt se, den er gal. De har fat i noget, og du ved det. Det er noget med nogle indberetninger, du har ‘overset’, og det kan godt blive dyrt. Du mærker sveden på overlæben. Efter at have siddet og stirret lidt ud i luften, mens indicierne har hobet sig op, hiver du pludselig din læderpung frem fra baglommen. ”Hvor meget skal du have for at lade det her passere?” spørger du med et smalt og følelsesløst blik.

Næste eksempel. Det er ”røvkoldt”, da du kommer ud til din Tesla, og du har ”røvtravlt”. Du er typen, der bruger ordet ”røv” i alle tænkelige sammenhæng. ”Røv,” tænker du, ”der er frost på forruden”. Først med neglene og bagefter med albuen fjerner du nok frost til, at du har et lille kighul, og sætter dig ind. P4 Nordjylland starter af sig selv, da du tænder bilen. Du svinger ud på kørebanen. I det første kryds møder du en politibil med to betjente. De kan ikke se dig gennem forruden, men de kan se dit lille kighul. Det er ikke en mindre trafikal forseelse. Det her kommer til at koste dig kørekortet. Da betjenten stikker hånden ind gennem sideruden for at se noget legitimation, rækker du ham to tusindkronesedler og spørger med en kælen stemme, om ”en lille erkendtlighed” mon kan få ”politibassen” til at glemme ”hele den her dumme sag”.

Nej, vel? Du kan slet ikke genkende dig selv, og hvis du følger lidt med, ved du også hvorfor. Forleden kom den globale antikorruptionsorganisation Transparency International med sin årlige opgørelse over niveauet af korruption i den offentlige sektor i en masse lande. For femte år i træk er Danmark verdens mindst korrupte land – det er i hvert fald opfattelsen ude i verden.

Før vi finder klaphatten frem, er det dog værd at hæfte sig ved, hvad Jesper Olsen, der er formand for Transparencys danske afdeling, udtaler til Ritzau. Man kan ikke af listen udlede, at der slet ikke er noget at komme efter: ”Der er korruption i Danmark. Vores indeks fortæller noget om, hvordan niveauet af korruption i Danmark opfattes, og hvad det er for en oplevelse, man i udlandet har af at samarbejde med danske myndigheder og embedsmænd,” lyder det fra Olsen.

Danmark har fået en score på 90. Sidste år var den på 88. 100 ville være den sublime præstation, men Jesper Olsen mener ikke, at noget land nogensinde vil kunne ramme 100 rent.

Men hvis vi gerne ville deropad, kunne vi holde op med at nøjes med at tage Grecos tilbagevendende kritik af Danmark ad notam, men også agere på den. Greco er Europarådets mellemstatslige samarbejde til bekæmpelse af korruption, og i 2019 kom det med i alt 14 anbefalinger til den danske stat. I en opfølgningsrapport fra 2021 kunne Greco konstatere, at kun to af anbefalingerne var blevet fulgt ”tilfredsstillende” op. Der er stadig udfordringer med reglerne for, hvordan folk i højt betroede stillinger omgås lobbyister; der er ikke et klart nok regelsæt for eventuelle interessekonflikter for regeringens spindoktorer; og så er der ”svingdøren” – karensperioden for højtstående politikere, der pludselig får tilbudt velbetalte jobs som lobbyister (og tager dem), er for kort.

Korrupte ukrainere

Meeen, det kunne være være. I bunden af Transparencys liste ligger Somalia nr. 180 med kun 12 point. Der er også Ukraine, som ligger nr. 116. Da præsident Volodomyr Zelenskij stillede op til præsidentvalget i 2019, var det med et løfte om at gøre noget gennemgribende ved korruptionen i landet. Onsdag ransagede ukrainsk politi en række adresser, bl.a. hos en tidligere indenrigsminister og chefen for Ukraines skattemyndigheder. Hos sidstnævnte fandt man angiveligt luksusure og hundredtusindvis af dollars i kontanter. Suspekt.

”Alle kriminelle, der har den frækhed at skade Ukraine – særligt under en krig – skal forstå, at vi vil smide dem i håndjern,” udtalte chefen for Ukraines sikkerhedstjeneste ifølge CNN. Man skulle have været i håndjernbranchen. Men der er sikkert også korruption. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12